Metaldiktator: Paradise Lost – Icon

1993 var året, hvor goth metallen vandt indpas i de bredere masser – og det fjerde album blev med ét det skelsættende af slagsen, der satte Paradise Lost på dagsordenen.

I dag er halifaxerne fra Paradise Lost fast inventar i metalverdenen, og har med spredte mellemrum redefineret derews  lyd med masser af ørehængere, der definerer det, vi nu kender som goth-metal. Dels i kraft af de mange stærke sange, men så absolut også forårsaget af, at de om nogen lagde grundstenene for genrens videre udvikling, væk fra den mere kategoriske doom, som metalverdenen havde budt ind med forinden.

’Gothic’, deres andet album, bragte ikke alene i titlen noget nyt på banen, men også i de mere melodiske tendenser i fx titelnummeret og ’Eternal’, der begge tilføjede noget mere højtideligt, episk, storladent til doom-æstetikken. Både her og på den efterfølgende ’Shades of God’ kan man tydeligt fornemme spor af hvad det ville blive til – og selvom de bestemt har stærke kvaliteter begge to, så er de stadig tydeligt rooted i den death/doomede baggrund og mangler ligesom det kompositoriske særkende, der sidenhen gjorde Paradise Lost til det store goth-navn, vi kender dem som i dag.



Det skulle ændre sig radikalt i 1993, da den moody video til førstesinglen ’Embers Fire’ blev en fast del af MTVs sendeflade, ikke mindst i "Headbangers Ball". En video, der ikke blot visuelt var langt mere prangende end videoen til ’As I Die’ fra forgængeren 'Shades of God', men som også nu (sammen med førnævnte 'As I Die') er blevet en af deres signaturmelodier sprængfyldt med guitarlicks, for ej at forglemme en af Gregor Mackintoshs mest velkendte soli. Type O Negatives ’Bloody Kisses’ udkom blot måneden forinden, men hvor dén plade, og videoen til deres ’Black No. 1’, i høj grad gjorde brug af overdramatisering og humor i sin tilgang til goth-genren, så var Paradise Lost noget mere højtideligt anlagt.

Kvintetten, bestående af førnævnte Mackintosh, Nick Holmes (vokal), Aeron Aedy (rytmeguitar), Stephen Edmondson (bas) og Matthew Archer (trommer), kommer fra Yorkshire-regionen midt i den britiske muld, ganske som åndsfællerne fra My Dying Bride, og de lagde hver sit dunkelt, eksistentialistiske syn på den barske virkelighed ude fra den britiske arbejderklasse. Abstrakt lyrik som en overlevelsesmekanisme for at distancere sig fra trivialiterne i det regnplagede Storbritannien, og netop den lyriske tone bliver skærpet her på 'Icon'. Ikke, at vi snakker kvantespring – så stor en poet er Holmes nu heller ikke – men dødsfascinationerne får en mere symbolsk klang, der tilføjer lidt letfordøjeligt tankespind til sangenes i forvejen episke lydbilleder. Som Aedy nævner i Metalized-interviewet fra selvsamme turné:

"Vi får mange breve fra folk, som har kunnet bruge teksterne rent personligt. Det er ikke sikkert, de lægger det samme i teksterne, som Nick har gjort, da han skrev dem, men idéen er netop også, at teksterne er så abstrakte, at folk kan lave deres helt egen fortolkning."

Mackintoshs stjernestund
Skal vi blive ved Holmes, så er den dominerende forandring fra hans side dog uden tvivl i form af sangteknikken. Hvor han hidtil gjorde sig i et mere karakteristisk dødsbrøl, som vi nu forventer fra de dødsdoomede kanter (og for den sags skyld fra Bloodbath, som han samtidigt fronter den dag i dag), så er ’Icon’ hans første forsøg udi den mere melodiske vokalapproach.
Onde røster vil til tider referere til det som hetfield’ismer, og selvom han nok har skævet lidt til Metallicas sorte album, så var det snarere et spørgsmål om et bevidst, personligt valg fra hans side at bevæge sig væk fra førnævnte, stereotype brøl, fordi det både kedede ham og blev for anstrengende i længden. Han besluttede sig derfor for at lægge melodiske vokalfraseringer ind i sit kraftfulde brøl, og det var så det, vi første gang fik at høre på ’Embers Fire’, der også åbner pladen – et formidabelt åbningsnummer, der med sin tungt vuggende melodilinie og dybe bas både luller os ind i deres dunkle univers og indbyder til masser af luftguitar, måtte man være sådan anlagt.



Det er i det hele taget i høj grad Mackintosh, der bærer denne plade fra start til slut. Hvor Aedy mestendels holder sig tilbage som den sikre rytmeguitarist han er, så er der nærmest intet tidspunkt på hele ’Icon’, hvor Mackintosh ikke lirer til den store guldmedalje. Vi snakker leads, licks og melodilinier i stride strømme, der konstant tilføjer kolorit til lydbilledet, betydeligt mere dominerende, end den slags havde været i Paradise Lost indtil da – og netop den faktor, der gør, at de også til tider tilskrives det episke doom-tag fremfor goth-metallens ditto.

