Spørgsmålet, som du nok aldrig har stillet dig selv, bliver stillet i denne uges top 5: "Hvor metal er beton egentlig?"

Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.

White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.

Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."

Hvilke musikalske udgydelser kan du putte i ørerne, mens du alligevel står og venter i kø ved testcenteret? Der er shockrock og dødsthrash, sludge og power metal. Og alt det andet...

Anton Bregendorf er multiinstrumentalisten bag Hajn, der på 'EP' spiller en glimrende omgang dødsmetal flankeret af vokal fra blandt andet Baest og Xenoblight. Fremtiden er ikke her, men fremtiden er lys.

Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

"Det sorte album" fra Metallica med åbneren 'Enter Sandman' sælger fortsat flot på vej mod sit 30-års jubilæum, og inspirereret af et aparte cover fra starten af 2021 af nummeret samt en tilfældig opdagelse af at andet nyligt cover følger her en top 5 med diverse fortolkninger af nummeret.

Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!

Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.

Rambuk er et ungt band fra København, der ep-debuterer med masser af groove krydret af med stærke melodi-stykker.

Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.

Når man sådan blev tvunget på bænken, så burde man måske have gjort mere ud af musiklytningen: Men så er det jo nemmere at begrænse sig på årets 5 bedste dit og dat, beretter Villumsen, der udover Ulcerate også fremhæver ting som et skur og vandreture – og i øvrigt sammenligner 2020's forløb med titlerne på Obituarys første fire skiver.

Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.

Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.

Den tidligere Kvelertak-frontmand lader vikingehjelmen være det bærende tema i Hjelvik, mens hornene agerer radiomodtagere og bidrager med impulser fra klassisk heavy, black og thrash.

Det skete i de dage i november engang, at familien bad om ønskelister endnu en gang. I ugens top 5 kommer vor skribent med 5 bogønsker fra hans egen ønskeseddel.

Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.

Det er fredag den 13. i denne uge, og er der mon passende skiver og sid-ned-og-klap-i-koncerter i gys, gru og uhygggens navn? Orm i koncert og Macabre på anlægget er et bud blandt mange muligheder.

Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.