KTDF 23 Torsdag: Intro til dødsriget

Første dag på årets Kill-Town Death Fest var en rar forløsende dag, med gode ubehageligheder på programmet.

Det er en velkendt følelse – de sidste 100 meter hen mod Pumpehuset førstedagen på Kill-Town Death Fest. Byens lyd bliver så småt udskiftet med lyden af superhård dødsmetal, og koncentrationen af sortklædte tilrejsende øges i samme, rare grad. Man er tilbage. I hvert fald, hvis KTDF er en slags yndlingsfestival, og det er det for mange. I nærheden af en tredjedel dansk – andre er rejst til byen fra udlandet for at opleve et af Europas bedste programmer inden for dødsmetal.

Et armbånd på håndleddet, en taske i garderoben, hurtige hilsener; vi er klar til dagens første navn.

Intro til dødsriget

Danske Sulphurus skal spille deres første koncert i over et årti, og står netop nu og gør klar på scenen. På Kill-Town Death Fest er der en Main Stage, som er Pumpehusets store sal foroven, samt en Black Stage, som er stedets nederste etage. Sulphurous åbner årets festival på hovedscenen, og gulvet er også så småt ved at blive fyldt med forventningsfulde folk. Du kender den godt –  den der elektricitet, der opstår i et rum som dette; den første koncert på den festival, man har set frem til, og med en lækkerbidsken af en dødsmetaloplevelse, man i Sulphurous’ tilfælde ikke oplever så tit. Også derfor kunne man måske forestille sig, at der var en del nerver på for bandet. Et årti er lang tid ikke at spille koncert, men sådan virker det nu ikke. For med selvsikker attitude og et godt og bastant lydtryk går Sulphurous på scenen. Alle i Sulphurous er selvfølgelig også super erfarne. Vi er i gang! 

Det er en sjov stemning man befinder sig i foran scenen til at starte med, for mellem spredt headbanging finder man også en gut, der stille står og nærstuderer programmet på denne nichefestival. Det er virkelig et velspillende band, vi oplever og stemningen er mørk og lækker i den fyldte sal. Det er tungt og dybt, og når Daniel Hollesen står bag pulten og laver lyd, er det netop oftest tilfældet; en god lækker lyd. Meget mere end bare en vigtig detalje, når produktet netop er lydoplevelse. Især de fede guitarsoloer springer i ørerne på denne skribent. Som koncerten skrider frem kommer folk mere og mere med. Super fedt – og en god start på dagen og weekenden forude.

Ti minutter før planen starter tyske Teratoma deres show på Black Stage. Det er altid en sjov følelse, når det sker, for er det lydprøve eller er vi i gang? 

Om muligt er deres lyd netop nu endnu mere ækel i virkeligheden, end den er på plade, og ækelt er godt i denne sammenhæng. Hele nederste etage er pakket med mennesker og fest – stående på bænke ved væggene og hele vejen op ad trapperne, som var det en romersk amfiscene. Bandets album ‘Purulent Manifestations’ fra 2021 var absolut en af årets bedre udgivelser i genren, og vi trakteres da også godt med materiale derfra. Festen på førstedagen af årets KTDF er nu for alvor ved at manifestere sig, og det er en god, sort og intens stemning vi befinder os i. En god koncert.

Projekt Kaffe

Nogen har udtalt at denne skribent skriver meget om kaffe, og med små børn, der står op foruroligende, åndssvagt tidligt er det temmelig sikkert sandt. Så for at leve op til det, startes projekt “find en kop kaffe”. Et projekt, der i virkeligheden mere handler om at komme ud og mærke stemningen alle andre steder end kun i koncerten. Pumpehusets Byhave er fyldt med mennesker og rar stemning, og gensynet med gode venner bliver lynhurtigt da også vigtigere end den kop kaffe, der i sidste ende skulle vise sig at være umulig at opstøve, hvis den ikke skulle komme fra en kold og forladt kande, der både følte sig alene, glemt og overset. Ingen er forladt heromkring, men vejret driller måske lidt denne sensommertorsdag i Danmark. Spredte regnbyer giver deres besyv med, og der stimles samles og socialiseres under parasoller og baldakiner.

Amerikanske Ascended Dead spiller for en tætpakket sal, og bandet er tydeligt tændt!

Publikum skifter mellem at være relativt stillestående, overordnet set, men med spredte moshpits og crowdsurfing. Da en gut forsøger sig med stage diving forsvinder hele gulvet i panik foran scenen, og gassen går ligesom af ballonen, indtil en stor, forbarmende mand tager imod og får løftet ham rundt. Det er sigende, for stemningen er god og bandet spiller absolut intenst –  det går bare aldrig hen og bliver andet end en generisk oplevelse. Der kommer dog mere og mere gang i gulvet som koncerten skrider frem.

