Mental Cruelty - Zwielicht
Trods udskiftning på vokalpladsen fortsætter Mental Cruelty med at levere kompetent, europæisk-orienteret blackened deahtcore.
Obsessis a Daemonio
Forgotten Kings
Pest
Nordlys
Mortal Shells
Zwielicht
Symphony of a Dying Star
The Arrogance of Agony
A Tale of Salt and Light
‘A Hill to Die Upon’ (2021) var et tigerspring fremad for tyske Mental Cruelty. En gennemført og kompromisløs blackened deahtcore-udgivelse, der tog livtag med den forholdsvis trivielle foregående udgivelse, ’Inferis’ (2019). ’21-udgivelsen er stadig en fornøjelse at lytte til, og det er svært at forestille sig kvintetten tage et tilsvarende kvantespring – og ditto udgive en plade på samme niveau.
Siden den udgivelse, har Lucca Schmerler forladt vokalpladsen. Sandsynligvis for det bedste, da Schmerler var bandets svageste led (stadig en kompetent forsanger, forstås). Søgningen efter en ny forsanger fandt vej til de sociale medier, og endte i indlemningen af Lukas Nocolai samt udgivelsen af ’Symphony of a Dying Star’. Et pragteksemplar af en førstesingle, der mixer deahtcoren med folk, powermetallens patos og et uhørt ørehængende riff-grundlag.
Heldigvis er det ikke kun den fortløbende single, der er velkomponeret. Generelt set har tyskerne komponeret endnu en stærk plade. Det selvom det ekstreme overflødighedshorn af folk- og power-elementer på førstesinglen, her er mindre markant repræsenteret på de resterende ni kompositioner. I stedet får man som lytter en række forholdsvist diverse numre, hvor især black metallen har fået langt mere plads i Mental Crueltys musikalske univers.
’Midtvinter’, ’Nordlys’ og ’Pest’ – selv navngivningen emmer på klam vis af den farlige genre. Netop et nummer som ’Pest’ levner heller ingen tvivl om bandets fokus. Der bliver revet atmosfærisk i strengene, så vi nærmest får et black-gaze øjeblik i stormen, mens Nocola kompetent veksler mellem growlen og lys skrigen. Det er blackened deathcore på højt niveau, krydret med den tidstypiske, melodiske riff-sektion der for alvor skaber en episk atmosfære.
Mere end blot en europæisk Lorna Shore
Der er altså ingen tvivl om, at Mental Cruelty har komponeret en imponerende opfølger. Nuvel, der er ikke tale om et lige så stort kvantespring som pladen før, men vi får både udvikling og flot sangskrivning. I en grad, at der nærmest ikke er noget at kritisere pladen for. Det sagt, er der ingen tvivl om at bandets kompositioner er blevet snittet mere til i et forsøg på at ramme den skabelon, mastodonten Lorna Shore har specialiseret sig i.
Dét er naturligvis ikke specielt imponerende. Heldigvis har Mental Cruelty succes med at skabe en selvstændig musikalsk profil. Det er specielt det midt-europæisk islæt, brugen af folk-elementer som for eksempel på det solide titelnummer, der på fremragendevis fungerer som bro til pladens højdepunkt, der differentierer Mental Cruelty fra de mange andre.
Som ’A Tale of Salt and Light’ trækker os langt ned i sandet, ud i det endeløse hav for blot at blive skyllet op på stranden og trukket tilbage i det iskolde vand i det uendelige, sidder vi tilbage med den smukke bevidsthed om dødens befriende favntag – og en plade, der lykkes med at skabe intensitet, ubehag og kuldegysninger, der kan mærkes lang tid efter. En værdig opfølger til ’A Hill to Die Upon’ og et fint skridt fremad for et af Centraleuropas bedste blackened deathcore bands.