Ondskab fra gamle dage
Kvalitetsmetal fra den gamle sorte skole: Baxaxaxa er atter skumle, skurvede og lurvede og meget velegnede til fugtige kældre.
Der er ikke meget nyt under det blafrende vokslys' skær i tyske Baxaxaxas kælderklamme krypt: 'De Vermis Mysteriis', der udkommer små to år efter den herlige 'Catacomb Cult' gør sig ligesom forgængeren i black metal af den oldgamle skole med inspiration fra tidlig Samael, Root, Mortuary Drape, Fulgor og den slags.
Det hele emmer af atmosfære og har en helt anden frisk råddenskab over sig end den godt gennemtærskede klassiske norske variant af genren. Måske skyldes det simpelthen, at denne central- og østeuropæiske form for black metal er mindre gennemspillet og derfor stadig har et andet kreativt potentiale, fordi genrens troper her forekommer mindre slidte; også selvom det lyriske koncept med dets tunge Lovecraft-inspiration efterhånden forekommer sådan.
Det er ikke, fordi Baxaxaxa gør noget egentligt nyt, men de er djævelsk dygtige til det, de gør. Sanger Traumatic (Patrick Kremer, der driver pladeselskabet Iron Bonehead) lyder tilpas besat og skummel, den nytilkomne keyboardist Irrwycht er god til at ramme den helt rigtige atmosfære, og gruppens tremoloriffs har fået en relativt varm, basfyldig lyd (typisk for black metal-bands, som ikke er fra det kolde nord), som til tider nærmer sig det regulært rockede.
Det emmer af klassisk ondskab og gedulgte ritualer, og det er svært ikke at lade sig rive med, når Kremer med mugnende røst råber bandets navn (et anfald af selvironi?) på titelnummeret, og man kigger på booklettens billeder af det kutte- og knogleklædte band i en kælder med pentagrambemalede kranier, omvendte kors og hjemmelavet satanisk alter.
Det er en simpel, men effektiv sangskrivningsformel, tyskerne følger, og et simpelt, men effektivt koncept. Skal man sammenligne med forgængeren, kan man dog godt savne lidt mere af dens råhed og vildskab: Der var mere punket energi på den, mens 'De Vermis Mysteriis' er en kende mere klar og poleret i lyden og med et lidt mere kontrolleret vanvid. Det bør dog ikke afskrække kryptkrybende entusiaster udi genren fra at lytte til albummet; der er rigeligt med ligæderguf at hente her.