Opvarmningen vandt over hovednavnet
The Devil’s Trade overraskede positivt med udvidelsen i line-uppet, mens Alcest leverede en velspillet men sært følelsesløs koncert.
Umiddelbart virkede det som et godt match at sætte The Devil's Trade til at varme op for Alcest. Og publikum virkede enige – i hvert fald var der mere fyldt op til The Devil's Trade end der typisk er til opvamningen på en kedelig tirsdag aften.
Oneman-band nu som band
Vi har efterhånden set The Devil’s Trade en del gange - både på skærmen i online-koncerten i de Satans corona-år på Roadburn Redux i 21 og derefter i egen høje person på Roadburn Festival 2022, hvor han optrådte to gange i sit eget selskab og en enkelt gang med John Cxnnor. Et enkelt glimt fik vi også af ham, da han senere i 2022 gik på scenen på Roskilde Festivals Gloria-scene, igen i selskab med John Cxnnor.
David Mako hedder manden bag The Devil’s Trade, og i løbet af 2022 fik han nok af at rejse i sit eget selskab, når han skulle på tour – så han udvidede line-uppet, så der i dag nu er tre medlemmer af The Devil’s Trade. Så slipper vi også for at kalde et enkeltmandsprojekt for et band, hvad det vel ret beset ikke er.
Denne aften i Vega vidste vi derfor ikke så meget om, hvad vi ville få. Der er skrevet og udkommet ny plade i 2023, hvor det blev tydeligt, at Mako og co. har skiftet retning. Det er nok meget naturligt, når der nu pludselig også er rytmesektion og keys, for det giver nogle andre og flere muligheder for musikken, og så er det jo alle kunstneres prærogativ at vokse og flytte sig.
Klædelig opgradering
Aftenens sæt bød på nyfortolkninger af kendte klassikere og nye numre, krydret med en tydeligt hæs Mako, der lakonisk rådede publikum til at lade være med at tilbringe natten på Staden dagen før en koncert. Tak for rådet, David! Det skal vi forsøge at huske. Men mærkeligt nok var den hæse, på nippet-til-at-knække-stemme et godt ekstra krydderi på musikken. Han sang bogstavelig talt på toppen af sine lunger og kunne således skrive sig ind i rækken af rocksangere, hvis kendetegn er, at de giver 0 fucks for om noget er pænt eller rent. At der også var noget at læne sig op af, skrige ind i, har nok også hjulpet på den desperation, der blev skreget ud gennem mikrofonen. Det klædte musikken, der på sine steder fremstod en lille smule generisk post-rocket, men dog med overraskelser og finurligheder i et godt opbygget sæt.
Som en del andre (fornemmede jeg) var jeg særligt spændt på 'Dead Sister', der er blevet fortolket så mange gange, at det ville være underligt at kalde lige præcis denne version for en genfortolkning. Denne aften fik den med funky rytmik på trommerne, mens keyboardet gjorde lidt ekstra for fylden. Og – hvis ikke jeg tager fejl – en lille smule uptempo i forhold til den oprindelige version, hvilket klædte det sært godt. Melodien er stadig fantastisk, og teksten er jo decideret uhyggelig, men det sørgmodige er væk og erstattet af noget andet, der er flere kræfter i. Den skulle lige bundfælde sig, men jeg er overbevist om, at det har været sundt for Makòs musik – både det gamle og det nye – at få flere øjne på og flere kræfter bag, og der er faktisk ikke noget at udsætte på den konstellation The Devil's Trade er blevet.
Og det var bare opvamningen. Publikum strømmede for alvor ind i salen, da Alcest skulle til at gå på. De spillede deres hovedværk 'Écailles de Lune' fra 2010. Egentlig er de på jubilæumstour med den et par år for sent, fordi… tja. Don’t mention the virus.
Jubilæum for et hovedværk
Her på redaktionen har vi fulgt Alcest gennem plader og koncerter, i tykt og tyndt, og med varierede bedømmelser til følge. Men at pladen 'Écailles de Lune' står som et hovedværk ikke bare i Alcest’s karriere, men også i blackgaze som genre, er indiskutabelt – og hvorfor den er det kan du læse mere om her. Men holder den stadig her i 2023?
