Det indiskutable potentiale
Parkway Drive er kommet sig oven på ‘Reverence’, en hård pandemi og interne mentale udfordinger - men der er stadig rigelig plads til forbedringer.
Like Napalm
Glitch
the Greatest Fear
Darker Still
Imperial Heretic
If a God can Bleed
Soul Bleach
Stranger
Land of the Lost
From the Heart of the Darkness
2022 har været et kaotisk år for Parkway Drive. I januar annoncerede bandet en Nordamerikansk tour med Hatebreed, The Black Dahlia Murder og Stick to Your Guns, for at aflyse selvsamme i april. En aflysning båret af bandets konstante samværd og manglen på mulighed for individuel og personlig reflektion, hvad der især havde påvirket sammenholdet i bandet. Man forstår, især når man tager pandemiens verdensomspændende stop for koncertvirksomhed i betragtning. Hvornår skulle kvintetten dog have haft tid til selvreflektion?
I slutningen af maj trak bandet stikket og tog en pause på ubestemt tid på grund af medlemmernes mentale helbred. Et mindre chok for bandets fans. Det chok blev ændret til en sær grimasse blot et par uger efter, da bandet udsendte singlen ‘Glitch’, fulgt op af tour-annoncering i efteråret. Måneden efter blev ‘Darker Still’ annonceret. Om der er tale om forfærdeligt PR arbejde, pres fra pladeselskabet eller noget helt tredje er uklart.
En ting er dog helt klart: De seneste ni måneders kommunikation fra bandet har sjældent omhandlet tilblivelsen af ‘Darker Still’ - og det forstår man godt, når man lytter til pladen.
‘Darker Still’ er bedre, trods alt
Da vi i sin tid anmeldte bandets forrige plade, ‘Reverence’ (2018), konstaterede vi to ting. Bandet havde fuldendt deres transformation til et mere mainstream orienteret heavymetalband, og det var 10 år siden bandet havde udgivet en gennemført god udgivelse. Med ‘Darker Stil’ kan det konstateres, at det nu er 14 år siden.
Derudover er ‘Darker Still’ en fin forlængelse af ‘Reverence’ og ‘Ire’ (2015). Heldigvis nærmere sidstnævnte. Det sagt, svinger kvaliteten af kompositioner stadig lidt for meget. Førstesinglen ‘Glitch’ er et fremragende eksempel på bandets vage sangskrivning. Hertil bærer nummeret præg af bandets historiske evne til at vælge dårlige numre som singler.
‘The Greatest Fear’ er ditto et elendigt valg af single. Det er måske endda pladens dårligste nummer. Kvintetten stjæler med arme og ben fra heavy-metal koryfæerne. Mest åbentlyst Dio, der må vender sig i graven. Tilsvarende må det antages, at Roger Waters er igang med at komponere et sagsanlæg.
Havde Parkway Drive i stedet valgt åbningsnummeret ‘Ground Zero’, ‘Like Napalm’, ‘Land of the Lost’ eller ‘Soul Bleach’ som singler, var man da som lytter blevet inspireret til at lytte til resten af pladen. De fire numre er højdepunkterne på ‘Darker Still’. Måske fordi halvdelen indeholder lyrik om sprængstof af en art, måske fordi de numre trods alt er ganske godt komponeret og beviser, at Parkway Drive kan spille moderne heavy - sådan ret godt. 'Soul Bleach’ er undtagelsen blandt de fire. Det er pleaser-nummeret, der skal give bandets tilbageværende ældre fans lidt nostalgi. Det er det tætteste vi kommer metalcore, selvom det mest af alt lyder som en art Slipknot.
Kan vi få sangtimer og par-terapi?
På papiret er ‘Darker Still’ bedre end ‘Reverence’. Bare det, at pladen byder på fire gode kompositioner er fremgang. Men der er stadig for meget rod, for mange vage numre og så skal Winston McCall simpelthen øve sin rensang meget mere, før han kaster sig ud i noget tilsvarende titelnummeret. En forsøgt heavy-ballade, der bliver trukket hele nede i den australske mudder, hver gang McCall åbner munden og synger "rent".
Og nu vi er ved det, vil det også være rart, om vi kunne slippe for McCalls sære imitation af Kid Rock. Man græmmer sig over de sært uelegante high-pitch fraseringer, der blandt andet præger ‘From the Heart of the Darkness’ og ‘Glitch’.
Især førstnævnte lider, da det ellers er et ret flot, nært episk afslutningsnummer. Der er selvsagt meget man kan kritisere på ‘Darker Still’, men potentialet er stadig indiskutabelt. Parkway Drive har potentialet til at blive et af de helt store nutidige heavy-bands. Meget større end de er nu. Det ligger efterhånden i bandets DNA, vi mangler bare de rigtige gode numre. Vi mangler de helt skarpe kompositioner, at McCall reelt kan synge rent, når det er hensigten - og så skal bandets PR-manager/label udskiftes. Hvis dét ikke var årsagen til bandets kaotiske start på 2022, så vil nogle timer med en par/band-terapeut nok være pengene værd.