Ikke hjemsøgt nok af dæmoner
Wolfe gør sin ting som sædvanlig, men det spinner og hvæser ikke rigtigt.
House Of Self-Undoing
Everything Turns Blue
Tunnel Lights
The Liminal
Eyes Like Nightshade
Salt
Unseen World
Place In The Sun
Dusk
Måske mangler der lidt af den kompositoriske tyngde fra californierens to fine album ‘Abyss’ og ‘Hiss Spun’ på Wolfes nye album ‘She Reaches Out to She Reaches Out to She’ – for noget må jo være årsagen til, at jeg ikke rigtigt kan komme helt op at støde over denne plade, til trods for, at alle elementerne, der indgår, er nogle, jeg kan lide.
Vi får som sædvanlig Wolfes sødme- og smertefulde stemme, som næsten henåndet bugter sig over de delvist elektroniske, delvist guitarstøjende tracks. Man når at gå lidt død i den kombination i løbet af pladens spilletid på 43 minutter. Man kan sagtens sætte pladen på og hygge sig fint med dens varme og mørke dramatik, og der er som sådan ikke noget at udsætte på hverken musikalsk håndværk eller produktionsmæssig tæft. Jeg tror, en del af problemet netop er, at man kan hygge sig fint til ‘She Reaches Out to She Reaches Out to She’. Man stirrer måske forsøgsvist ind i afgrunden, men den stirrer ikke så rædselsvækkende tilbage på én, som den gjorde på ‘Abyss’.
Der er dog højdepunkter som den hurtigtflyvende og vidunderligt betitlede ‘House of Self-Undoing’, som fræser derudad på trommer med dobbelttempofornemmelse og rigelige mængder distortion, med Wolfes stemme som anker i halvt tempo:
“In the house of self undoing
I saw your face
I desire to dissolve, be redone
Tangled up in you and I
I'm well-demoned”
‘She Reaches Out to She Reaches Out to She’ er sådan set ikke nogen dårlig plade, og pladens mere stille øjeblikke, såsom den udmærkede ‘The Liminal’, vil givetvis blive brugt som en let genvej til mørk dramatik i alskens serier og film fremover – men den er bare heller ikke sådan helt fantastisk.
Er man fan af Wolfe, kan man sagtens være med her, men der er bare andre af sangeren og sangskriverens plader, der på langt mere effektiv vis kryber ind under huden. En undtagelse herfra er dog midternummeret ‘Eyes Like Nightshade’, der viser Wolfe fra en lidt mere eksperimenterende side i forhold til produktion og elektronisk komposition. Måske er det dét, der skal til for at veje op for hendes i længden måske lidt ensidige måde at synge på.