Mere ambition, mere kontrol og mindre kaos. ‘Coronach’ vil mere end før, men McBain mister noget af sin rå charme. Heldigvis er højdepunkterne stadig skarpe.

På 'Ferrum Sidereum' finder Zu ro i kaosset – et nuanceret, krævende værk, hvor skronk møder kontemplation i en kompromisløs, kosmisk kraftpræstation.

Roadburn kommer som altid vidt omkring i stilarter – men også geografisk, hvor vi i denne første samling spotlights fra årets line-up finder stærke bookinger helt fra UK og Italien til Finland og Japan.

Om 14 dage drager IOTUNN ud på sin første Europa-tour som headliner. I den forbindelse tog vi en snak med Jesper Gräs om forventninger, liveplader og økonomisk bæredygtighed.

Selvom de alle er fortid, kan vi stadig godt forestille os visse kunstnere genoptage aktiviteterne, uden blot at falde ud som en falmet skygge af deres fortid. 

 To nye album, to unge navne: Heksproces og Lysbaerer fejrede release sammen på Basement – en aften med potentiale, intensitet og blik ind i undergrunden.

Kapper, kosmos og kontrolleret kraft: Hällas leverede en tidsrejse, der fik Amager Bio til at holde vejret.

Heksproces sigter højt på deres debut: et tungt, mørkt og ambitiøst værk, der kræver sin lytter – men også markerer et band, der vil mere end de fleste herhjemme.

Igorrr leverer kirurgisk kaos og ekstrem præcision – men bag den perfekte eksekvering lurer rutinen, og spørgsmålet er, om genialiteten er ved at blive for tryg.

28 minutter, nul overflødigt fedt: Ædel Fetichs debut er rå, skæv og rasende medrivende – et sortpunket spark i kæben med poetisk efterklang.

Ponte del Diavolo forfiner deres blackened post-punk: mørkere, mere filmisk og langt mere afhængighedsskabende. De Venom Natura er gift, der virker.

Paradise Lost demonstrerede, hvorfor de stadig er blandt genrens sværvægtere: Et opdateret sæt og en Holmes i hopla løftede VoxHall på rutinen alene.

Et vildt, humoristisk og kompromisløst mesterværk, hvor kopunk, westernmyter og fortællelyst smelter sammen, inden D.A.D. bliver folkeeje.

De svenske adventure-rockere nægter at gøre det let. Progressiv rock med mod og eventyrlyst – og en sjælden tro på, at lytteren stadig kan fordybe sig.

Megadeth siger farvel med hjertet først og riffet lidt bagefter … Mustaine har intet at bevise.

Kadavermarch rammer groove og tyngde, men beviser også, at selv gode riffs ikke altid er nok.

På ‘Thalassa Phobos’ suger TRWLR dig ned i et apokalyptisk mørke af blackened aggression og dissonans. En kompromisløs plade uden nåde – stærk kost, ingen redningskrans.

Karambolage driller lytteren med skæve rytmer og rå nerve. Et modigt album, der hellere vil risikere faldet end gå den lige vej.

‘No Retreat, No Surrender’ er retrofetichisme med stil og swing: et lækkert, filmisk groove, der hellere poserer end slår hårdt.

Hexenbrett holdt den bloddryppende tone og havde Stengade i sine hule hænder, inde bag deres giallo-inspirerede masker.