Energisk thrashforvirring
Populær
Unchained Beasts debut-ep viser stort potentiale, men også fire nordmænd, som skal arbejde med finde et fokus og en rød tråd.
2. Guiding the Lamb
3. Gates of Dumbr
4. The Infection of Mankind
5. Split of Conscience
Norske Unchained Beast fra Vardø langt oppe i Finnmarken har gang i den slags retro-thrash, som længe har hærget, og som herhjemme udføres så smukt af Essence og Impalers. De gæve nordmænd har dog ikke helt samme flair for at få det maksimale ud af denne Kreator-hyldende genre.
En flot storladen intro af den dyre slags lover ellers godt for debutanternes første rigtige ep - 'First Breath Taken' trækker i retning af en episk fortælling og indeholder i øvrigt masser af bulder og brag. Derfor er det også et modigt og overraskende udspil, at første egentlige nummer, 'Guiding the Lamb', er i ondt og slæbende midttempo, da alle forventninger siger tæskende stortrommer og hæmningsløst raseri i høj hastighed til en åbner. Så længe nummeret er godt, som i dette tilfælde, gør det selvfølgelig ikke noget.
Alligevel er det, som om ep'en først vågner, når efterfølgeren 'Gates of Dumbr' begynder med smadder og vildskab, også selvom det er langt mindre interessant - bortset fra soloarbejdet, der er nordmændenes helt store force.
Strengeekspertisens store gennembrud kommer på udgivelsens tredje reelle nummer, der rummer et formidabelt melodisk arbejde på guitarer - ikke liret, men tilpas tempereret mellem ekvilibristisk og fængende. Og så er det en pissefed sang. Uden at være en moderne klassiker definerer 'The Infection of Mankind' fornemt, hvad en god thrash-hymne skal indeholde - en portion melodi i et råt udtryk, gennemtænkte temposkift, simpelt bøllekor og kontrolleret raseri.
Ligesom det kan undre, at første skæring på en thrash-skive holdes i midttempo, ligeså sært er det, at afslutningen - og et ud af fire numre - er en ballade! At det er en lidt kedelig en af slagsen, hvis man ser bort fra det fornemme episke mellemstykke, er én ting, men det er besynderlig brug af så kort spilletid, som en ep har, når man vælger gøre plads til tvivlsom skønsang og akustiske guitarer. Muligvis er formålet at vise flere udtryk, og det er ofte et klogt træk, men det fungerer ikke for kvartetten fra Vardø, og det gør kun udgivelsen irriterende rodet og usammenhængende - trods mange gode elementer.