Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stonergade 30

Updated
DSC08572

Stengade bød på tre gange stoner af meget forskellige, men klippesolide stenarter. 

Kunstner
Titel
+ Vokonis + Sonic Moon
Spillested
Dato
16-03-2022
Genre
Fotograf
Vaiva Kriaučiūnaitė
Karakter
4

 

Det var helt internationalt denne aften på det københavnske spillested Stengade 30. Hovednavnet Weedpecker kom hele vejen fra Warszawa i Polen, Vokonis tog turen fra Sverige og Sonic Moon kom hele vejen fra Aarhus. Det kunne vi kun være glade for, da det som helhed gik hen og blev en rigtig god aften. Aftenens tre bands spillede alle sammen stoner, men de fik samtidig vist, hvor intetsigende selv en subgenrebetegnelse kan være, da genrebetegnelsen nok var den eneste fællesnævner for dem. Men det var kun godt, da hvert indslag blev et friskt skud på stammen. 

DSC08279

Sonic Moon

Aarhusianerne var som første opvarmningsakt kommet for at lægge et bundsolidt fundament for resten af aftenen. De spillede settet med deres Sabbath-inspirerede stoner-doom uden noget pis og med groovy fremdrift hele vejen igennem. Riffene var gode og suppleret godt af forsangerens grungede og hæse Curt Cobain-esque vokal. De spillede godt sammen, men de havde svært ved engagere sig selv og publikum i deres optræden. Men lejlighedsvis gav de helt slip og syrede ud til musikken som en ubevidst automatreaktion – næsten som når en hund logrer med halen. Det var befriende, da det momentant demonstrerede den nerve, som bandet tydeligvis besidder, men det var langt fra hele koncerten, at man kunne mærke det. Det lød enormt godt, men det blev lidt for pænt, i forhold til det udtryk de prøver at ramme.

DSC08422

Vokonis

Svenskernes præstation var en sjov størrelse. Aftenens materiale var udelukkende deres seneste album, ‘Odyssey’, som egentlig er ret sludget, men stadig raffineret og afstemt. Det udtryk kastede Vokonis fuldstændig til side til fordel for bare at smadre igennem. Det skyldtes nok i høj grad deres trommeslager, som i stedet for at arbejde med 0-100%, vel og mærke startede på 80% og trak trioen op til 150%. Som konsekvens var de ikke spor raffinerede eller afstemte og ikke særlig tight. Det var umiddelbart en skam, da koncerten blev ret skraldet, men alligevel vanvittig vellydende, da de smed hæmningerne over bord, bragede igennem og gejlede hinanden op til at spille endnu mere intenst. Det kunne især mærkes ved sidste nummer ‘Through the Depths’, hvor der bare gik fem minutters 70’er smadder-guitarsolo i den, med en fængende basgang, der mindede om flodhesten i sangen “Not one of us (Som Scar)” fra Løvernes Konge 2.

På den måde blev det rodede sammenspil opvejet af en fuldstændig elektrisk og vellydende præstation. Men bandet slipper ikke udenom at bassisten, som står for den rene vokal, legede “sæt stemmen på tonen”, i stedet for “sæt halen på æslet”. Nogle gange var det som om, han selv var klar over det og afsluttede brat de lange toner af, med en lyd der mest af alt mindede om lyden af et pivedyr, der bliver trådt på.

DSC08501

Weedpecker

Inden koncertens start var der knas med teknikken for den ene guitarist. Der var ikke hul igennem, og han blev derfor nødt til at låne Simon Ohlsson fra Vokonis’ guitar. Men det lod de sig bestemt ikke påvirke af. Det stod meget tydeligt fra start, at Weedpecker var taget til Danmark for at triumfere, hvilket i høj grad lod sig gøre ved at der faktisk var sindssygt god lyd hele aftenen. Men særligt vigtig var den gode lyd for Weedpecker, fordi de har to vokalister og fem instrumenter på scenen, som altsammen er sovset til i effekter. Derudover har de også nogle lange og komplekse sange, så hvis ikke lyden var i orden, ville hele seancen have været fuldstændig hovedløs. Men netop fordi lyden var så god, blev det helt magisk. 

De to højtpitchede vokalister harmoniserede klart og tydeligt med hinanden og igennem de mange Pink Floyd- og Led Zeppelin-inspirerede passager, sad twin-leads'ene lige i skabet. Bassisten fik også masser af plads til at udfolde sig og spækkede koncerten til med grooves og licks, der ville give selv Anders Fogh Rasmussen basfjæs. Det var tydeligt, at hele banden også nød at stå deroppe og spille deres lækre sange for et engageret publikum, da selv keyboardspilleren havde svært ved ikke at stå og svinge hårspidserne ned i tangenterne. 

Næstsidste sang var vel deres bud på en ballade og dermed ville de trække energien ned. Den var vel egentlig okay, men det lod til, både band og publikum var enige om, at den bare lidt skulle overstås. Anderledes blev det til sidste sang, der var markant anderledes end resten af settet, da det var en ældre sang og dermed langt mere tung og “stoner”, end deres nyere materiale, som koncerten hovedsageligt bestod af. Det var et godt trykspark at slutte koncerten af med. 

Sonic Moon: 3/5

Vokonis: 3/5

Weedpecker: 4/5