Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bach er død – Residents længe leve!

Updated
unnamed (3)
unnamed (2)
unnamed (5)
unnamed (1)
unnamed
unnamed (4)

De amerikanske kult-oddballs fejrede 50-års-jubilæum på Loppen, og deres skæve nedslag igennem karrieren gled perfekt ned i de tætpakkede rammer.

Spillested
Dato
08-02-2023
Trackliste
1. Jambalaya
2. Hello Skinny
3. Cut to the Quick
4. Laughing Song / Bach is Dead
5. Boxes of Armageddon
6. Would We Be Alive?
7. Cold as a Corpse
8. Smelly Tongues
9. Moisture
10. Constantinople
11. The Monkey Man
12. Semolina
13. Kill Him!
14. Blue Rosebuds
15. Buckaroo Blues / The Stampede
16. Lizard Lady
17. Dead Weight
18. Hungry Hound
19. Die! Die! Die!
- - - - - - - - - -
20. Diskomo
21. Nobody Laughs When They Leave
Koncertarrangør
Fotograf
Void Lab Photography / Sara Jurincic
Forfatter
Karakter
4

Jeg havde nær glemt, at der stadig var koncerter, der var udskudt i flere år på grund af den der pandemi, vi for længst har gjort ikke så lidt for at lægge bag os.
Om The Residents bliver den sidste af slagsen må tiden vise, men det var i hvert fald et spændt publikum, der var troppet op til denne længe ventede dag, hvor de eksperimenterende artrockere ville fejre sine mange års tro tjeneste. Hvor mange, der så stadig er med i bandet fra de tidlige år, kommer vi ikke nærmere, da de imponerende nok har bibeholdt deres anonymitet gennem hele karrieren for at rette vort fokus mod kunsten frem for kunstnerne. I tidernes morgen alle forklædt i sort habit og med et gigantisk øje som hovedbeklædning. Med tiden har de så tilpasset påklædningen til den enkelte fortælling, med et væld af konceptplader, projektudgivelser og turnéer i krydsfeltet mellem teater og musik. Det er således en håbløs jungle at danne sig et overblik over hele outputtet, men samtidig også en del af det fascinerende ved The Residents.

Tag for eksempel 'Triple Trouble'.
Filmen, de selv har skrevet og instrueret, som blev vist i Christianias lille biograf Byens Lys inden koncerten, hvor man følger forsangeren fra The Residents' søn. En særegen eksistens, der har skiftet karriere fra præst til blikkenslager, fordi han mistede meningen med sit hellige embede, da en kvinde i sit skriftemål bekendte, at hun havde taget livet af sin baby. Som blikkenslager kan han dog stadig hjælpe sine medmennesker, men kommer ud i en værre vildrede, da en mærkelig, hvid svamp begynder at sprede sig over byen, og hans AI-drone får sværere og sværere ved at hjælpe ham på grund af en fejlkonfigurering.
Ikke mange kunstnere udforsker verdens skæve eksistenser i den grad, 50 år inde i karrieren, som The Residents, og som den moraliserende faktor dukker forsangeren op undervejs i filmen som en ældre mand i sønnens tanker og gør det klart, at der ikke rigtigt er noget her i livet , der er vigtigt. Udover passion. Passion betyder noget, men det er der ikke ret meget andet, der gør.
Javel.

Vignetter af akkumuleret særegenhed
Det siger sådan set også en hel del om det band, vi stod overfor senere på aftenen. Uden support gik Indbyggerne selv på kl. 21:30, klædt i pink habit overdækket med det ikoniske Residents-øje, ansiget fuldt tildækket med øje-mønstrede tørklæder og med sorte fedorahatte med pink, øje-mønstrede bånd. Dedikationen talte sit tydelige sprog, også i alle medlemmernes brug af briller med  påmonterede lygter i stellet, men så sandelig også i deres artistiske, musikalske virkemidler, der spændte særligt vidt i aften, hvor hele karrieren var på dagsordenen.
'Hello Skinny' leveres tidligt i sættet i en opdateret udgave, som en bendet surf-hymne, der var skruet ned i halvt tempo for yderligere at accentuere detaljerne. Clashet af 'Laughing Song / Bach is Dead', som ligeledes blev spillet i samme udgave som hørt på 'Duck Stab! Alive!'-genindspilningen, blev nærmest eksekveret som en rendyrket banger, mens de kort derefter slog abrupt over i deres eget take på, hvad der bedst kan betegnes som sleazy funkpop. Frontmanden malede snart fagter ud i luften til de tromlende, dødsvalsede toner af 'Cold as a Corpse', efterfulgt af hvad der vel bedst kan beskrives som en art Tom Waits-inspireret kakofoni, da sangeren tog de maniske sider af sit register i brug.

På den måde bevægede koncerten sig betagende afsted som en vedvarende opvisning i aldrig at forvente andet end det uventede. The Residents perfektuerede kunsten at gøre meget ud af lidt, det underspillede spil i sin mest effektive form, hvor alle midler kan blive og vil blive taget i brug. Luftige, Pink Floyd-venlige keyflader dukkede op fra tid til anden, og guitaristens slibrige solo i 'Buckaroo Blues'-temaet vækkede nærmest minder om noget, Steve Vai kunne have spillet i et af sine mere sjælede øjeblikke.

unnamed_4.jpg

Sidste gang jeg oplevede The Residents var på Store Vega, hvor film og historiefortælling var integreret i setuppet – en oplevelse, der dengang blev meget tynget af den særegne historie, bandet ønskede at præsentere, hvor musikken endte ud med at blive lettere sekundær.
Helt anderledes end i dag, hvor alle bandets musikalske facetter kom i spil, og de dramatiske virkemidler ikke på samme måde blev en tyngende del af en gennemgående fortælling koncerten igennem. På den måde var aftenens jubilæum ikke blot en levende opvisning i deres eksperimenterende, musikalske oevre, men også den ultimative intro til bandet, hvis man endnu ikke havde oplevet dem ved selvsyn forinden. Over halvanden time fik vi serveret numrene på spor, som små vignetter, der på hver sin vis eksemplificerede vigtige udpluk fra al den idérigdom, The Residents har forkælet verden med igennem årene, og så ville man da næsten være et skarn for at kræve mere.

At det så krævede habil dedikation at se noget som helst, enten i form af at troppe op så snart dørene åbnede eller være umådeligt akrobatisk anlagt for at kunne komme igennem masserne, er vel bare endnu et billede på, hvor lidt livet er værd uden passion.