Hvis man spørger publikum, så gør den i høj grad. Jeg er personligt mere usikker. Den første del af koncerten, som var en gennemspilning af albummet fra start til slut føltes mere som et databasedump af en svunden tid, en tid, hvor nogle i publikum måske havde de formative år, og derfor står albummet (naturligvis) fortsat skarpt hos dem. Men jeg mærkede ikke noget. Intet. Jeg opsøger jævnligt post-indsæt-selv-genre. Jeg har det generelt ret godt med de store soniske lydflader, der brydes af brutalt smadder. Alt sammen noget, som Alcest mestrer til fingerspidserne. Intellektuelt anerkender jeg fuldt ud Alcest for det, de er og det de har været. For de har været frontløbere for en hel masse musikere, der heller ikke kunne finde deres ben i den rene, rå og iskolde blackmetal anno Norge 1992 og som ville noget andet, der også turde det bløde og følsomme. Og de spiller virkelig godt.
De virkningsfulde skift mellem det blide og rørende, de store flader og så de brutale stykker, hvor alt sker på samme tid, er jo fremragende skrevet. Men alligevel mærkede jeg intet. Heller ikke ved de sidste numre på sætlisten, der var alt godt fra resten af bagkataloget, havde jeg nogen særlig lykkefølelse. Det virker simpelthen som om de står for langt væk fra deres egen musik, selvom de nyere numre på sætlisten blev leveret med en noget anden entusiasme end gennemspilningen af albummet fra 2010. Monstro de er blevet lidt trætte af at spille det?
Ujævn skønsang
Der var tydeligt nok problemer med lyden i starten af showet. Dels fik vi en noget forvirret, fransk kommentar om et eller andet drønet over anlægget, der ellers var i færd med at bringe publikum i rette stemning med kormusik af den mere højtidelige slags, og dels var vokalen på forsanger Stephane “Neige” Paut simpelthen så lav i starten, at det faktisk ikke var til at høre, hvad han lavede. Det viste sig, at vi nok burde have holdt volumen lav, for der var noget, der aldrig rigtig kom til at virke for ham deroppe på scenen. I hvert fald var de rene vokalstykker ikke lige i skabet hver gang, og ofte blev han reddet af backing-vokalen fra Pierre “Zero” Corson, der agerer som live-musiker for Alcest. Nu har jeg hørt Alcest nok til at vide, at det ikke skyldes mangel på talent hos Neige, men nok nærmere, at han ikke kunne høre sig selv. Så et eller andet foregik der med lyden.
Fællesklap ... til blackgaze?
Mens første del af showet blev dedikeret til 'Écailles de Lune', blev anden halvdel beriget med numre fra fem albums, heriblandt fra det første fuldlængde album 'Souvenirs d’un autre monde', men desværre ikke fra EP'en 'Le Secret', som måske er blevet et hak for black’et til Neige’s nuværende musikalske ståsted og publikum. Et publikum, der i øvrigt taktfast og trofast sang med, klappede med og i det hele taget havde en fest. Det er dog lidt besynderligt at overvære i denne sammenhæng. Blackgaze har typisk ikke den type publikumstække, men det viser nok noget om, at det var de helt trofaste, der dukkede op denne tirsdag aften i Vega.
Der er ikke en eneste lille bitte finger at sætte på Alcests musikalske evner. Eller fantasi. De spiller fantastisk, og selv lydproblemer kan ikke for alvor hyle dem ud af den. Men der manglede noget til koncerten, noget, der kunne få mig til at mærke dem. Mærke de mange følelser, de utvivlsomt må have haft, da de skrev deres musik. Og alligevel blev hele bare lidt en flad fornemmelse, leveret af et band, der med Neiges milde blik og uundgrundelige Mona Lisa-smil, på en eller anden måde fik trukket luften ud af egen ballon.
The Devil's Trade: 4/5
Alcest: 3/5