Genset: En verdensmand i svøb
Vores nu-metal-connaisseur glemmer sent den dag, han mødte verdens sejeste forsanger. Det minde har en helt specielt plads der, hvor man bliver rigtig glad. Resten af koncerten var også helt fin.
Jeg var uden tvivl en slow starter, hvad angår koncerter. Jeg var godt nok på Roskilde i ’99, primært for at se, hvad der dengang var toppen af poppen for undertegnede: Metallica. Det være sagt bød festivalen på mange fede koncertoplevelser. Så mange, at jeg gentog turen året efter, og så blev mit Roskilde-eventyr ellers sat på pause i otte år. Folk døde, stemningen var dårlig, det regnede, en lidt for fuld trunte faldt ned i vores ølhul, der havde mistet sit formål og primært fungerede som skraldespand og pis-opsamler. Charmerende.
Det var mit første møde med festivalen. De første rigtige livekoncerter, hvis man ser bort fra Rolling Stones, Alice Cooper, Lou Reed og tilsvarende kunstnere, som mine forældre var så søde at begunstige mine unge år med. Koncerter, der sidenhen er vokset i værdi og har fundet en mindeværdig plads. Jeg havde også været til nogle lokale koncerter. Typisk bands fra Næstved med 20 gæster, hvis det da var en god onsdag. Til gengæld havde jeg på daværende tidspunkt endnu ikke købt koncertbillet til et større udenlandsk band på et decideret spillested – lige indtil Papa Roach annoncerede, at de skulle spille i Pumpehuset.
En flok friske drenge og en Renault Clio
Jeg var egentlig ikke så stor fan af Papa Roach. Det er jeg stadig ikke. Men jeg erkender, at det er et underholdende og særdeles godt live-band. Det var de allerede dengang, også selvom deres take på nu-metal var ret generisk.
Dengang havde de kun udgivet to fuldlængdeplader, senest gennembrudspladen ’Infest’. En plade, Gaffa gav 2/6 stjerner. Så ringe var den nu ikke, det var bare heller ikke et vidunder. Men min gode ven, der havde egen bil, var nede med pladen, og han trillede gladeligt til København med bilen fyldt af hormonfyldte sen-teenagere.
Festglade unge mænd, der skulle ind og høre de store amerikanere vælte Pumpehuset – den store sal vel at mærke. Dengang var der kun én sal og et uhensigtsmæssigt stort garderobe/bar område. Koncertsalen var ikke i nærheden af at være fyldt, og amerikanerne var nok heller ikke så store, som vi bildte os ind.
Til trods for at nu-metallen på daværende tidspunkt peakede i udlandet, skulle der gå endnu et par år, før genren for alvor fik opmærksomhed herhjemme. Som det nu er med metal i Danmark, er vi konsekvent nogle år bagud. De fleste havde noteret sig Korn, Deftones og Slipknot – og sandsynligvis Linkin Park, der allerede var skudt afsted mod stjernene, men Papa Roach var langt fra nået til lille Danmark endnu.
Det manglende publikum var ikke noget, der ødelagde humøret, når først der kom et par øl indenbords, og klokken slog koncert. Tværtimod. Vi kunne komme helt op foran uden problemer. Efter næsten at have fået mast mit spinkle sen-teenage-korpus til mos under Metallica i '99 var det en ren fornøjelse.
Verdensmanden Jared Gomes
I og med at jeg egentlig ikke var den store Papa Roach-fan, havde jeg ikke sat mig videre ind i, hvem der opvarmede. Jeg skulle jo egentlig bare til koncert med drengene og høre ’Last Resort’. Når sandheden skal frem, så står koncerten i sig selv som et specielt minde på grund af netop opvarmningsbandet. Det var til denne første koncert, at jeg stiftede bekendtskab med verdens sejeste forsanger. Glem alt om James Hetfield, Bruce Dickinson og Phil Anselmo: Jared Gomes er manden på toppen. Løven i hierarkiet, alphahannen, der skider på reglerne.
