Tidløs norsk proto-thrash
Aura Noirs syvende plade er lige så sort og smadret som sædvanlig, hvorfor fans af såvel band som genre får præcis, hvad de plejer at få, og så ikke mere.
2. Grave Dweller
3. Hell’s Lost Chambers
4. The Obscuration
5. Demoniac Flow
6. Shades Ablaze
7. Mordant Wind
8. Cold Bone Grasp
9. Outro
Aura Noir var et af de første norske bands, der i halvfemserne både spillede black metal og thrash. Mens Darkthrone har gjort det i ny og næ, har Aura Noir gjort det til en levevej. Deres fusion af de to genrer har så afstedkommet et hav af nyere bands i det seneste årti, men Aura Noir startede med det allerede i 1993. 25 år senere præsenterer Aura Noir deres syvende plade ’Aura Noire’.
’Aura Noire’ er en fortsættelse af det, de har gjort siden demoen i 1994. Har man hørt bands som Sodom, Celtic Frost, Bathory og Kreator, er man ikke i tvivl om, hvor lyden stammer fra. At Aura Noir har deres helt egen lyd, er så noget andet. Skramlet og buldret tordner forsanger Aggressor af sted med sin egen, beskidte version af, hvordan thrash skal lyde, når den tilsættes lidt black metal.
Lyt til pladens åbningsnummer her:
Det kan man i særdeleshed høre på ’Grave Dweller’, der har et riff, som lige så godt kunne have været netop Kreator, Metallica eller for den sags skyld Slayer. Men det er Aura Noir, og det er et af pladens bedre numre. Måske netop fordi riffet er lige til. For det er pladen som helhed ikke nødvendigvis. Den skal have en del gennemlytninger, før den åbner sig for én.
Lige akkurat det vanskeligt tilgængelige har jo været et varemærke for flere norske bands op gennem halvfemserne, og Aura Noirs tilbageblik på den beskidte thrash fra dengang, hvor genren knap var opfundet, gør det til en desto autentisk oplevelse at lytte til ’Aura Noire’. Pladen er en art tidslomme for den slags musik, der blev skabt i kældre og indspillet samme sted. Dog skal Aura Noir have den cadeau, at de rent faktisk har bevæget sig ud af kælderen, da de indspillede pladen.
For når man hører sange som ’Demoniac Flow’, hvor der er fart på, er man ikke i tvivl om, hvad budskabet er. Djævelsk thrash uden omsvøb. Det lyder præcis, som Aura Noir gerne vil have det, og man hensættes til den proto-thrash, der hylder tiden i starten og midten af firserne. Det er så også det bedste, vi kan skrive om pladen, der har lidt for meget fyld og aldrig rigtig når højder, hvor vi begejstres på et niveau, der kan retfærdiggøre en karakter over middel. Aura Noir må derfor nøjes med to firkanter for en gennemført plade, der bestemt har sine øjeblikke, men næppe går over i historien for meget andet end værende pladen, hvor bandnavn og titel ligner hinanden rigtig meget.
For nok er coveret sort, og man kunne henledes til at lave sammenligninger med Metallicas ’Metallica’ eller ’Black Album’, som den mere populært kaldes. Men her ophører alle sammenligninger også. Aura Noir går ikke efter de lyttervenlige radiohits. De har deres helt egen stil, og den fortsætter de på ’Aura Noire’. Efter 25 år lyder det ikke til, at Aggressor, Apollyon og Blasphemer har tænkt sig at skifte ham. Det forbliver sort og beskidt. Og i denne omgang desværre også jævnt.
Lyt til 'Shades Ablaze' her: