Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Det fås ikke meget mere melodisk, men Uada kan det pis. Med den mere åbne og klare lyd på deres tredje album kan de tage springet til næste liga.

 'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?

Pain of Salvation er gået nye og andre spændende veje, men besøger undervejs også lidt i øst og vest af bagkataloget.

I denne uge er en bunke nye udgivelser at boltre sig med, men der er også nogle koncerter, hvis man er frisk på et lille kompromis og slår røven i sædet.

Så kom regnen efter uger med masser af sol og varme, og det har fået vores skribent til at finde fem sange frem, som han takket været vejret er blevet mindet om i den uge, der lige er gået.

I 1988 kom den første danske rapudgivelse, da MC Einar udgav 'Den nye stil'. Det var en udgivelse, der fangede interessen hos vores skribent, der dengang blot gik i 2. klasse. Og måske blev den et springbræt til den efterfølgende interesse for metal.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Withering Surface er tilbage med et fængende og meget melodisk album, der undgår reunionernes værste faldgruber. Resultatet er et modent bud på melodød anno 2020, forholdsvis langt fra udgangspunktet. Og det er et sundt valg.

Det er blevet beskrevet, at en desinficerende spraytåge kan være løsningen for koncertåbning, men måske metalfolket har andre gode veje til afsprittet krop og sind?

Der er en dansk streamingfestival i weekenden, men der er også nye plader fra blandt andet Lamb of God, Cro-Mags og Withering Surface at nyde i sommervarmen i denne uge.

Vi har flere på redaktionen, som har været på Copenhell hvert år, siden det startede. Villumsen er en af dem, og uanset om du har været med en enkelt, flere eller alle gange på festivalen, så kan du nok nikke genkendende til flere ting i hans beskrivelse af Copenhell fra starten til 2019 og årets ærgerlige aflysning.

Copenhell forkæler os i 2021 med en ordentlig slat ombookinger fra det line-up, vi ellers havde i vente i næste uge. Og så får vi et par ekstra punkede indslag oveni hatten.

Råt, aggressivt og catchy med en trendsættende guitarlyd. 'Left Hand Path', 30-årsjubilaren fra Entombed, er et fremragende debutalbum, som satte Stockholm på dødsmetallandkortet på samme måde som Death, Obituary og Morbid Angel gjorde det med Florida i USA.

Tyrant gjorde sig i sin tid i klassisk heavy metal. Det gør de stadig, nu hvor de er tilbage efter en længere albumpause, og har fået eks-Candlemass-sanger Roberet Lowe med.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.