Det var der heller ikke tvivl om denne aften. Gomes og resten af (Hed) P.E. udgav i 2000 ’Broke’. En gudsbenådet plade. Fuld af bad-boy-attitude er den en usleben diamant i nu-metal-sammenhænge. En plade, jeg havde skamlyttet – i langt højere grad end ’Infest’.
Derfor var det naturligvis lidt af en overraskelse, da jeg midt i køen til spillestedet overhørte to fulde svenskere diskutere, hvorfor Papa Roach var hovednavnet, når man også fik (Hed) P.E. Det har svenskerne, og undertegnede, sidenhen fået forklaringen på. Selvom Gomes er en verdensmand, og hans band kunne noget i 2001, har Jacoby Shaddix og drengene trukket det længste strå karrieremæssigt.
Men denne aften var Gomes og hans ensemble vindere. Kun iført en art baggy-pants, der hang så langt nede om røven, at Mr. Johnson nærmest kiggede frem, gik bossen på scenen og væltede publikum. Koncerten var ligeså rodet og kaotisk, som man kunne forvente. Det var semi-politisk i den grad, det nu kan blive, når det hele skal blandes med westcoast hiphop-attitude og lyrik om UFO’er, kvinder og alskens euforiserende stoffer. En drøm af en koncert
Det selvbetitlede debutalbum blev naturligvis også vendt, men det var ’Broke’, der havde fokus. Setlisten står lidt svagt i hukommelsen, mens bandets fremtoning og optræden derimod står stærkt.
Et indblik i fremtiden
Men hvordan var Papa Roach så egentlig, tænker du nu? Det var en god koncert. Amerikanerne var ligeså overbevisende dengang som nu. Dengang de alle var dopet op, og Dave Buckner stadig tævede løs på trommerne. 13 numre blev det til, størstedelen fra ’Infest’, men også ’Walking Thru Barbed Wire’, der først udkom på ’Lovehatetragedy’ i 2002. Det blev endda til et cover af Faith No Mores ’The Gentle Art of Making Enemies’. En helt fin og ganske acceptabel koncert.
Og en særdeles energisk koncert. Kvartetten virkede ikke påvirkede af, at Pumpehuset ikke var mere end halvfyldt (hvis det kan gøre det). Publikum havde en god koncert, og lyden var, så vidt huskes, også ganske fin. Allerede dengang var forsanger Jacoby Shaddix en gudsbenådet entertainer, og det, bandet endnu ikke havde i materiale, havde Shaddix i karisma.
Et nummer som ’Broken Home’ virkede endda forholdsvist autentisk. I dag er det svært og næsten cringe-worthy at lytte til den tidstypiske nu-metal-klynke-lyrik. Især i lyset af, at Shaddix nu har rundet de 43 år.
Jeg tog fra koncerten en god oplevelse rigere. Papa Roach har siden da overlevet genren og genopfundet sig selv – og gennem den lidt tunge proces holdt fast i den energiske liveperformance. Et varemærke, der i høj grad bar bandet igennem den tørke af udgivelser, der prægede Papa Roach i en tiårig periode fra midten af 00’erne og frem.
Historien om (Hed) P.E. er mere trist, omend ikke uhørt for hverken nu-metal eller branchen som sådan. Bandet skyldte Jive en masse penge efter at have indgået en dårlig aftale, og pladeselskabet kneppede alt liv ud af det ellers sprælske band. Selvom Gomes har hærget lige siden, har fastholdt attituden og skiftet samtlige medlemmer i bandet ud af flere omgange, var tiden lige efter ’Broke’ bandets zenit. Hvilket gør den noget overraskende oplevelse til et endnu stærkere minde.
Og hvis det så skulle blive muligt, så er der fanme en eller anden booker i Danmark, der godt kan se at få fingeren ud. Vi skal have (Hed) P.E. til landet, når Gomes senere på året pakker hele ’Broke’ ned i setlisten og turnerer i Europa. Sæt i gang!
Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er fjerde artikel i den nye serie Genset.
Læs resten af serien her.