Velkendt, kannibalistisk overkommando
Populær
Kannibalernes overherredømme er intakt, distinkt og skærer i de rette lemmer trods skabeloner og gode intentioner.
Frenzied Feeding
Summoned for Sacrifice
Blood Blind
Vengeful Invasion
Chaos Horrific
Fracture and Refracture
Pitchfork Impalement
Pestilential Rictus
Drain You Empty
Meget lidt er lige så sikkert i verden som kvaliteten af håndværket på et album fra Cannibal Corpse. Man kan regne med det. Det kan være mere eller mindre spændende, lyden kan have (eller ikke have) udviklet sig, og der kan fx være kommet et medlem til eller fra – men erfarent og godt håndværk er det altid.
Det er lidt som at komme tilbage. Man kan have hørt Cannibal Corpse i årtier, og måske husker man hvor i livet man var, da det forrige (eller et andet album) udkom, og pludselig sidder man i saksen som familiefar i stationcar og lukker op for det 16. album med kongerne af dét, man kunne kalde “populær” dødsmetal. Meget få i verden i den genre har haft lige så stor kommerciel succes som Cannibal Corpse, og meget få er stadig i toppen af kransekagen (og festival-programmerne) 33 år efter debuten.
En bred succes på et produkt der måske burde henvende sig til færre, og det er det de kan; producere dødsmetal af den hårdeste, mest aggressive slags med fiktive og overlagt humoristiske tekster om tortur, død og kannibalisme. Og er det, hvad man forventer af ‘Chaos Horrific', så er man allerede godt kørende.
Kompakt og karakteristisk
Trommeslager Paul Mazurkiewicz har denne gang fundet på navnet til albummet – og det er en grundig og fuldkommen beskrivelse af bandets lyd og univers. Også her i 2023.
Så hvad er der sket siden sidst?
Eric Rutan har også denne gang produceret albummet og er samtidig stadig medlem som guitarist efter Pat O’Briens beklagelige og lidt sørgelige, men fornuftige exit. Og hvor man på det forrige album ‘Violence Unimagined’ også sagtens kunne høre Rutans karakteristiske lyd (som vi bl.a kender fra Hate Eternal) i små afgrænsede doser, er det på ‘Chaos Horrific’ blendet ind og harmoniseret i langt større og bedre grad. Lyden er intakt og bastant, voldsom og kompakt – næsten for kompakt.
Der er ingen tvivl om intentionerne, for guitarerne er helt oppe i fjæset på dig, karakteristisk voldelige, bastante og brede som Corpsegrinders trænede nakke. Til gengæld fylder de også så meget i billedet, at Alex Websters ellers karakteristiske bas kan være svær at opfange i selve numrene – udover at bunden til hver en tid er tilstedeværende. Naturligvis. Det er smag og behag, lidt ærgerligt dog, men den mulige og eventuelle intention om at lave den hårdeste lyd muligt er svær ikke at fatte sympati for. Trommelyden kan bedst beskrives som organisk og passende – lykkeligvis er Cannibal Corpse nemlig endnu fri for alt for tydelige triggers og andet elektronik, som denne lytter af pladen ikke har forstand på. Til gengæld kan det konstateres, at Paul Mazurkiewiczs trommelyd er hård, afstraffende og harmonisk i en oldschool grad. Helt perfekt og lækkert at lytte til.
George Corpsegrinder lyder præcis som vi har været vant til de sidste par plader, heldigvis, og det er godt. En af dødsmetallens mest karakteristiske frontmænd er fyldt 53 år og det er ikke at mærke på vokalen, udover den naturlige udvikling der overgår alle stemmebånd. Den er helt igennem voldelig, hård og ond – og samtidig tydelig og fyldt med luft.
Forestiller du dig Alex Websters karakteristiske baslyd, forestiller du dig samtidig et af de mest distinkte kendetegn ved bandets lyd – og det er præcis sådan, den lyder på ‘Chaos Horrific’. Slap, dyb og raspende diktatorisk. Desværre får den ikke meget plads udover i åbningsnummeret ‘Overlords of Violence’, som netop har bassen som intro og velkomst til Cannibal Corpses 16. studiealbum. Et album der lyder utrolig meget som Cannibal Corpse, og som også lyder som den naturlige fortsættelse af ‘Violence Unimagined’.
Det er de hektiske, sønderrivende og febrilske “single note”-riffs sat over for de vigtige langsommere elementer, som er hårdere end nogensinde. Ja, Cannibal Corpse er hårdere og tungere end nogensinde – i afgrænsede områder af numrene. Udover avanceret teknik indførte O’Brien også en plads til de langsommere, simplere og mere tunge delelementer til Cannibal Corpses materiale, og trods hans exit fra bandet går vi stadig ikke glip af denne del. Erik Rutan er tydelig, og det er en fornem, metallisk arv han bidrager med. Et nummer som ‘Blood Blind’ er f.eks. tydelig Rutansk i sin herkomst. De tungere elementer opleves f.eks. i ‘Frenzied Feeding” og “Summoned for Sacrifice”, der indeholder helt igennem modbydelige guitarstykker, men især ‘Drain You Empty’ stikker ud i den henseende. Nummeret starter med ro og melodiøsitet, for selvfølgelig at springe i luften med velkendt, kannibalistisk ultra-vold. Sidst i nummeret forkæles vi dog af et overordentligt tungt riff – et af dem, der resonerer og får dine bøger til at falde ud af reolerne, efterfulgt af en for pladen sjælden melodiøsitet i guitarsoloen. Det er super fedt og klædeligt – måske fungerer Cannibal Corpse allerbedst når der også er tid til tyngde og melodi.
Brutalitetens overherrer
‘Chaos Horrific’ er et stabilt og godt album fra Cannibal Corpse, der dog sandsynligvis ikke vil score højest på skalaen over bedste albums fra herrerne. Næsten alle sange på pladen er gjort over samme skabelon, og du vil hurtigt have opsnappet hvor et mellemspil eller breakdown vil snige sig ind. Højdepunkterne er dog fede. Numrene er relativt enslydende, og kan måske ikke nødvendigvis skilles fra hinanden efter første lyt. Til gengæld er det et gennemarbejdet og perfektioneret stykke håndværk med en uhyre distinkt lyd og kvalitet, og selvom medlemmerne i dag er i 50'erne er de altså ikke faldet af på den, hvad angår brutalitet, tyngde og heavyness. Cannibal Corpse er uhyre gode sangskrivere – og præcist lige så hårdtslående som de hele tiden har været.