HM-2(860)
Er det ikke snart oktober, så man kan se Lik igen på dansk jord?
Decay
Funeral Anthem
Rid You of Your Flesh
Ghoul
Deranged
Female Fatal to the Flesh
Flesh Frenzy
Celebration of the Twisted
Necromancer
Morbid Fascination
Skin Necrosis
Only Death is Left Alive
Le Mort Homme
Becoming
Det var en fornøjelig lørdag aften på spillestedet Richter i lørdags. Og det var i den muntre stemning, at vores Facebook-opslag fra aftenen indikerede, at stedets beliggenhed i Gladsaxe, postnummer 2860 Søborg lå langt, langt væk. Og med ærgrelse: Det aldeles glimrende spillested ligger blot en tur med "S" eller "A"-bus fra centrum af København eller en rask 10 km cykeltur, men så hvorfor alligevel et forholdsvist svagt fremmøde?
Det var synd, at deltagelsen ikke var vildere, for det var tre velspillende bands, med Lik helt i særklasse, på et spillested, hvor alt bare spiller fra scene til lydanlæg, bar og omgivelser. Der skal i hvert fald lyde en opfordring til at besøge Richer, der faktisk forholdsvis ofte har glimrende metal- og rocknavne på programmet. Nuvel, om det skyldtes geografi eller ej, så skal det så også siges, at det var en god metaluge med blandt andet Slægt og Sinister tidligere på ugen og ligeledes svenske Dark Tranquillity klar til ugens sidste dag. Så nogle har måske måtte prioritere kræfter og økonomi. Men lad os alligevel håbe på en mere tætpakket sal en anden gang på Richter. Heldigvis så var det et aktivt publikum, der var mødt op til løjerne. Og når alle, bands inklusiv, vil festen, så går det altsammen.
Tilbagelænet sej dødsmetal
Nærmest på det annoncerede showstartstidspunkt gik Shadowspawn på scenen. Det danske band har to fuldlængdeudgivelser bag sig og Sacrificial og ex-The Petulent Lukas Meier bag tønderne. Shadowspawns tog sig godt ud på spillestedets lydanlæg, godt med bund og tyngde i den stemningsfyldte dødsmetal, hvis riffs kunne både det heftige og det mere melodiske. Som band var bandet let tilbagelænet, nærmest magelige i sin ageren og stagepresence. Noget kunne skyldes, at spillestedet som allerede antydet på ingen måde var fyldt helt op, men publikum var rent faktisk ganske godt på alligevel, så det burde ikke være en svær sal at spille. Lidt efter lidt livede bandet dog også op, og virkede mere fortrolige med showet og fik en bedre publikumskontakt.
Musikken blev udført med 20 strenge, stærke trommer og et udmærket dybt growl, som i enkelte numre suppleredes i en slags duet med en god og mere thrashet vokal fra bassisten. Med henholdsvis 7 og 8 strenge på guitarerne og 5 på bassen, så kunne man måske have troet, at musikken var mere teknisk, end den egentlig var. Det var nu mest dødsmetal på den lidt standardiserede facon, hvor stilen kendes til fingerspidserne af medlemmerne, og kærligheden til genren har så skabt en egen version heraf. Interessant var dog nogle melodistykker, som ramte noget nærmest orientalsk, hvad end det var finurlig fingerfletning på gribebrættet eller noget fra backingtracket. Dog ikke noget, der ændrede det store billede af et godt, stilsikkert, men også forholdsvist generisk act.
Nyt gear til festen
Six String Slaughter krævede færre strenge til udførelsen af en musik, der også trak på dødsmetal, selvom store mængder thrash og groove også var til stede i musikken. Det var en klassisk opsætning med, ja 6-strengede guitarer, og så en session-bassist, der interessant nok spillede på en Harley Benton-bas. Skulle man have snobbede tendenser og mene, at instrumenter fra dette low budget-mærke ikke kan begå sig på en professionel scene, så kan vi hilse og sige, at med lidt distortet kant og et godt PA-anlæg som på Richter, så går det så ganske fint alligevel.
Man bemærkede hurtigt forskellen på det som i de tidligere afsnit blev kaldt for "mageligt" i Shadowspawns show til et Six String Straughter, der i den grad ville ud over rampen. Frontmand og indpisker Daniel Wilkens tog sig ikke af den halvtomme sal, og spillede i stedet godt op for dem, der rent faktisk havde gjort sig umagen og mødt op. Også her var lyden god, særligt efter lidt justeringer gennem de første par numre, så blev det i den grad vellydende.
Som tilfældet egentlig var for alle bands på plakaten, så lød Six String Slaughter også af ting man så udmærket kendte, men ved at blande puljen lidt mere end blot groovy død a la Illdisposed eller Kataklysm, og også sætte et thrashet tempo eller flirten med mere decideret heavy metal, så opstod der en form for variation, der på den ene side måske taber den røde tråd, men på den anden til gengæld giver lidt overraskelser fra sang til sang. Live virkede det fint, det var et udmærket sæt udført med tydelig spilleglæde.
