Alt hvad jeg hører er vibrerende atomer
Sunn 0))) havde nedbarberet deres udtryk til dets rå kerneelementer, men før det foldede Kali Malone droner og små melodiløb ud på orgel.
Hvis man kan sige, at der var et fælles tema for denne aftens to koncerter i konservatoriets smukke koncertsal, så må det være lydens fysikalitet. Både Kali Malone og Sunn 0))) gav os musik, der lod det fysiske fænomen, at lyd består af bølger, spille en central rolle.
Konservatoriets enorme orgel kan producere voldsomme lyde, men komponisten og organisten Kali Malone, der har base i Stockholm, men oprindeligt er amerikaner, brugte registre på orglet, der gav det en let støvet, blød og hjemsøgende lyd. Siddende med ryggen til publikum ved orglets spillebord lod hun dragende droner oscillere imod hinanden og fremtryllede derved subtile og langsomt fluktuerende pulsslag i den ellers rytmeforsagende musik. Ind imellem hørtes fine, små melodiløb, og sine steder blev musikken på samme tid både triumferende og sørgmodig – en særdeles affektiv kombination. Musikken ydede virkelig den forbilledlige akustik i koncertsalen retfærdighed, men desværre gjorde de optimale forhold også, at ethvert host og stoleknirk tydeligt hørtes i salen. Det samme gjorde latter og snak desværre fra en beruset flok – må de have fået tømmermænd af det.
Jeg nød virkelig elegancen og den følelsesmæssige flertydighed i musikken, også da hendes mand, Stephen O’Malley fra Sunn 0))), satte sig ved siden af hende. De spillede firhændigt, og det var, som om musikken tog en lidt mørkere drejning. Kali Malones komposition udnyttede her på formidabel vis orglets dybeste klange, som delvist dissonant lod frekvenserne modulere hinanden i lydlige sammenstød. Det er egentlig et ganske enkelt fysisk fænomen, at lydbølger påvirker hinanden på denne måde, men det blev udnyttet smukt her.
På med kutterne
Rummet fyldtes, som det er tradition ved Sunn 0)))’s koncerter, med imponerende mængder røg, da det var blevet tid til, at Stephen O’Malley og Greg Anderson skulle udføre deres ritual blandt deres imponerende Stone Henge-monument af forstærkere. Som altid klædt i kutter løftede de arme og guitarer mod himlen og lod dundrende guitar-bredsider flyde ud over det siddende, men tydeligt begejstrede publikum. Sunn 0))) optrådte i Shoshin Duo-formatet, hvilket betød, at gruppens musik antog en mere rå og urkraft-klingende dimension, end da vi for eksempel så dem med materialet fra den ganske opløftende ‘Life Metal’-plade i DR’s koncerthus i 2019. Hvor musikken dengang syntes at stræbe mod himlen, så arbejdede duoen sig her ind mod en rørende og primal buldren og dundren.
Det er altid fascinerende at se de to kutteklædte herrer bevæge sig, når de spiller. Deres bevægelser er så kontrollerede og nærmest langsomt flydende og blide i kontrast til musikkens voldsomhed. Det virker nærmest som en rituel ærefrygt. Men det hænger nok i virkeligheden sammen. De er nødt til at spille med en stor grad af præcision og være ekstremt bevidste om deres position i forhold til forstærkerne for at kunne opnå den rette form for drone-svingninger. Her er vi igen inde på sporet med musikkens fysiske dimension, hvilket naturligvis også opleves helt konkret, idet lydtrykket fra scenen fik brystkasser, næsetippe, stole og sågar hele salen til at vibrere.
Anderson og O’Malley er i sync med hinanden i en imponerende grad, når de spiller. Man fornemmer det på deres kropssprog, og man kan høre det i musikken. I en enkelt kort passus virkede det, som om de havde svært ved at finde hinanden. På det tidspunkt var jeg så opslugt af musikken, at det føltes nærmest farligt at bevidne. Sådan er det med Sunn 0))) live – giver man sig hen til oplevelsen, kan man opnå en nærmest meditativ åbning af sanseapparatet, hvor små detaljer pludselig føles som enorme oplevelser.
Hen mod slutningen af Sunn 0)))’s ritual gæstede Kali Malone så duoen, denne gang kutteklædt men stadig siddende ved orglets spillebord. Det var bestemt ikke en dårlig tilføjelse, men hendes bidrag var måske lige bogstaveligt nok gyserorgelmusik. Det var et tiltrængt og velkomment afbræk fra guitardronerne, der på det tidspunkt havde rullet hen over os i en times tid, men hvor hendes egne kompositioner udnyttede orglets potentiale subtilt, var hun i denne sammenhæng lidt mere presset ind i en klassisk gyserfilms-trope. Ikke desto mindre var orgelet efterfølgende et ganske effektivt bidrag til det enorme støjinferno, som blev koncertens klimaks. Og hvilket transcendent klimaks. Eja! Eja!
Kali Malone 4/5
Sunn 0)): 4/5