Musikalsk angstanfald
Man behøver ikke være gal for at nyde Whorses debutalbum, men måske det hjælper.
Splinters
Motherfucker
Five minute bike ride
Bounce
Rattlerat
Soy Cuck
Black Museum
Meatball Sub
Bye bye Memory
Shaking
Random Luck
Stranger
Ol' Company
Attitude
Humble
Broken Plates
Up to Town
Den belgiske noise/alternative-kvartet Whorses har med deres debutalbum begået et musikalsk angstanfald. Og vi kan lide det. I hvert fald størstedelen af det, men sådan er det vist med alt, som får hjertet til at hoppe et slag over.
De ligner en flok unge, potrygende drenge fra en biodynamisk klatreklub, hvor man kan købe meget dyr og økologisk latté, men tag ikke fejl af den årsag: De fire musikere fra Kortjik, Harry Descamps, Baptiste Navarro, Timotheus De Beir og Tjil Van De Casteele fandt sammen engang i 2017 og blev hurtigt en del af den belgiske rockscene. Dette har givet dem supportshows for andre belgiske kultbands som STAKE, Brutus og Raketkanon. Whorses har tilsyneladende optaget deres debutalbum i sommeren 2020 på blot 9 dage i Thomas Valkiers’ Hightime Studios hvor blandt andet EqualIdiots, NEWMOON, Tubelight, She Bad og Psycho 44 har indspillet, og nu har de altså sluppet det 53 minutter, og 18 numre lange bæst af et debut- og dobbeltalbum løs. Whorses udtaler om debuten, at numrene er skabt under lockdown og er et udspring af den underlige tid, vi alle har været igennem de sidste to år – og det kan høres.
Hybrid-genre-kaospiloter med ild i håret
Whorses sparker deres debutalbum i gang med nummeret ’Have You Seen Bob’, hvilket jeg fornemmer er tænkt som ”hittet”, og det tegner allerede godt. Både nummer og den dertilhørende musikvideo har stærke referencer til karakteren Bob fra “Twin Peaks”, og på den måde sætter de allerede barren for galskab højt. For hvis der er noget, Whorses består af, så er det galskab.
Det er en rendyrket og rå lyd, der i de første par minutter bedst kan sammenlignes med at være et sært og beskidt barn fra specialklassen, med klassekammerater som Rage Against the Machine, Beastie Boys og Primus. Lyden er præget af eksperimenterende basgange og hårdtslående riffs, og ligefrem have deathcore-energi med både breakdowns og glædeligt overraskende high/fry-screameri.
’Splinters’, ‘Motherfucker’, ‘Five Minute Bike Ride’ og ‘Bounce’ er alle stærke og lige så kompromisløse og potente i deres udtryk, og det rammer direkte i hjertekulen hos en nostalgisk Rage-tilbeder med hang til de tungere genrer som black- og death metal. En yderst lækker kombination.
Efter halvdelen af pladen og nummeret ‘Meatball Sub’, der har en del hardcore-elementer, skifter albummet fuldstændig lyd og går over i ren americana og singer/songwriter, i bedste (og værste) Elliott Smith og Pavement-stil, med nummeret ’Bye Bye Memory’. Og sådan fortsætter det igennem de sidste ni ikke nævneværdige numre. Endda med følsom banjo og poetiske serenader, der til tider er lige en anelse for Jack Johnson og hans åndssvage banana pancakes nok til at trække et ellers fremragende debutalbum ned.
Gale eller geniale?
Whorses har med deres debut begået en kompromisløs og eksperimenterende plade, fyldt op til randen med elementer af alt det bedste, rock og metal har at byde på, og som kradser i kinden på de rigtige tidspunkter. Alt dette på trods af at Whorses’ musikalske skift halvvejs i pladen irriterer mig, for nu gik det lige så godt. Men derimod ikke sagt, at jeg ikke nød den sidste halvdel, for det gjorde jeg – til dels. Jeg var bare ikke færdig med den første del af pladen endnu. For min skyld kunne de have endt pladen efter ni numre og sløjfet resten. Men så igen, lockdown tog hårdt på os alle. Jeg tror ikke at Whorses helt ved, hvad de vil endnu, men i dette tilfælde gør det ikke noget, da niveauet er højt og overraskende, og det mener jeg er værd at hylde. Nu venter jeg spændt på at se, hvad de finder på næste gang. De belgiere er sindssyge.