Neckbreakker kan deres kram, og det beviste de fredag aften på Odense Metalfest. Men er det nok?
Noroths første europæiske show var et bevis på, at god dødsmetal kun skal være råt, upoleret og voldsomt.
Kransalen blev fredag aften forvandlet til et ikke-euklidisk mareridt, da Portal indtog Kill-Town Death Fest. De indviede blev revet med i et malstrømsagtigt kaos, hvor menneskelig form og fornuft opløses, Men denne gang uden det sidste stød, der kunne have sendt os helt ud i det kosmiske mørke.
Der skal meget til at kede sig til et dødsmetalshow. Men én gang skal være den første.
Baest henlagde - trods de dybe rødder i det østjyske - deres fejring af det seneste pladeudspil til Byhaven i ærkekøbenhavnske Pumpehuset, men beviste, at de kan fylde pladsen, uanset hvor de befinder sig.
På fjerde album kaster Baest manualen over bord og blander dødsmetal med 80’er-rock, thrash og skæve eksperimenter. Resultatet er et musikalsk vadested mellem skaberglæde og stilforvirring.
Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.
Dansk metals ustoppelige bæst knuste al konkurrence med en hæsblæsende koncert fredag midnat på Pandæmonium.
Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.
Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy.
Cryptopsy’s niende studiealbum lægger sig som den naturlige arvtager til forrige års comeback-album. Men er det godt nok?
Med nyt og gammelt materiale fordelt på to ep’er understreger Strychnos igen, at trioens format er kreativt og stort nok til at fastholde positionen som et af nutidens bedste death metal-bands i verden.
I Am Morbid sørgede for en solid fejring af dødsmetallens helt store klassikere, mens lokale Ferocity lagde en solid bund, før hovednavnet gik på.
Ulcerate og Fange triumferede på hver deres facon på en intens og medrivende hverdagsaften under Radars solkogte tag.
Hvor mange ekstremmetalbands lyder egentlig ekstreme? Ikke ret mange. Men Black Curse gør.
Lik har lært at spille dødsmetal som i gamle dage og er bedst, når de gør præcis det, man forventer. Og mindre gode, når de afviger en lille smule fra dette.
Sijjin restaurerer 40 år gamle virkemidler, giver dem et mildt twist og blæser videre. Bandet leverer dødsthrash, der slår bro mellem nutiden og de tidlige 80'ere.
Råt for usødet er Black Curse en udstikker på Roadburn-plakaten, uden at skabe deciderede, musikalske tøbrud på metalscenen. Det gør dog ikke tilløbsstykket mindre …
Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.
Cattle Decapitation leverede lige akkurat varen søndag aften i Amager Bio, der vil blive husket for gode bands, ballonfallos og en forskrækkelse blandt publikum.