Til gengæld viser Bones hvordan det skal gøres på Black Stage. Klokken er slået 21:00 og folk er lige så tændte som bandet, da de går på scenen og skyder en hård og grundig omgang død i brystet på os. Lyden er nemlig høj, basset og bastant, og gulvet foran scenen er fra start i bevægelse. Vi er ikke mange, det er ikke en tætpakket underetage, men det er et af de hårdeste, mest barske shows indtil videre på dagen. 

Det er heldigvis forskelligt, hvad der fanger og ikke fanger, når det kommer til kunst. Også lydkunst opfattes forskelligt, og denne skribent har ikke de store forventninger til tyske Drowneds forestilling. Bandet har dog erfaring under bæltet og har, med skiftende intensitet, eksisteret siden 1992 –  det er altså med en tydelig erfaring, de okkuperer hovedscenen denne aften på KTDF. Som de laver lydprøve, sidder folk og slapper af på gulvet, nyder en øl eller nærstuderer det printede program for weekenden. Måske sunder de sig lidt? Kill-Town Death Fest er yderst sympatisk på den måde, at ingen bands overlapper hinanden. Alle har til hver en tid mulighed for at se hvert enkelt band. Bands, der alle har til fælles at de er en aktuel, god og/eller har historisk vigtig plads i den nuværende dødsmetalscene.

Drowned samler næsten hele Main Stage, og deres lyd fordrer naturligt en mere rolig stemning. Folk nikker med, og enkelte af de mere aktive får da også startet nogle gode moshpits spredt over gulvet. Forsanger Greg Circum taler mellem numrene, og med tyk, tysk accent a la Schwarzenegger og ægte oldschool “grum” dødsmetalstemme bliver det hele lidt komisk. Det er sjovt, og rigtig mange kommer mere og mere med, som koncerten skrider frem.

Et sammensmeltende højdepunkt

Mange ser tydeligvis frem til showet med australske Gutless. Bandet har siden 2018 smidt nogle særdeles ulækre singler og splitalbums i hovedet på os. Et fuldlængdelabum har vi endnu til gode, men Gutless har masser af materiale og attitude til os denne aften på Black Stage. Hele etagen er pakket med mennesker, og der indfinder sig lynhurtigt en intens, festlig og rowdy stemning da de går på scenen. Dagens absolut mest hidsige show! Dette trængte vil til, og gulvet selvantænder! Du ved, den der energi, hvor du godt ved, at det for telefonen er risikabelt at finde den frem for at tage billeder. Sådan skal det være! Meget tydeligt er Gutless måske det sidste band på aftenen for alle dem, der på en almindelig hverdag skal op og arbejde dagen efter. I hvert fald eksploderer både band og publikum. Måske lige bortset fra de finner, der er faldet om ved et bord bag ved skribenten og kommer sovende til det hele. Hård kost.

På dagen er Gutless’ koncert en tydelig dødsmetallisk magtdemonstration. Intet mindre, og det er med ringende ører, vi begiver os op til aftenens sidste koncert.

Deteriorot har på papiret potentiale til at blive relativt intenst og fedt.

Bandet har siden 1990 maltrakteret øregangene på endog rigtig mange dødsmetallere – dog uden nogensinde helt at slå igennem, trods klassikeralbums som ‘In Ancient Beliefs’. Det er også et tydeligt glad band, der træder på scenen for et publikum, hvor en del naturligvis er taget hjemad. Det er trods alt hverdag. Men en halv fyldt sal kan sagtens være med og skabe god stemning, og det er, hvad der sker. Især bandets aktuelle (og fortrinlige) album ‘The Rebirth’ får plads på setlisten.



I løbet af koncerten bliver de gamle støvede, oldschool og fede bangere dog fundet frem – og der er ingen tvivl om tyngden. Det virker, og enkelte, lettere berusede gutter tror pludselig, at de befinder sig til et hardcoreshow i New Jersey. I hvert fald bliver der sparket og kæmpet i så stor grad, at det er svært ikke at komme til skade for os andre.



Undertegnede har i hvert fald nogle fine blå og røde souvenirs på underbenene. Det er komisk, for sparkene kommer fra nogle unge gutter, der har været seriøst tørstige – og i deres beruselse forstår de måske ikke, hvor slattent, det faktisk ser ud. Lidt som hvis benene var kogte røde pølser. Lidt sjovt, lidt irriterende, men alt er godt, og fest skal man ikke brokke sig over – det ér den tid på aftenen hvor også luftguitaren bliver fundet frem hos enkelte.

Deteriotot spiller en fed koncert på en europatour, der slutter denne aften på KTDF. Det er otte år siden de sidst har spillet i Europa og forløsningen er stor hos mange. Det er rart med lidt tyngde og et roligere tempo. En god og velspillet koncert, og fedt at få dem set. 



Som vi træder ud i natten og afkøles i Københavns rolige natteluft, blandes de sortklædte med unge pangfarver på Rådhuspladsen, og byens blodårer kører metalfolket hjem til nattens restitution inden fredagens voldsomt fede program skal overleves.

Vi er kun lige startet.