Guld er et ædelmetal, og Orm er ædel metal. Finpudset gennem årene, til det nåede sit apex med det titaniske værk ‘Intet • Altet’. Hvad gør man så derfra?
Orm tog publikum i hånden og viste os med kun fem numre, hvordan det, der var, og det, der er, hænger sammen. Det blev en intens time for både band og publikum.
Man skulle tro, at Sunken havde skiftet livsanskuelse på færden fra ‘Livslede’ til det aktuelle album ‘Lykke’, men sådan forholder det sig nu ikke.
Ole Luks Afsky har ændret radikalt i det musikalske udtryk, men er samtidig på forunderlig vis forblevet tro mod lyden af Afsky. Det har givet en fascinerende selvsikker plade.
Konstant eksperimenterende, men også to thine own self be true. Lyden er konstant under forandring, men altid 100 % dem. Lige dele WTF og yes, please fra de eksperimenterende black metallere.
Medieval Demons black metal er lige så græsk som Homer, ældgamle templer og græsk salat. 'All Powers of Darkness' er også et godt bud på en af årets mest gennemførte melodiske black metal-plader.
'III' har ikke helt samme arsenal af skarpe riffs som forgængeren, men står stadig som en værdig afslutning på den trilogi, Blackbraid har skabt på imponerende kort tid.
Årets hovednavn på Metal Magic er en sjælden gæst i Danmark, men Venoms visit var ventetiden værd, da trioen trådte pedalen i bund og leverede et nostalgisk festfyrværkeri.
Amerikanske Abigail Williams leverer en forrygende blanding af post- og black metal på en iderig plade, man både bliver betaget af og slår sig på.
Ædel Fetich fik endnu en gang demonstreret, hvorfor de er på alles læber p.t.: black så rablende frigjort, at det viser håb for fremtiden!
Havukruunu har endnu ikke skabt sig et navn herhjemme – det blev der dog rettet gevaldigt op på lørdag aften i Fredericia!
Brasilianske Impurity holder fortsat stilen tro mod deres førstebølgeblackede rødder. På godt og på ondt – men inden for den genre er ondt vel også et kvalitetsstempel?
Fire årtier inde i karrieren har Denial of God i den nuværende formation aldrig været bedre. Igennem 80 minutter fredag nat leverede de danske veteraner en historisk koncert i Metal Magics historie.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen.
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Med en selvtillid så stor, at den kun lige kunne være på Hades, Copenhells næststørste scene, forvandlede Vulvatorious et afløsergig til en majestætisk åbning.