Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kunsten at sætte scenen

Updated
unnamed
unnamed (1)

Opvarmningen var overvældende, hovednavnet fulgte trop. En aften i industrialens vold i Aarhus beviste, at servering og setup kan betyde alt for, om en koncert trænger ind under huden på én.

Titel
+ Street Sects
Spillested
Dato
18-10-2019
Fotograf
Svend Lokjær
Forfatter
Karakter
4

Jeg husker, da jeg, for hvad der synes en evighed siden, men nok snarere nærmer sig ti år, selv arbejdede på Musikcaféen. Et af Aarhus’ mest toneangivende spillesteder, beliggende i anden baggård et sted nede i Mejlgade. Vi havde tungt slæbende aftener, der syntes at vare for evigt, hvor vi syv mand høj var mødt på arbejde for at servicere de 12-15 mennesker, der var dukket op til aftenens koncert. Det var som oftest til de mest eksperimenterende koncerter; gerne en flok forstyrrede fusionsjazz-musikanter eller en ældre japansk herre, der havde lavet et instrument ud af en mejsel og sit eget skæg. Den slags aftener var en hård kamp for ikke at kede sig ihjel.

Stedet har skiftet profil og navn et par gange siden da, men omgivelserne er de samme, og identiske følelser må have skyllet igennem Tapes personale denne aften, hvor vi med lidt held rundede 30 tilhørere til Trepaneringsritualens optræden. Selv om det så noget tyndt ud i et lokale, der kan rumme det firedobbelte, formåede allerede aftenens supportband, amerikanske Street Sects, at bevise, at man kan vende et fåtalligt fremmøde til sin egen fordel, hvis man tænker ud over sin egen musikalske optræden og lægger et arbejde i at sætte scenen optimalt.

Få minutter inden industrial-duoen går på scenen, fyldes lokalet med røg. Og jeg mener fyldes. Scenen er usynlig, selv for os, der står en meter fra den. Jeg kan til nød skimte den nærmeste tilhører, der er under en armslængde fra mig. Og så starter musikken. En tungt dunkende industriel rytme, underbygget af en kakofoni af noise, ambient og synthesizere. Rytmikken er dyb, pulserende og aggressiv. Forsanger Leo Ashline er usynlig for os, men hans vrængende, melankolske sang og nihilistiske skrig tager gradvis til i styrke hen over musikken. Gennem røgen fornemmer man en enkelt dunkende rød LED-lampe, som måske/måske ikke befinder sig bagerst på den lille scene.

Med åbne, men blinde øjne, der kun ser den grå røg, har man ikke andet valg end at overgive sig til bandets aggressive industrial, der tager til i et crescendo, mens tågen omkring én fortyndes uendeligt langsomt. Tre numre inde i bandets sæt dukker den småtskårne Ashline, iført en alt for stor habitjakke og en paryk, der tilsyneladende er stjålet fra Casper & Mandrilaftalens Rusty Mandolini, ud af tågen og vandrer hvileløst og aggressivt vrælende rundt imellem os. Han stopper op med ansigtet vendt imod mig og et par andre. Med ansigtstrækkene stadig gemt af tågen og den udhængende paryk. Han skriger hjerteskærende og vandrer videre.

Det her er en optræden, man sjældent ser. Duoens depressive industrial er ganske habil på plade. Den er præget af en livslede og en nihilisme, der sømmer sig for genren og bliver kompetent eksekveret af Ashline og multi-instrumentalisten Shaun Ringsmuth. Men sat i disse omgivelser tvinges man til at føle den. Til at leve i den. Til at lade den trænge ind under huden. Street Sects’ måde at få omgivelserne og det lavloftede lokale til at arbejde for sig er eminent. Det vil næppe kunne lade sig gøre på mange spillesteder, men der er ingen i den lille tilhørerskare, der står tilbage uberørt, da bandet efter en halv time stopper støjen lige så brat, som de begyndte, og forsvinder op på scenen; tilbage i tågen.

Døden venter klædt i blod
Efter tyve minutters pause hang røgen stadig i koncertlokalet, om end det nu nærmede sig normale koncerttilstande. Den sparsomt udstyrede scene var nu synlig; et mikrofonstativ knejsede i ensom majestæt forrest på scenen, mens et minimalistisk memento mori bestående af tre stearinlys i stage, et par sødt duftende røgelsespinde og et menneskekranie var opsat på en skammel bagved. Det var blevet tid til svenske Trepaneringsritualen; noisekunstneren Thomas Ekelunds soloprojekt.

Den produktive Ekelund har det seneste årti udgivet nogle håndfulde plader og singler, der musikalsk stikker ud til højre og venstre, men som alle kredser omkring ambient, drone, noise og industrial. Det instrumentale output denne aften kommer fra mixerpulten, mens Ekelund selv håndterer mikrofonstativet i hvad der bedst kan beskrives som en dødedans. Han entrerer scenen fra bagerst i lokalet og vandrer gennem den samlede publikumsskare på sin vej. Den sødlige lugt af blod og kød hænger ved de pjalter af læder og sækkelærred, Ekelund er iklædt. Han ligner en vagabond, der ved en fejl er kommet til at vandre durk ned i helvede. Kronen på værket er Ekelunds ”krone”: En hætte med hul til øjnene, der er trukket over hele hovedet og snøret fast om halsen med en afskåret galgeløkke. Det er tid til blod. Det er tid til ritualet.

Trepaneringsritualens version af industrial er, om end ikke lige så aggressiv som Street Sects’, så mindst lige så tung. Dragende, gungrende langsomme basrytmer fylder rummet i dronende mønstre, mens et sammensurium af naturlyde, ambient og distortion udgør de andre instrumenter i Trepaneringsritualens lydbillede. Ekelunds mere dyriske end menneskelige grynt og skrig lægger sig til musikken og udgør mere rollen som instrument end vokal. Det samlede udtryk er voldsomt i al dets hypnotiserende hårdhed.

Den tunge svensker, der er formummet under sin hætte, vrider sig mod mikrofonstativet, primært oplyst af de tre kerter på skamlen bag ham. Hele opsatsen og det visuelle indtryk er skummelt og fungerer aldeles glimrende med de indtryksfulde, tunge rytmemønstre, der fylder lokalet og på intet tidspunkt ophører. Da Ekelund halvvejs igennem trækker hætten af hovedet, bliver man ikke lettet ved synet af mennesket bag hætten; svenskerens ansigt og skæg er smurt ind i en blanding af gravrust, corpsepaint og dyreblod og understøtter kun det indtryk, at stemmen bag de voldsomme grynt er mere dyr end menneske. Musikken bliver tungere, den distortede bas mere dump og hårdtslående, gryntene mere smertefulde. Vi nærmer os klimaks. En lille time får vi med Trepaneringsritualen, der ligesom opvarmningen fra ét øjeblik til et andet tier fuldstændig. Ekelund træder ned fra scenen, vandrer gennem publikum og forsvinder ud bagved til eftertrykkelige klapsalver og tunge åndedræt, der puster ud.

Det indtryk, han efterlader, er graverende. Ikke så forbavsende overvældende som Street Sects, men hans optræden har, ligesom amerikanernes, været en overbevisende opvisning i, hvordan serveringen betyder lige så meget som maden. Begge projekter formåede denne aften at omsætte hæderlige stilstudier i industrial, noise og ambient til grænseoverskridende live-præstationer, der vil sætte sig i de tilhørere, der oplevede det.