Novembermørk dystopi
Der var tungt i Lille Vega lørdag aften, hvor LLNN tog Burst og Offermose under armen og gav første danske venuekoncert, siden Victor Kaas overtog posten som frontmand i bandet.
2. Imperial
3. Despots
4. Desecrator
5. Scion
6. Parallels
7. Interloper
8. Monolith
9. Division
10. Obsidian
Hverken LLNN eller Burst er ukendte navne i Danmark, og da Burst brød ud af deres langvarige dvale sidste år var de en tur forbi Stairway. Det er sådan ca et år siden og her stod de så igen, denne gang med LLNN som aftenens hovednavn. En perfekt konstellation til at matche det regntunge, danske novembermørke.
Lige ved og næsten
Burst er meget, meget svensk. Uden at jeg helt nøjagtigt kan forklare, hvad det præcist er ved dem, der gør det. Måske er det deres tilbagelænede charme. Måske er det deres superalvorlige/superhyggelige scenefremtoning? Det er svært at sige, men der var plads til godt med hyggesnak mellem numrene, der i energi og udadvendthed stod nærmest direkte i modsætning til det lidt døde publikum i Lille Vega. Ikke fordi der var væsentligt mere gang i mig, men det var som om energien på scenen aldrig rigtig fik fat i andre end de 4-5 forreste, der nok uanset hvad havde haft en fest denne aften. Ikke at det skortede på anerkendende nik blandt publikum, til dels fortjent.
For det var som om, at bandet ikke rigtig kunne finde sine ben denne aften. Dels faldt de helt bogstaveligt over hinanden på en scene, hvor intet mindre end to trommesæt var presset ind. Det efterlader i sagens natur meget lidt til 5 mennesker, der også bevæger sig i moderat grad. Dels var der derudover bøvl med lyden på guitarist Robert Reinholdz’ mikrofon. Noget der aldrig rigtigt kom til at spille, hvilket gjorde de rene vokalstykker til en lidt kluntet affære, der aldrig rigtig kom i sync med forsanger Linus Jägerskogs råbevokal. At Reinholdz også havde bøvl med en guitar og måtte skifte midtvejs gjorde nok ikke “arbejdsdagen” bedre. Det var ikke noget der kunne tage pippet fra de rutinerede herrer, omend jeg bilder mig ind, at Jägerskog var synligt lettet, da der blev fyret op for guitar nummer 2, og der var hul igennem. Og det forstår jeg i så fald godt, for selvom de er fem mand i bandet, så var udtrykket noget fladt uden Reinholdz' guitar, der satte ud midtvejs i et nummer.
Musikalsk kan man ikke sætte en finger på noget som helst, og der var knald på fra start til slut. Der blev tonset, slæbt og ind imellem borderline-grindet til den helt store guldmedalje – og selvom om udtrykket er nogenlunde nutidigt er det ikke svært at høre, at der er blevet lyttet til en hel del rock fra 1970'erne tilbage i tiden. Mærkeligt nok var de nyeste numre på sætlisten måske tættest på disse rødder, men det gør bestemt ikke noget. Sidste halvdel af koncerten var hørbart bedre end første halvdel, og det var som om de lige skulle spille sig varme. Det kan have mange årsager, men vi glæder os til at se Burst igen på en dag, hvor de har medvind hele vejen.
Efter 50 minutters koncert takkede svenskerne af og gjorde plads til LLNN, der gik på godt en halv time senere.
LLNN har skiftet forsanger og hvor han før hed Christian Bonnesen, så hedder han nu Victor Kaas. Kaas er de sidste par år blevet et household name med fingrene begravet i så mange projekter, at det er ved at være svært at få overblik – men bedst kendt er nok Eyes, hvor Kaas også slår sine folder som frontmand.
Der er ikke tale om en 1-1 udskiftning. Kaas har en markant anderledes stil og vokal end Bonnesen, og det skal man lige vænne sig til, hvis man stadig har fremragende ‘Unmaker’ fra 2021 kørende inde i hovedet. Personligt synes jeg nu, at Kaas’ stil passer rigtig godt til LLNN tunge, dystopiske lydbillede, og særligt den rå desperation er et rigtig godt match. Men jeg havde lidt svært ved at vænne mig til at se Kaas bundet til en guitar og et mikrofonstativ. Hans kropslige formåen på en scene er så kraftfuld, at det nærmest virker ærgerligt at “lænke” ham til en guitar ude i siden, og den fornemmelse varede koncerten ud. Det kan være noget, vi bare lige skal vænne os til.
Aggressivt, rørende og massivt
Koncerten startede med toner, der straks fik i hvert fald tre i publikum til at spidse ører. Det var nemlig nummeret ‘Stormgate’, der blev opført første gang, da Rasmus og Ketil Sejersen optrådte på årets Roadburn Festival med deres andet projekt, John Cxnnor. En aldeles glædelig overraskelse, men også en virkelig god måde at sætte Victor Kaas i scene på som den nye mand i bandet. Herefter fortsatte vi over i 'Imperial' fra førnævnte Unmaker. Sejt, tungt og dystopisk med desperationen gjaldende ud over publikums hoveder. Det var også denne plade, der fik lov til at dominere aftenens sæt med hele 6 numre, mens vi fik 'Parallels' og 'Despots' fra ‘Deads’ og et enkelt nummer fra ‘Loss’, og her var det som om Victor Kaas fik lidt sværere ved at finde sig selv. Skrigene forsvandt ind imellem helt fra lydbilledet, men om det skyldtes svigtende stemme eller om det skyldtes frekvenser i de massive kompositioner, der ligesom viskede vokalen ud, er svært at sige.
Massivt er generelt et ret velegnet ord i sammenhæng med LLNN. Rasmus Sejersens slag på trommerne var velvalgte og stilsikre, og så hårde, at jeg bad en lille bøn for både trommeskind og -stikker ved flere lejligheder. Ketil Sejersens keys og samples lagde sig solidt både under og over musikken, og gjorde også koncerten til et mere melodisk bekendtskab end mange af deres kolleger i genren. Til tider blev det tilmed helt luftigt og dansabelt, omend disse øjeblikke var kortvarige. Imens fik bas og guitar det hele til at hænge sammen og spillede fint op til de uhyggelige samples, der lagde en tung, sci-fi dystopisk dyne over os alle sammen med aggressive, rørende og elegante kompositioner, der på trods af vokaludviskning var fremragende fremført.
Desværre var publikum (stadig) ikke rigtig i hopla og kun på opfordring blev der moshet i publikum. Her manglede vi måske lidt den energiske Kaas, der som kun få andre kan piske en stemning ind i selv den dødeste flok tilhørere.
Lange pauser imellem nogle af numrene i midten af sættet trak lidt luften ud af ballonen, men det var svært at se, om det skyldtes tekniske vanskeligheder. Det ville dog nok have givet en mere sammenhængende oplevelse uden disse afbræk. Generelt var LLNN’s optræden yderst vellykket og blev afrundet med 'Obsidian', sådan som vi også så det på Copenhell i 2022 – og sådan et lille stykke med hård techno at gå hjem på er ikke sådan at kimse ad.
Burst: 3/5
LLNN: 4/5