Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krystalkuglen: Copenhell '24

Populær
Updated
dimmu borgir

Krystalkuglen spår, at Copenhell 2024 bliver et år uden de store hovednavne, men til gengæld skal vi se masse sejt metal i skikkelse af Satyricon, Biohazard og Dimmu Borgir blandt så mange andre fede navne.

Efter to års nedlukning, hvor alt blev aflyst og skubbet, så stod giganterne i kø for at komme ud at spille igen, da covid19-hysteriet var overstået. I 2022 kunne Copenhell præsentere intet mindre end et historisk lineup med Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og Mercyful Fate på programmet. I år var det også en mindre sensation, at et af historiens største bands, der normalt ville fylde Parken, valgte Refshaleøen. At Guns N’ Roses så var en fuser, men dog knap så pinlige som Mötley Crüe, er så en anden sag.

Men hvilke store navne kommer så næste år? Umiddelbart ser det sløjt ud. Når man ser på, hvilket indhold de gigantiske metalfestivaler i Europa indtil videre har at byde på, så ser vi formentlig frem til den kedeligste sommer i nyere tid, hvis man altså tørster efter de store navne.

På Wacken i Tyskland, står Scorpions og Amon Amarth øverst. På franske Hellfest er Foo Fighters i toppen, men danske fans af Dave Grohl kommer ikke til at se ham spille på Copenhell. Det passer ikke ind i planerne, da Foo Fighters spiller i Storbritannien i de dage. Til gengæld virker det oplagt, at Foo Fighters tager et smut forbi Roskilde Festival.

På Sweden Rock Festival står Alice Cooper blandt de øverste, og selvom det virkede oplagt for den gamle chock-rocker at vende tilbage på Copenhell, så gæster han i stedet Aarhus den 11. juni. Metallica kommer naturligvis heller ikke igen, da de få dage før Copenhell spiller hele to gange i Parken sammen med Architects og Five Finger Death Punch, der dermed også må være udelukket.

Rammstein er blevet for store til festivaler og gæster Valbyparken til juli, når de for fjerde gang på blot fem år kommer til landet med deres enorme show. For få uger siden gjorde AC/DC comeback efter syv års pause på den store Power Trip Festival i USA, men det ville kræve et decideret mirakel, hvis legenderne skulle nedværdige sig til Copenhell. Volbeat har annonceret, at de ikke spiller live i 2024 (tak), så dem ser vi heller ikke. Megadeth og Queens of the Stone Age spiller begge festivaler til juni, men det er kun få måneder siden, de stod på Smukfest og Roskilde Festival, så hvor er værdien henne i dem?

Green Day har annonceret en stadiumturné sammen med Smashing Pumpkins og Weezer, men det ser ud til kun at blive i USA. Smashing Pumpkins og Weezer afslutter i stedet en række i koncerter i Storbritannien, der stopper få dage før Copenhell. Men de to navne på Copenhell? Nej vel? Judas Priest rammer Sweden Rock og Tons of Rock i Norge, men de vender ikke allerede tilbage på Copenhell. Det bliver nok snarere i Royal Arene eller KB Hallen sammen med Saxon til maj. Ozzy har annonceret, at han vil turnere igen i 2024, men det vaklende helbred sender konstant mørkets fyrste ud i en tsunami af aflyste shows. Meget bedre går det ikke for de jævnaldrende eksnarkomaner i Aerosmith, der også aflyser i tid og utide, men de kunne trods alt godt være et forsigtigt bud på næste års Copenhell.

Hvem så?
Men hvem er der så tilbage? Hvem kan Copenhell vælge imellem, som aldrig har været der eller ikke lige har været her? Ingen. Det tætteste bud på et hovednavn synes at være System of a Down, der spiller på en amerikansk festival til april. That’s it. Med en billetpris på 2.800 kroner og ingen hovednavne, så virker det også tvivlsomt, hvis festivalen igen kan melde udsolgt med næsten 40.000 besøgende. Men det må tiden vise. Med et musikbudget på over 40 millioner kroner, så åbner det til gengæld for, at Copenhell kan bruge pengene på en masse fed metal og ikke en masse afdankede levn fra 80’erne.

Så hey! Måske bliver det faktisk den bedste version af Copenhell i nyere tid. Der er masser af gode navne at vælge imellem siger vores krystalkugle!

Satyricon
1349 er allerede på programmet, så trommeslager Frost kan ligeså godt blive hængende og også fyre den af med Satyricon. Nordmændene er allerede på alle andre festivaler, så selvfølgelig kommer de også på Copenhell. For nyligt teasede duoen, at de øver med Darkthrones Nocturno Culto, der medvirkede som guitarist på hovedværket ’Nemesis Divina’ i 1996, så er det lagt op til noget stort. Og hvem ved, måske bliver der også plads til lidt Darkthrone på sætlisten!

Sandsynlighed: 100 %.



Bruce Dickinson
Til september drager Iron Maiden på turné i Australien, men den 65-årig frontmand er som bekendt en mand med mange jern i ilden. Til sommer er han solo på utallige festivaler, og han skal nok også finde vej til Refshaleøen, hvis da ikke han stadig er mopset over lydforholdene, som han i den grad beklagede sig over på Helviti under Iron Maidens seneste visit i 2022.

Sandsynlighed: 100 %.



