Copenhell 23: Kampkunst
Populær
Rot Away har ikke komplekse kompositioner eller fancy kunstneriske strategier. Til gengæld har de bøllede riffs og slåskampsattitude.
Og det kommer man langt med, også selv om publikum foran Gehenna lige skulle i gang denne tidlige eftermiddag. Heldigvis var forsanger Jonathan Albrechtsen klar på at lege ekstremt energisk indpisker. Konstant blev der krævet crowdsurfing og mere energi fra publikum.
Lige fra første færd, hvor vi fik den eponyme ‘Rot Away’ var der attitude på, og bandet, der ud over førnævnte Jonathan også består af Andreas Albrechtsen på trommer, Christian Hammer Mattesen på guitar og Ole Palm Schwartz på bas, spillede tight og, måske endnu vigtigere, sejt og groovy. Det var lækkert at høre et hardcoreband skabe intensitet ikke kun gennem fart og råben, men også gennem stemningsfulde og skarpe fuckfingerriffs.
“Det her er fucking kampsport,” brølede Jonathan Albrechtsen før endnu en intens omgang hardcore af den slags, man kan slå sig på, men også blive i godt humør af. En gruppe unge mænd ved siden af mig havde i hvert fald en fest og skrålede med på samtlige riffs.
Et klart højdepunkt var ‘Ghost City’, som virkelig satte kog under den i forvejen varme crowd, og opfølgeren ‘Hang Low’ fra debutalbummet ‘Nothing is Good’ var også yderst tilfredsstillende at lade sig rive rundt af.
Hvor tændte bandet var kan måske lettest beskrives gennem det, at trommeslager Andreas Albrechtsen tilsyneladende fik tævet livet af en lilletromme, der så måtte udskiftes.
Selv under den langsomme, stemningsfulde intro til ‘Graves’ var anspændtheden høj. Man kan mene, hvad man vil om koncerter, der kun søger opad på spændingskurven og aldrig “giver slip” på sit publikum et øjeblik. Men sådan er det jo med hardcore. Det er ikke meningen, at man skal lytte og klø sig i anmelderskægget. Det sætter selvfølgelig sådan en som mig, hvis opgave det er at gøre netop det i en lidt vanskelig position. Mens jeg stod der og tog noter og lyttede intenst, skulle jeg forestille mig, hvad musikken ville gøre ved mig, hvis jeg ikke skulle stå og gøre netop det. Heldigvis var publikum forskånet for den slags fortænktheder, og i stedet blev der mod slutningen endelig åbnet en ordentlig pit. Målet var nået for Rot Away. De havde slidt sig til sejren med tonsvis af attitude, masser af knokl, perfekt bøllede riffs og en forbilledlig målrettethed. Afslutteren ‘Prøv Igen’ var et perfekt eksempel på attitude: “Tag og pak dit lort / du er så pisse irriterende / tom skal / dårlig ven”.
Sikke en udgangsbøn!