Det må godt være sjovt
Torture Rack er tilbage med tredje album, ‘Primeval Onslaught’. En catchy omgang smattet indmad til de inficerede – og andre gale.
Decrepit Funeral Home
Forced From The Pit
Morning Star Massacre
Victims Of Inquisitors
Bone Snare
F****d By Death
Impalement Storm
Descent Into Infernal Chasms
Rotting Insignificance
I kloakkerne under Portland er det for længst blevet kendt, at Torture Rack spæder til undergrundens liflighed med serveringer af veludført dødsmetal i den klassiske, men veltillavede version. Oregon-bandet debuterede med ‘Barbaric Persecution’ i 2015 og med ‘Malefic Humiliation’ fra 2018 fik de for alvor sat sig selv på det lokale landkort. Et kort der også henviser til andre fine bands som eksempelvis Autophagy, Ossuarium, Decrepisy og Ænigmatum. Nu er Torture Rack aktuelle med det tredje album ‘Primeval Onslaught’ og hvor der måske ikke er nye opskrifter at spore, er det denne gang også med generelt korte eller kortere numre – og dermed en servering gjort på nedkog og intensivering af allerede kendte, men dejlige ækelheder.
Der er et eller andet over at sidde i solnedgangen i et viktoriansk havehus og servere Torture Rack til aftenkaffen, mens hunden er faldet om efter dagens strand-strabadser, og svalerne adræt og overlegent udnytter aftenduggens trykkende kvaliteter til at få sig et aftensmåltid. I hvert fald for denne skribent, på ferie i barndommens land. Lidt grotesk eller morsomt måske, for det passer ikke rigtig ind – og netop det skal anerkendes som en kvalitet for denne del af dødsmetalgenren; det passer ikke rigtig ind med alle sine splattede og halvpubertære drabeligheder. Og alligevel er vi så en masse granvoksne mænd der elsker det. Måske netop derfor. Det er hårdt, grotesk og morsomt.
Roligt og advarende starter ‘Ceremonial Flesh Feast’ ud inden smadringen går i gang, og ådsler smider deres safter på det metalliske slagtergulv. En affældig bedemand tager hidsigt over på ‘Decrepit Funeral Home’ og byder på rådne, chuggende chunks som pindemadder i galskabens favør. Vi er ligesom i gang. Tror vi. Men må dog sande at Torture Rack kan blive endnu hårdere og altså rarere at høre på. For ‘Forced From the Pit’ byder på pladens første rigtigt gode nummer – en helt igennem bidsk og voldelig omgang klassisk død, med hårdt straffet lilletromme og plads til breakdowns og små pauser fra lydmuren som sologuitaren kan sole sin vildfarne galskab i. Catchy og super hårdt. Et kendetegn for pladen, der med numre som ‘Morning Star Massacre’ og ‘Victims Of Inquisitors’ fiser lidt hen over hovedet på en, men som efterfølges af en solid omgang tyngde og helt igennem uforbarmende voldelighed som på ‘Bone Snare’. Over midten mødes vi af den punkede ‘F****d By Death’, og tager igen en tur ned i smatten på pladens tre sidste numre. Numre der er i tyngden og sangskrivningen er nogle af albummets bedste (sammen med ‘Forced From the Pit og ‘Bone Snare’).
Det er ‘Impalement Storm’ der med kombinationen af sønderrivende fart og drævende råddenhed fanger øret og skaber alsidighed. Efterfulgt af ‘Descent Into Infernal Chasms', der brutalt fører os forbi mørke flænsende skær tilsmagt med d-beat og kaotisk herlighed, inden ‘Rotting Insignificance' som den sidste skefuld jord på kisten, tungt og iørefaldende sætter os på plads.
Tungt, catchy, sjovt
Torture Racks tredje album ‘Primeval Onslaught’ vil ikke toppe manges årsliste, men det er et stabilt album med habilt og veltillavet håndværk, lige til at blive glad af, ligesom man kunne forvente. Og kan man lide bandets lyd – der groft og hurtigt kunne beskrives som Cannibal Corpse i en vammel parringsakt med Autopsy, er der sandsynligvis ingen sure miner. Det er “moderne klassisk” dødsmetal af den fine, amerikanske slags. Der er disse år mange om budet i denne gren af dødsmetalgenren, men ‘Primeval Onslaught’ er en kompetent, sjov og overbevisende tilførsel, der sagtens kan sætte smil på dødsmetallere og andre inficerede.