Hvad end genreprædikat man måtte føle for, så er der i hvert fald stadig masser af tyngde, der lever videre på ’Icon’, som fx på ’Joys of the Emptiness’, hvor akkorderne får masser af rum til at ånde, og Archer tilføjer flere lækre finesser i rundgangene for at udfylde tomrummet. Hvem Holmes end refererer til, når han gentager ”You’ll never walk again” gang på gang i ’Colossal Rains’, så glædes jeg usvigeligt ved ikke at være dén, Holmes henvender sig til her, mens titlen også er glimrende afspejlet i de massive riffmure, der fører nummeret hele vejen frem til de sidste krampetrækninger.

Selvom intet er bare tilnærmelsesvist så dødsmetal-klingende som på ’Shades of God’, så er der dog også et par hårdere indslag undervejs. ’Widow’ er et godt eksempel, hvor Archer for en stund bliver den drivende faktor med piskende trommer, mens Holmes sætter ord på menneskets bedrageriske natur i stærke fraser som:

”You're breaking a chain
Lying until you can erase the past
Born with a look of deceit
Praying that all the bitter guilt's defeated”



Også ’Forging Sympathy’ udmærker sig ved masser af dynamik og nerve, samt en lækkert underspillet solo med masser af bends, mens ’Dying Freedom’ er en af de der klassiske eksempler på godt håndværk, hvor indlagte start/stop-teknikker er med til yderligere at accentuere alle de små finesser undervejs.

I et lidt andet sindelag er ’Christendom’ hen mod pladens slutning personligt en sang, der altid har rørt mig dybt lige fra første gang jeg smed ’Icon’ på CD-afspilleren. En symfonisk sag indledningsvis båret frem af gæstesanger Denise Bernards operatiske røst i verset, inden det messende staccato-refræn fra Holmes bygger op til yderligere slibrige finesser fra Mackintosh, og lukker pladen på dramatisk vis sammen med den korte, piano-bårne outro ’Deus Misereatur’.

Vi kommer naturligvis heller ikke uden om endnu en af deres alltime-klassikere i form af den bevægende, mere ligefremme ’True Belief’. Fra den melankolske intro-lead til det monumentalt enkle budskab i refrænets ”All I want is a true belief” – mere nøgent og direkte end Holmes overhovedet serverer lyrikken noget andet sted på ’Icon’. Et uomgængeligt hit i deres liverepertoire stadig den dag i dag, lige så vel som de to andre singler også aldeles flittigt bliver luftet fra scenekanten. 



Så nuancerede alle sangene hver især er, så er det alligevel imponerende, at alle som én holder sig indenfor tidslommen fra 3-5 minutter. Det resulterer i et, for deres karriere indtil da, påfaldende catchy og melodisk udspil, betydeligt mindre prætentiøst end hvad vi ville høre fra vennerne i My Dying Bride blot 14 dage senere, men stadig med masser af gnist og dynamik til at holde lydbilledet spændende i alle de 50 minutters spilletid – og det er i høj grad Mackintoshs fortjeneste som den dominerende komponist med alle de lækre chops i fingrene. Lækkert og indfølt, når det tjener sangen, og tilsvarende overstyret og liret, når det er påkrævet.
En versatilitet, der slet ikke var lige så markant på de tidligere udgivelser, og Archer gør desuden også sit til at flette ekstra modspil ind bag tønderne, når lejligheden ellers byder sig. Desværre hans sidste bidrag til Paradise Lost, og ikke en musiker, der ellers har gjort sig bemærket siden da, men om ikke andet evnede han da den svære kunst at stoppe på toppen af sin karriere.

At Paradise Lost så fortsatte med at udgive adskillige stærke albums senere i karrieren – ikke mindst den endnu mere episk opbyggede efterfølger, ’Draconian Times’ – er så en helt anden snak, men ’Icon’ står fortsat som et smukt vendepunkt fra en tid, hvor goth-metallen kun var i sin purunge fase og fandt sin vej ind i den bredere metalkulturs bevidsthed. Dels i kraft af MTV og musikvideoernes betydning, men også fordi Paradise Lost mestrede at give doom-genren et mere storladent præg, som goth-metallen kun tog mere og mere til sig i de efterfølgende år. Mon ikke bl.a. Moonspell og Katatonia har lyttet lidt med i timen her?

Det ville vi i hvert fald ikke kunne klandre dem for – ’Icon’ er bevægende på flere niveauer, og Holmes bærer også en væsentlig del af æren for det, med flere toner i registeret end vi på noget tidspunkt havde hørt fra ham indtil da. Ifølge Aedy er den dybere mening med albumtitlen og de lyriske temaer grundliggende at være sig selv fremfor at idolisere og efterabe andre, og selvom det budskab ligger lidt poetisk mellem linierne, så fik 'Icon' en kæmpe betydning for goth-metallens videre virke, lige så vel som sin efterfølger.
Det tjener sjældent nogen ret at genindspille en plade senere i karrieren, men med det sagt forstår jeg nu godt intentionen i at tage ’Icon’ op igen her i forbindelse med jubilæet, når de udgiver ’Icon 30’ den 1. december. Nogen vil givetvis drømme om lidt mindre hetfieldismer på vokalsiden, og hvordan end man måtte have det med Holmes' vokal netop på den plade, så er hans stemme da også kommet stærkt efter det her på sine velvoksne dage. Det ville nu stadig være noget af en drøm at tro, at 'Icon30' ligefrem vil overgå originalen, men vi har vel også engang imellem brug for noget at tro på, ligesom Holmes – sandt eller ej.