Halvbagt og forhastet
Med en mangel på rød tråd og få stærke kompositioner udgiver While She Sleeps deres til dato dårligste plade.
Leave Me Alone
Rainbows
Self Hell
Wildfire
No Feeling Is Final
Dopesick
Down
To The Flowers
Out Of The Blue
Enemy Mentality
Radical Hatred / Radical Love
Det starter udmærket. Trods 1 minut og 20 sekunders fuldstændig irrelevant intro, der intet har at gøre med den efterfølgende ’Leave Me Alone’, får Sheffield-gruppen hevet lytteren tilbage med en række sprudlende nu-metal kompositioner. Lawrence Taylor er kommet sig helt efter sin tredje operation på halsen, og får både sunget og skrålet igennem på det reelle åbningsnummer, der nærmest fænger fra start.
Det samme gør den efterfølgende ’Rainbows’, og et kort øjeblik lykkes det While She Sleeps at forføre med god sangskrivning. Som bandets succes kun er blevet større, har vi fået flere og flere melodiøse elementer - flere elektroniske tiltag, og nu også rap (omend det er et gæstevisit). Overgangen til nu-metal er fuldendt, og While She Sleeps stiller sig på skuldrene af alle de andre ’core bands, der har taget samme skridt, for derefter stille og roligt at blive glemt.
Den potentielle forskel er briternes sans for mindeværdig sangskrivning. Den opskrift har gruppen for længst fået styr på, hvilket vi også får smagsprøver på via pladens fire første, reelle numre. Sangskrivningen er indlevende, Sean Long har succes med sine riff-sektioner, og det eneste, der egentlig generer, er Taylors noget udfordrede og simplificerede tekstunivers.
Det starter godt, men derfra er pladen en deroute af de helt store.
Kan man gøre alt forkert på samme tid?
Tragikomisk starter det hele med det ambiente og vanvittigt ligegyldige fyldnummer ’No Feeling is Final’. Et forbløffende indspark oven på de foregående fire fine kompositioner, og en sær streg i sandet, der deler pladen. I godt versus lort. For det er vitterligt ikke særligt godt, det vi herefter skal trækkes igennem.
Det er det ene dårlige valg efter det andet. ’Dopesick’ indledes af akustiske guitarer, og man fornemmer fra første strofe, hvordan bandet har sigtet efter stadion-singalong. Nuvel, det er vel efterhånden der, hvor While She Sleeps har spillet sig hen, men derfor behøver det vel ikke være så kedeligt?
Kedeligt, fortænkt og irrelevant er tillægsord, der hæfter sig til pladens anden halvdel. Med få undtagelser er det chokerende, hvor ligegyldig sangskrivningen pludselig fremstår.
’Down’ er et nødvendigt, positivt spark i skridtet, ansporet af samarbejdet med Malevolence. Vi får et kompetent vers med interessante tiltag og synths, men naturligvis skal det hele trækkes ned i et gustent og let glemt melodisk omkvæd. Som lytter bliver man tvangsfodret med kvalmende candyfloss, når man egentlig hellere vil have flere håndmadder – og så har vi end ikke berørt ’Out of the Blue’ eller ’Radical Hatred/Redical Love’. Endnu et ligegyldigt interlude-nummer og en uinteressant ballade, der giver faretruende stor lyst til at kyle pladen ud af vinduet.
Det er kun den udemærkede 'Enemy Mentality', der formår at skabe et mentalt aftryk med sin rave-orienterede afslutning.
Resultatet er en underligt mislykket plade fra et band, der ellers normalt holder en vis kvalitet i udgivelser. Skiftet i genre er forventet, men pladen virker forhastet. Søgt udgivet i tide til festivalsæsonen, hvor kvintetten nok burde have brugt et års tid mere på at optimere sangskrivningen.
Historisk set står ’You Are We’ (2017) stadig som bandets musikalske højdepunkt – en plade, While She Sleeps næppe kommer til at matche. Siden da har bandet skridt for skridt nærmet sig det farefulde fald mod afgrunden. Med denne udgivelse står kvintetten med et ben på fast grund og det andet dinglende i frit fald.