Spændende grindcore på en uhøjtidelig søndag
Det blev kort og ret godt på Stengade, hvor søndagen blev opslugt af Full of Hells vanvittige grindcore.
Hvordan skal man dog få sin søndag til at gå, hvis man ikke er religiøs?
Det havde Stengade et ret godt bud på – for naturligvis skal man bruge sin søndag i selskab med grindcore-ekvilibristerne i Full of Hell, der denne aften fik rigtig godt selskab af Fordærv, der måske ikke vinder på ekvilibrisme, men til gengæld har verdensmesterskabet i underspillet jysk humor.
Venstreorienteret politisk korrekt økologisk veganergrindcore
Vi kom lige til tiden, og Fordærv fik sat gang i folk på Stengade. Et ganske pakket Stengade på trods af, at både søndagen og efteråret var over os. Fordærv kan næppe kaldes selvhøjtidelige, selv ikke hvis man virkelig tolker ordet bredt, men de fik aftenen igennem ramt en fin balance mellem at tage pis på sig og pisse på sig selv. Kun en enkelt gang tippede balancen, for i virkeligheden er det ikke nødvendigt at gentage, at Fordærv er "noget hundelort" fra scenen. Fordærv er ganske godt spillet, og det gør præcist det det skal. Bider fra sig, hvæser aggressivt og minder ganske meget om den kæmpe gedehams med ledsager, der besøgte vores sommerhus blot dagen forinden. Det er der ingen skam i, og selvom numrene var til den korte side, så var vi godt underholdt både når de spillede og ikke spillede. Forsanger Jonas Borring Sandvej var alle steder på samme tid og svedte som et svin, mens han kommenterede på verden. Ærligt talt kunne han have kommenteret på hvad som helst, for hvis man ikke på forhånd har sat sig ned og læst teksterne er det tæt på uforståeligt.
Koncerten igennem havde vi trofast følge af et 3-mands moshpit, der mest af alt var lidt til gene, og hen mod slutningen voksede det til et 5-mands moshpit. Det var stadig lidt til gene, men ikke noget man for alvor kunne tage sig af. Uhøjtideligt, og uden at gå af scenen for blot at lade sig mane frem af et rituelt klappende publikum, spillede Fordærv deres medbragte ekstranummer, og vi nåede vel denne aften ny rekord for, hvor mange numre man kan nå at spille på 24 minutter (Smertegrænsens Toldere - vi kigger på jer!).
Skævhederne kom, så og sejrede
Det er efterhånden blevet til en del gange med Full of Hell i en eller anden konstellation. Senest på Roadburn Festival, hvor de spillede albumkoncerter, i collabs og hvad ved jeg. Det er ikke altid lige vellykket, mestendels fordi det godt kan blive lidt langtrukket og det varierer stærkt, hvor spændende Full of Hell er live – men denne aften på Stengade var de ganske overordentligt spændende.
Med et sæt på 16 numre (spillet på ca 37 minutter) slog de ikke Fordærvs rekord, men de spillede til gengæld bukserne af samtlige fremmødte – i hvert fald dem, der stod stille og lyttede, for der var en særdeles livlig moshpit på en del mere end fem, og det bidrog i den grad til festen. Forsanger Dylan Walker var som altid en kende mellemfornøjet – han er en svær mand at gøre rigtig glad, forstås. Denne gang var lyden ikke i skabet, og her må vi for en gangs skyld give ham ret. De første tre numre lød mere som linecheck end som en reel koncert, og vokalen forsvandt helt og aldeles i mikset.
Det blev der heldigvis hurtigt rettet op på, og vi fik på aftenens korte sæt hele spændvidden af det, som Full of Hell kan. Personligt har jeg en ret stor svaghed for bandet, når de tegner udenfor stregerne og spiller udsyret, næsten jazzet grindcore krydret med de doomy og midtempo afbræk i det ellers hæsblæsende aggressive sæt. Det er grindcore, der er interessant at høre på – også uden at man går sidelæns i en 140 hestes brandert på en søndag. På trods af de indledende problemer med lyden, så gik Full of Hell rent igennem, og efter 37 minutter inklusive ekstranummer, sagde vi amen til Full of Hell og gik hjem på en aften, der indikerede at efteråret er over os.
Fordærv: 3/5
Full of Hell: 4/5