New Wave of Traditional Danish Metal
Pectora tager med 'Twilight Knights' et ordentligt skridt fremad med et troværdigt dansk bud på tradtionel metal: NWODHM?
2. Twilight Knights
3. Cold Void
4. Victory in Defeat
5. Cosmic Menace
6. Children of the Atom
7. Where Everything Begins
8. A Race Through The Dark
9. On Forlorn Wings
Den klassiske metal, ofte omtalt som NWOTHM (New Wave of Traditional Heavy Metal), fejrer i disse år mange triumfer. Nye bands springer frem som dræbersnegle efter et fugtigt forår, og genren synes også at have et vist kommercielt momentum, i hvert fald i undergrunden.
Og ligesom sidst den traditionelle metal vendte tilbage (i sluthalvfemserne i kølvandet på Hammerfalls debut, 'Glory to the Brave'), er vi lidt bagefter i Danmark. Fra dengang kan jeg kun huske Manticore/-a og Iron Fire, og jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at de ikke helt kunne leve op til forbillederne. Og i dag kan jeg kun komme i tanke om (undskyld, hvis jeg har glemt nogen) det undervurderede fynske speed metal-band Encyrcle, der gik ret upåagtet i opløsning i 2022, og så Pectora, der har eksisteret siden 2011 og må regnes for gamle i gårde inden for NWOTHM.
'Twilight Knights' er deres andet album, og med sig har de fået sanger Philip Butler fra netop Encyrcle. Han har afløst Kenneth Jacobsen, og det er en forbedring. Butler kan mere med sin stemme end forgængeren. Jeg synes dog også, at han forcerer sin stemme op i det høje leje mere, end godt er, hvor jeg af og til kunne ønske mig lidt mere variation og dramatik i et dybere leje.
Sværd og læderjakker
Men selvom Pectora har skiftet sanger, så har de ikke skiftet stil. Det vidner coveret om. Vi er i en vaskeægte klassisk metalstil, som eksemplificeret ved det læderjakkeklædte, sværdsvingende skelet på hesten, men med små indslag af noget mere progressiv, melankolsk og mystisk US power metal – lidt hen ad Warlord, tidlig Crimson Glory og Queensrÿche – eksemplificeret ved portalen i den Per Kirkeby-agtige skulptur på coveret.
Disse indslag er blandt albummets store forcer, som fx omkvædet på 'Cold Void', der både har en overraskende og ret fængende melodi. Her udvider Pectora den traditionelle metalpalette på fortrinlig vis.
Den mørkere stil fungerer også flot på omkvædet i 'Where Everything Begins', ligesom den episke afslutning 'On Forlorn Wings' fungerer til UG med kryds og slange – især fordi Butler virkelig får nuancerne med i sin vokal her, og fordi twinguitarernes dueller hæver nummeret op på et virkelig højt plan.
Bas til forbedring
Andre valg er jeg mere skeptisk over for. Jeg holder meget af en tydelig baslyd på de fleste plader, men jeg undrer mig virkelig over valget af tyk, groove/sydstatsmetalagtig baslyd på 'Twilight Knights'. Den passer simpelthen ikke ind i stilen, og lidt for ofte tager jeg mig i at fokusere på den i stedet for de ofte vellykkede melodier og leads. Rytmeguitarens lyd synes jeg også er lovlig moderne og tyk til stilen, og når nu Pectora toner så rent et firserflag, kan jeg ikke lade være med at tage mig i at synes, at det er en skam, at de ikke er gået efter en mere stilsikker lyd på det punkt.
Jeg er også skeptisk overfor et nummer som 'Cosmic Menace', der virker oversimplifceret i det næsten groovethrashede grundriff, og stilistisk peger i en helt anden og mindre spændende retning end Pectoras grundtone. 'Race Through the Dark' lider under et gumpetungt tempo, men har en flot guitarsolo, der redder lidt af det. Der gemmer sig et godt melankolsk metalnummer derinde, men Pectora finder det ikke rigtigt.
Som sådan er 'Twilight Kings' ujævn. Men når pladen er bedst, og det er den ofte, så er den faktisk forbløffende god, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis ikke Pectora kom fra et land, som man ikke forbinder med klassisk metal, ja, så ville de have en del flere fans. Det er absolut et kompliment.