Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Danser med syge breaks

Populær
Updated
13 - Lightchapter - Lightchapter - Time to Obey - Artwork

Med 'Time to Obey' har Lightchapter begået en vellydende debutplade, der viser hvordan moderne melodisk dødsmetal kan lyde.

Kunstner
Titel
Time to Obey
Dato
26-05-2023
Label
Trackliste
1. Escape
2. A Little Hate For Now
3. Dance with the Insane
4. Between Your and My Hell
5. Dystopiate
6. Time to Obey
7. Disarmer
8. The Blind Years
9. Afterlife
Karakter
3

De erfarne kræfter bag Lightchapter er nu omsider klar med debutpladen 'Time to Obey', og den skuffer heldigvis ikke. Er man til melodisk dødsmetal med et strejf af firser-keyboards, så er Lightchapter lige akkurat det, der har manglet.

Lightchapter er et herligt mix af mange inspirationskilder. Med baggrund i bands som Diamond Drive og The Burning har Lightchapters medlemmer forskellige indgangsvinkler og bidrager hver især med deres lyd. Det samlede udtryk er en plade med en moderne lyd, der samtidig nikker i forskellige retninger.

Lige fra åbningsnummeret 'A Little Hate for Now' og videre i 'Dance with the Insane' er det tydeligt, at de har fundamentet solidt placeret i den melodiske dødsmetal. Læg dertil introen 'Escape', der er fyldt med synthesizer, og der tegner sig hurtigt et billede af et band, der har hørt både Depeche Mode og Illdisposed. Det er ikke tilfældigt, vi nævner Illdisposed her, for lyden er fra start umiskendeligt som den, Illdisposed havde på '1-800-Vindication'. Pudsigt nok er 'Time to Obey' da også indspillet samme sted og af samme mand, der drejede på knapperne, da Bo Summer og co. tilbage i 2004 udgav den udmærkede plade. Det er naturligvis den erfarne producer Tue Madsen, der har hjulpet Lightchapter med at finde den helt rette lyd i Antfarm Studios.



Stilen er dog mere In Flames og Raunchy, for det her er melodisk dødsmetal hele vejen igennem krydret med nogle dybe breaks. Lightchapter siger selv, det er brutal melo-death, der er både primalt og samtidig sofistikeret og forfinet. Det er vi sådan set ikke uenige med dem i. Man kan høre det klassisk tunge riff og de mere moderne elementer i sangene. Måske mest tydeligt i sange som 'Disarmer' og det gode titelnummer 'Time to Obey'.

Da Lightchapter tilbage i 2021 udgav EP'en 'It All Ends Here' i den afsluttende fase af corona-epidemien, var det således overhovedet ikke målstregen for bandet. Her i 2023 er debutpladen klar –et solidt bud på hvordan moderne, melodisk dødsmetal kan lyde. Med noter af Gojira-riffs på det afsluttende nummer 'Afterlife', er der i hvert fald grobund for, at Lightchapter kan ramme lytteren, der godt kan lide sine sygt dybe breaks med solide riffs og en snert af synthesizer som effekt, der indkapsler stemningen.

Her er musikvideoen til 'The Blind Years', Lightchapter udgav som forvarsel allerede tilbage i november måned sidste år.