Biohazard
New Yorker-bands med attitude, der hittede i 90’erne synes at være en fast ting på Copenhell. Sidste år fik vi både Life of Agony og Sick of it All. I år bliver det Biohazard, der er annonceret på Hellfest, og som aldrig har været forbi Copenhell. Det sker helt sikkert til sommer, og så skal der sgu moshes til ’Punishment’!

Sandsynlighed: 100 %.



The Offspring
Er du født omkring 1980, så har du helt sikkert stået som teenageflab og hoppet rundt til Offspring. Til sommer kommer du til det igen, når amerikanerne leverer festivalens nostalgiske brag. De er offentliggjort på Hellfest, så hvorfor ikke også på Copenhell?

Sandsynlighed: 95 %.



Dimmu Borgir
Dimmu Borgir gav kun én koncert her i år. Det var på Beyond the Gates i Bergen, hvor de leverede et 30 års-jubilæumsshow med en sætliste, der kunne få enhver fan til at tude over ikke at være der. De sjældne numre er forhåbentligt igen på sætlisten, når de rammer diverse festivaler til foråret og sommer. I 2019 gæstede de Copenhell for første gang, og det virker helt oplagt, at kongerne af symfonisk black metal vender tilbage i 2024.

Sandsynlighed: 90 %.



Abbath
Godt nok gæster Abbath Pumpehuset den 8. februar, men den norske spradebasse er offentliggjort til Tons of Rock i Norge (Der også arrangeres af Live Nation) en uge efter Copenhell, hvor han kun spiller numre fra fortiden i mægtige Immortal. Det ville give så meget mening, hvis Abbath også lagde vejen forbi Refshaleøen med sit Immortal-show.

Sandsynlighed: 85 %.



Avantasia
Tobias Sammets metalopera er formentlig fans af power metals vådeste drøm at opleve på Copenhell. Mon ikke den bliver opfyldt til sommer? Den tyske supergruppe er på programmet på Sweden Rock, så det virker oplagt, at de også kommer forbi Copenhell.

Sandsynlighed: 85 %.



Babymetal
At denne asian metalsensation er blevet et populært fænomen, siger alt om metalfolkets dårlige smag anno 2023. Og der er vel ingen vej uden om. Trioen er annonceret på andre festivaler og bliver det formentlig også på Copenhell.

Sandsynlighed: 85 %.



Rotting Christ
Grækenlands black metal-legender kan ikke undervurderes. De er suveræne live og demonstrerede det i den grad på sidste års Næstved Metalfest. Til sommer er de booket på andre festivaler, så det ville absolut også klæde Copenhell at hive grækerne på banen for første gang på festivalen.

Sandsynlighed: 80 %.



Kanonenfieber
Historisk korrekt krigs-black-metal med en maskeret frontmand, der får publikum til at stå og marchere i takt? Det ville helt sikkert være et hit på Copenhell, da de færreste kommer til at have nogen anelse om, hvad der er rammer dem. Tyskerne er stormet frem på ingen tid, og det ville klart være et hit at hive dem ind på Copenhell. Kanonenfieber er på andre festivaler til sommer, så det virker oplagt.

Sandsynlighed: 80 %.



While she Sleeps
De stod der i 2019, og de står der sgu nok også i 2024. Briternes populære metalcore er allerede booket til mange andre festivaler til sommer, så mon ikke vi får et gensyn med dem på Copenhell?

Sandsynlighed: 80 %.



Avenged Sevenfold
De er blandt nyere tids større navne, men de blev aldrig helt blevet så store som måske var forventet. I sommer udgav de deres første plade efter syv år og har i kølvandet turneret Nordamerika tyndt. Ikke siden 2018 har de været forbi Europa, hvor de også var på Copenhell, så det ville simpelthen være for sært, hvis ikke de drager over Atlanten og lægger vejen fordi sommerens festivaler. Så vi ser dem nok på Copenhell.

Sandsynlighed: 70 %.



In This Moment
Som med Avenged Sevenfold skal vi tilbage til 2018, siden In This Moment var en tur forbi de europæiske festivaler. Industrial-guitarriffs og poppet kvindevokal matcher Copenhells mangfoldighed, så amerikanerne ville passe perfekt ind.

Sandsynlighed: 60 %.



Paradise Lost
Til december genudgiver Paradise Lost mesterværket ’Icon’, som de har genindspillet. De skal nok komme til Danmark i 2024 og er på programmet til festivaler i august. Legenderne har godt nok lige været forbi Næstved Metalfest, men de har – utroligt nok – endnu ikke gæstet Copenhell. Det må være på tide i 2024!

Sandsynlighed: 60 %.



Asinhell
Michael Poulsens dødsmetalsband står nok højt på alle festivalers ønskeliste, men indtil videre har gruppen intet meldt ud om koncerter. Selv har Poulsen udtalt han ville elske at spille på Copenhell. Den ligger såmænd også lige til højrebenet. Og dog. Michael Poulsen er sponsor for Næstved Metalfest og arrangøren bag, Michael H. Andersen er en mand med gode overtalelsesevner. Det ville være et kæmpe scoop for Næstved Metalfest, hvis den sydsjællandske festival kan smide bysbarnet og sponsorens dødsmetal på programmet.

Sandsynlighed 50 %.



Sabaton
Nej, bare nej.