Uægte børn af Skærgården
Og hvis nogle af de tre bands kunne tale om, at have rygraden fuldstændig bygget af velkendte og populære elementer, så var det aftenens hovednavn, svenske Lik. Måske i virkeligheden endnu mere end opvarmningsbandene, men selvom der i den grad kan peges på manglende originalitet hos kvartetten, så blev det hurtigt tydeligt, at når sangmaterialet var stærkt og udførelsen i den absolutte top, så betød det intet for den helt fantastiske oplevelse.
Lik er en smagfuld fond af det bedste fra Entombed, Dismember og Grave. Svensk dødsmetal med klassisk HM-2-pedal lyd, selvom den her kom fra blandt andet kopien fra Behringers HM-300 med alle knapper drejet helt op (dén detalje er jo nærmest en naturlov for stilen). Væk var opvarmningsbandenes udstyr, og scenen var nu en slagplads med det store hvide trommesæt bagerst og Liks logo på begge stortrommer. Perfekt matchende bagtæppe og farven på strengeinstrumenterne. Lyden var fremragende, endda helt fra start og den lækre åbningspakke i 'The Weird' og 'Decay'. Og hvilken baslyd, de holdt sig. Det kræver sin bas at få den distinkte klassiske svenske guitarlyd til at fungere for alvor, og lige præcis dette mestrer Lik. Det ved man fra pladerne, men det blev på Richter cementeret med en præcist buldrende omfavnelse.
Det stod klart at bandets 'Morbid Fascination' i den grad er Dismember, som bandet i nummeret særligt lød til at hylde, mens et trommefil i 'Skin Necrosis' i stedet ramte noget 'Wolverine Blues' fra Entombed, selvom det helt sikkert mest er ældre Entombed, som Lik kigger mod i sin gryde af virkemidler. Lik kan dog godt rocke, som Entombed gjorde på albummet af samme navn som det nævnte nummer, men i de sekvenser, hvor bandet gjorde det denne aften, så var det på en lidt anden måde, som finurlige mellemstykker og modstykker til den mere klassiske Stockholmsdødsmetal.
Only Swedeath Remains
Der var på forhånd meldt ud, at det var et forlænget sæt fra Lik, 75 minutter, og mere end bandet normalt ville sætte på et sæt. Anmelderen var på forhånd skeptisk overfor dette, men gejsten hos bandet og anmelderen selv holdt i den grad hele vejen. I sidstnævntes tilfælde var det let, for de fire svenskere leverede klasse, og sætlisten viste med al tydelighed, at der var stærke sange nok til en koncert i den længde. Der var sågar plads til mere, da en fan råbte noget i retning af "You can't leave Denmark without playing 'Only Death is Left Alive'", der ellers ikke var skrevet på sætlisten. Efter en kort konversation bandmedlemmerne imellem og en hurtig ikke distortet riff-påmindelse fra guitarist/vokalist Tomas Åkvik, som gæster på Viborg Metalfest netop har set på guitar i Bloodbath, tog de fire gutter ønskenummeret op. Og det spillede, som alt andet (end måske lige fremmødet på Richter) for bandet. Og dermed os i publikum, der vitterligt blev forkælet, og med en forøget lyst til at aflægge Odense visit, når Lik lander dér til efteråret.
Svensk var ellers det foretrukne sprog til kommunikation med publikum. Måske fordi mange blandt publikum var unge, da hovedværkerne i den genre, Lik begår sig i, udkom, og man var tvunget til at se svensk tv, hvis man ville se andet end den danske statsradiofoni. Der blev i hvert fald højt råbt "svenska!", da bandet spurgte publikum, om det foregik på svensk eller engelsk. Ret skal dog være ret, der var også yngre kræfter blandt publikum med en sund interesse for den svenske afart af dødsmetal.
Det handler om eksekvering
Og hvorfor ikke svensk? Det var jo lige præcis dette lands herlige dødsmetal, der var i fokus. Hvis Lik er blevet nydt på anlægget, men samtidig slået lidt hen som kopiband, så var koncerten på Richter en klar afvisning af, at bandet skulle være et one-trick-band. For live udfoldede Lik sig som et band klar til store scener i kraft af fed, fed lyd, spilleglæde udmøntet i vanvittig energi, og så en charme og den dér ekstra parameter, der bare er prikken over i'et, selvom det er svært helt at sætte ord på det. Men det er den del, der gør, at Lik har noget at have det hele i, selvom der nævnes gang på gang, at bandet låner alt fra de tekniske virkemidler til riffs og trommetricks.
Om man gav den gas i højre eller venstre side af salen, så fik man fra Lik bare en uendelig strøm af sej charme.
Karakterer
Shadowspawn: 3
Six String Slaughter: 3
Lik: 5