I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Knocked Loose slog sig løs i en time på Roskilde Festival, hvor de både skabte de største moshpits, de tungeste toner og formentlig flest riffs på kortest tid.
Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.
Den danske trio, Slim0, byggede op og rev ned i en hel times rutsjebanetur af en koncert. "Vi er her ikke for eskapisme", sagde de, men koncerten var et godt frikvarter fra de gængse formater og regler.
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
Myrkur sørgede for genremæssig diversitet på Copenhell i år, da hun sammen med koret fra Fredensborg Slotskirke gav en god koncert på Hades.
Julie Christmas skruede ned for dramaet og op for den musikalske dynamik i en af de senaftens-seancer, der var som skabt til Gehenna-scenens intime rammer.
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
De danske rockveteraner The Sandmen havde fokus på deres nye sange, og fravalgte flere oplagte klassikere. Men bandet spillede rigtig godt, og stillede op med respektindgydende mod og integritet.
Kærligheden til 80’erne fungerede som drivkraft, da Nestor efter tidligere aflysning endelig ramte Copenhell.
Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.
Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container.
Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.
Når Candace Kucsulain siger du skal starte en circle-pit, så starter du den circle-pit!
Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement.
Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy.