40 år med D-A-D – er det ikke vildt?

D-A-D allierer sig med Nationalmuséet under en nostalgisk tidsrejse igennem hele karrieren – vi sendte en true believer forbi til at hylde denne grundpille i dansk rockhistorie.

Datoen den 3. marts 1984 er omdrejningspunktet for, hvorfor vi befinder os her på Nationalmuseet i dag.
Datoen, hvor Jacob Binzer joiner Disneyland After Dark, som de kaldte sig dengang, og spiller deres første koncert i den kvartet-formation, der satte kopunkerne på landekortet, med Peter Lundholm Jensen (trommer), Stig Pedersen (bas) og Jacobs bror Jesper i front. Ganske vist havde de spillet et par koncerter inden da, bl.a. med Stigs ex-kæreste på vokal, men det var med Jacobs entré, at universet blev fuldbyrdet, og den 3. marts 1984 er derfor set som bandets reelle fødsel.

Og således åbnede dørene for denne "Danmark After Dark"-udstilling den 3. marts 2024, hvor vi følger deres rejse gennem årene, fra western-fascinerede kopunkere i fattigfirserne og det store, folkelige gennembrud med 'No Fuel Left for the Pilgrims' til deres adoption af samtidens tendenser på 'Helpyourselfish' og den senere del af karrieren med Laust Sonne som den farverige arvtager bag trommerne. En rejse med stort R, for netop som vi går ind af dørene befinder vi os illusionært i tourbussen, mens forruden følger deres utallige ture på rette side af motorvejens midterstriber. Rundt om hjørnet spinner en tætpakket tourkalender på en lufthavnstavle, mens der står sprut i bagagevognen ved siden af.



Stille gik det bestemt ikke for sig dengang i de tidlige år, som Jesper Binzer da også fortæller under et flashback til cowboypunk-årene på Løgstørgade på Østerbro. En tid med masser af hash og efterfester, hvor midlerne var sparsomme i en monokrom tid, hvor selv Fanta og frysepizzaer var eksotiske nyopdagelser, og man selv skulle gøre meget for det, hvis man ville bryde med rammerne.


Stig fortæller, at han og Jesper blev arresteret omkring 1985, fordi de havde maling på hænderne efter at have malet stageprops, og politiet på gaden af samme årsag mistænkte de "langhårede rockere" for at have lavet graffiti på rådhuset. Teksten til 'Counting the Cattle' blev til under 17 timer i arresten – man kan jo lige så godt få det bedste ud af tiden i godt selskab.


Et opgør, der delvis er med til at forklare deres tidlige bedrifter, hvor de for at skille sig ud lod sig gribe af musikalske tematikker fra de klassiske spaghettiwesterns, og også kørte den hele linen ud live med halmballer på scenen, for ej at glemme den ikoniske Molly-maskot, som deres pendant til Iron Maidens Eddie. Vi fortælles dog også, at de dengang deltog i flere country/western-konkurrencer, hvor de gang på gang blev udskældt for at gøre grin med genren, og at det forklarer deres graduelle udvikling frem til 'No Fuel...', der i øvrigt både blev udgivet under det klassiske Disneyland After Dark-brand, og kort derefter under navnet D*A*D som følge af søgsmål fra Disney-koncernen.



Historierne får vi alle her på Nationalmuseet via skærme, hvor man med en hørebøf kan høre de enkelte medlemmer hver især give sine flashbacks kronologisk årti for årti. Desværre med virkelig meget rift om hver af skærmene, og det ekstremt høje livespor fra storskærmen, der konstant kører de samme to optagelser af 'Sleeping my Day Away' og 'Everything Glows' i rotation, hjælper ikke just til at få det fulde udbytte af netop denne feature - men ikke desto mindre er det, sammen med alle de mange montrer med alskens artefakter fra bandets historie, dér, hvor udstillingen står stærkest.

Som da Jacob i sit 90'er-flashback fortæller, at MTV's videopremiere af videoen til 'Bad Craziness' faldt i samme program, som indledtes med premieren af Nirvanas 'Smells Like Teen Spirit' – og på den måde var 'Riskin it All'-pladen på alle måder uheldigt timet, mens de blev kørt over af grungebølgens indtog. Den drengerøvede morskab passede ikke ind i tidsånden, omend Stigs olivenformede bas og outrerede kostumer i montrerne aldrig forsvinder ud i glemmebogen, og stadig den dag i dag lever videre som en central del af D-A-D-brandet.


Stigs valgplakat i.f.m. folketingsvalget 2019

Som en sympatisk del af tidsrejsen runder vi på 00'er-skærmen, udover den store konkurs med Wigwam-touren, Sonnes udlægning af søndagen på Roskilde Festival 2000. Hvilke overvejelser der gik igennem hovedet ovenpå dødsfaldene til Pearl Jam-koncerten, og om de overhovedet burde spille. Hvordan Cobber (Jacobs alias) og ham gik ud på pladsen og rendte på nogen af de afdødes venner, som fortalte dem, at D-A-D var en af den afdødes hovednavne på årets festival, og vennerne trods folkeudvandringen var blevet på Dyrskuepladsen netop for at hylde deres ven til denne koncert. Hvordan det overbeviste D-A-D om, at de var nødt til at spille som en hyldest til de døde, og valgte i stedet at indlede koncerten med 'Something Good', med Stigs personlige tekst ovenpå sin fars nylige død, mens fakler blev sendt fra Orange Scene ned til den hurtigt konstruerede mindelund.

Og sådan er der dele af contenten på udstillingen, der supplerer nyt til fortællingen, selv for os der har fulgt dem siden storhedstiden. Sigende nok nævner ingen af medlemmerne bandets bedrifter, da vi når frem til deres udlægninger af 2010erne – i stedet kommer Cobber ind på sine bedrifter uden for rockens verden, mens brormand nævner, hvordan han er blevet glad for de brud med rockmusikkens vante vers/omkvæd-konstruktioner, han har opdaget i doomens og black metallens verden – mon vi får noget af det at høre på deres kommende plade til efteråret?

Vi tvivler – men bifalder ikke desto mindre D-A-D-familiens sjove, catchy og originale indspark til den danske rockhistorie, der har bidraget til utallige festlige stunder, både i de metalliske lag og ude blandt Hr. og Fru Danmark. I stedet for at tænke på det som en business fortæller Jesper selv, at han hellere vil tænke på D-A-D som at være ombord på det her piratskib på høj sø – og det nailer på sin vis både den humor, kant og underfundighed, vi forbinder med dette danske folkeeje, vi hylder i år, både her og nu på Nationalmuseet og i Royal Arena til november. En kvartet, der unægteligt har været med til at kickstarte mangen en rejse ind i den tungere musikalske verden, vi normalt beskæftiger os med. Disneyland er stadig ikke lukket efter 40 år, festen lever videre – vi tager nu også gerne ti år mere!