Vultures Vengances klassiske metal er velspillet, velskrevet og veleksekveret. Men den kunne godt trænge til at være lidt grimmere.
Med den originale sanger som vidne styrede Queensrÿche sig mesterligt gennem en tour de force igennem karrierens første udgivelser.
Century skruer igen tiden over 40 år tilbage. Det er såmænd såre hyggeligt.
Demon Bitch har et håbløst bandnavn. Men deres musik er alt andet end håbløs: Dyrker man 80'ernes amerikanske power metal med en progressiv kant, er 'Master of the Games' noget af det bedste, der længe er sket.
Hexenbrett maxer ud på deres anden fuldlængde: Flere synths, trompeter, vanvidsvokal, soloer, hooks – mere af det hele!
Steel Inferno trykker atter sømmet i bund på allermest medrivende vis.
Grand Magus har netop udgivet deres tiende album. Solidt håndværk uden de store overraskelser.
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
NWOBHM-veteraner trækker på fortiden, men vil også videre.
Avantasia satte et flot punktum på førstedagen af årets Jailbreak.
Pretty Maids var tæt på at indtage Horsens med storm på årets Jailbreak festival.
Hammerfalls 13. studioalbum lyder alt for meget som de tidligere albums. Der er alt for meget genbrug og alt for lidt nytænkning.
Naivt eller kalkuleret? Passion eller fashion? Svenske Tyrann er nådesløst dygtige sangskrivere udi bevidst naive metalklichéer. Det er næsten – men også kun næsten – for meget af det gode.
Et stiligt, svensk metalband med flotte overskæg og klassiske dyder + Metal Magic = en planmæssig succes.
Østrigske Venator er på det nærmeste en hyldest til heavy metal fra firserne. Det har bestemt også sin charme.
Storhedstiden ligger langt tilbage, men Raven giver aldrig op og kan fortsat trykke den af.
Moustachemetallerne i Venator spillede med utæmmelig og eksplosiv energi og gav Metal Magic årets fest fredag aften.
Judas Priest nåede ikke de himmelske højder i Royal Arena, men metal-legenderne mødte engageret og energisk op med ægte entusiasme for både nyt og gammelt.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie