Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Endnu et album fra endnu et band

Updated
Tulus_Cover

'Fannens kall' er kompetent, dygtig, velspillet, vred, kold og alt muligt andet, men hvad skal man egentlig med endnu en kompetent, dygtig, velspillet, vred og kold black metal-plade i 2023?

Kunstner
Titel
Fandens kall
Dato
17-02-2023
Trackliste
01. Fandens Kall
02. Lek
03. Slagmark
04. Allstøtt
05. Isråk
06. Samuelsbrenna
07. Sjelesmerte
08. Bloddråpesvermer
09. Snømyrkre
10. Barfrost
Forfatter
Karakter
2

Hvorfor udgive og indspille musik i 2023? Man bliver ikke rig på det. Det er ikke den store prestige i at være musiker. Og der er masser af andre udgivelser på markedet, så det er så som så med opmærksomheden. Det kan selvfølgelig være, fordi man har reelle kunstneriske ambitioner. Fordi man har noget nyt at sige eller en afgørende ny måde at sige det, man har at sige, på. Men den slags er der trods alt langt imellem? Måske er det for at komme ud at spille live. Vise flaget. Møde ligesindede og fans. Komme ud at præsentere materialet for nogle andre end de samme røvhuller i øveren. Lidt luftforandring. Måske bare fordi det er hyggeligt?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg lytter til norske Tulus' nye album, 'Fannens kall', de norske veteraners syvende siden debuten 'Pure Black Energy', hvis temmelig uheldige cover, der forestiller et af medlemmerne iført corpsepaint og ... paryk med lange, lyse fletninger siddende bag en petroleumslampe. Det grinede vi meget ad i 90'erne, men både den og opfølgeren 'Mysterion' er nogle af de bedre plader Norges anden division fra de år og holder stadig den dag i dag.

Siden blev Tulus til Khold og kom på Moonfog Records og spillede tidstypisk rockpræget black metal, en kold black'n'roll, begyndte at hedde Tulus igen, udgive plader, der lød som Khold, fortsatte som både Tulus og Khold, stadig med samme medlemmer bortset fra en ny bassist (den gamle, Victor Borge (!) ville hellere spille hard rock) og har altså nu udgivet 'Fannens kall', hvis største ambition synes at være at være endnu et album udgivet af endnu et band.

Det er kompetent, koldt, velspillet, rocker fint, som hvis Satyricon stadig kunne finde ud af at have det lidt sjovt. De ti numre er endda afviklet på 32 minutter, så Tulus strækker ikke sangene længere end nødvendigt. Et par steder eksperimenteres der lidt, eller, ja, eksperimenteres og eksperimenteres, men 'Samuelsbrenna' har lidt akustisk guitar og progget synth, og 'Sjelesvermer' en ikke udpræget vellykket kvindevokal.

Lydbilledet er klart, måske også lidt for klart. I hvert fald kan det ikke skjule, at selvom alt egentlig er helt fint, godt skruet sammen, af og til lyder arrigt og alt det der, så er det også ret kedeligt i al sin rutine og dygtighed. Kan man egentlig huske noget af det her efter endt lytning? Vil man nogensinde vende tilbage til 'Fannens kall' og opdage noget nyt og interessant?

'Bloddråpesvermer' løfter niveauet en del med en mere interessant sangstruktur, der veksler mellem hurtige og mere atmosfæriske dele, og har en progget baslyd; en behagelig og ret god afveksling fra al den blackrock, som er på albummet.



Men ellers er problemet, at Tulus ikke har noget interessant at sige, og at de heller ikke har nogen interessant måde at sige det på. Og så er vi tilbage ved indledningen. Hvorfor så overhovedet gøre det? Skal man virkelig partout blive ved med at spille og udgive musik, fordi det nu engang er det, man gør? Hvorfor gøre det, når det bedste, man kan håbe på, alligevel er at stå en sen aftentime på en festival og spille for et par tusind fulderikker, der vipper lidt med fødderne og headbanger dovent for så glemme alt om én, når tømmermændene har lagt sig næste dag?

'Fannens kall' er ikke nogen dårlig plade. Men har nogen i hele verden brug for endnu end kompetent black metal-udgivelse?