Spyt, galde og fuld forløsning
Populær
Efter fem års venten stod menuen endelig på endnu et dødsgrindet gensyn på dansk jord med Travis Ryan & co, der blæste Bombehuset op til kogepunktet, så vi helt glemte, det var tirsdag.
2. We Eat Your Young
3. Scourge of the Offspring
4. Dead Set on Suicide
5. The Storm Upstairs
6. Bring Back the Plague
7. Finish Them
8. A Photic Doom
9. Mammals in Babylon
10. Time's Cruel Curtain
11. Pacific Grim
12. Kingdom of Tyrants
Tolv dage.
Mere skulle der ikke gå, fra billetsalget startede 8. september sidste år, til Live Nation kunne melde udsolgt. Et utal af folk har fisket efter muligheden for at rykke det hele til en større lokation i lyset af efterspørgslen, men det har altså ikke været ønsket. Har man været til en Cattle Decapitation-koncert, så fristes man til at tænke, at de med valget af en mindre scene end fx VEGA bedre vil kunne holde intensiteten intakt, og det kan vi heldige fremmødte så glæde os ved i dagens anledning.
Vi skal tilbage til Aalborg Metal Festival 2019, før vi sidste gang så dem herhjemme. Et absolut højdepunkt for både min kollega og jeg på AMF det år, og kigger man Devilution-loggen igennem har de med god grund også høstet topkarakterer gang på gang, både live og på plade, op igennem 10'erne. At lyden så ikke var med dem på Brutal Assault sidste år skal dårligt ligge dem til last, omend jeg også må istemme mig den lidt mere blandede eftersmag fra sidste års 'Terrasite', som de aktuelt turnerer med. En plade, der ikke helt matcher den lange sejrsrække på de foregående udgivelser, og når den naturligt fylder en central rolle for sættet i aften, vil det så også sætte sit præg på gensynet her i aften?
Vomit Forth (foto: Jacobh Hansen)
Hold ud, for først er der tre ligesindede, hårdtslående indslag til at gejle salen op denne tirsdag aften. Gudskelov ikke en tirsdag aften som alle andre tirsdage – mange har allerede påskeferie, og der er derfor også talstærkt fremmøde lige fra Vomit Forth går på kl. 18:30.
Man kan sige meget om line-uppet i dag, men bandnavnene er alligevel on another level, og selvom man kan spekulere i, om det nu også er nødvendigt med 200 stiksår, når man kan nøjes med 20, så er Vomit Forth nu alligevel også meget sigende for det, der venter os. Som i, død af den der primitive, 90'er-venligt hoppende skole, hvor de fleste af de 20 minutter går for forsangeren med konstant at prøve at få en circle pit i gang, hvilket kun 5-6 stykker reagerer på – forhåbentlig kun fordi de på forhånd har sat sig for, at mosh er aftenens motto.
Musikken gør sig på ingen måde fortjent til det – det er umuligt at gennemskue, hvor numre starter og slutter. Attitude uden substans, tomme kalorier, der tromler afsted og sikkert kan være sjovt nok, hvis man er godt vissen, men ellers preller helt af. Hvordan Vomit Forth har gjort sig fortjent til at tage del i denne tour er mig en gåde, udover selvfølgelig det hårdtslående udtryk, for ud over det var det en ussel start på aftenen, hvor forsangerens konstante opråb til publikum mest syntes at skulle dække over det indlysende fravær af substans.
200 Stab Wounds (foto: Jacobh Hansen)
Skal man sige noget positivt om Vomit Forth, så skal det da være for at sætte niveauet så lavt, så det kun kunne blive bedre derefter. 200 Stab Wounds griber bolden på mere tromlende vis med deres Bolt Thrower-inspirerede oldschool-død, hvor trommeslager Owen Pooleys tæft for de hidsigt galopperende grooves og guitaristens vekslen mellem hvinende og teknisk eksekverede leads sælger varen glimrende i sig selv. Paradoksalt nok kommer der mere gang i salen, nu hvor der ikke er nogen frontmand, der tvinger os til at gå amok – musikken klarer det fint selv, om end det ikke hjælper dem, at de gemmer alle nuancerne væk under så tung en distortion-dyne, at helheden bliver lidt udvasket med tiden. Potentialet og drivet er der, og med lidt skarpere opbygninger og lidt mere plads til at folde instrumenteringen ud, kan 200 Stab Wounds godt være interessante at følge i de kommende år – uagtet det fjollede navn.
Signs of the Swarm (foto: Jacobh Hansen)
Hvor de første navne i højere grad tikker oldschool creds, så bevæger vi os længere op i tiden med deathcore-drengene fra Signs of the Swarm. Hele fem plader er det blevet til over otte år, og de er da tydeligvis et band, der gør sit for at komme udover stepperne, som vi også erfarede sidste år som support for Humanity’s Last Breath på Stengade. Vi snakker breakdowns galore, med masser af hård attitude oppe på monitoren fra David Simonich i front, der dog også sender dårlige flashbacks til aftenens første navn med et utal af circle pit-anmodninger, fordi vi jo tilsyneladende ikke kan tænke selv.
Nuvel, musikken har i det mindste mere mellem ørerne, måske lige lovligt Lorna Shore Light om du vil, men hatten af for guitaristen i Pantera-trøje og med den pink/sorte seksstrengede, der tydeligvis har indlært den perfekte timing til sine høje, langstrakte spark rundt om sig selv. Titelnummeret fra sidste års ’Amongst the Low and Empty’ står klarest ud med et bastant groove, der går lige i pulsåren, men desværre lyder Bobby Crow til at udfordre sig selv hårdere end hvad godt er bag trommesættet. Det er aldrig et godt tegn, når der indtræder en prutte-effekt i blastbeatsene – så ved man, at det er fordi trommeslageren spiller hurtigere, end han reelt er i stand til, og det svækker resten af enheden.
Min kollega advarede mig forinden om, at Signs of the Swarm er et af de bands, der nok får svært ved at bryde ud af supportrollen, ved at stå på egne ben – og det er i bund og grund også den eftersmag, jeg står med i aften, uagtet min makkers begejstring.
Cattle Decapitation (foto: Jacob Dinesen)
Og med alle supportnavnene af vejen kan vi nu endelig komme videre til aftenens indlysende trækplaster. To plader er udkommet siden sidst de gæstede landet, og ikke mindst ’Death Atlas’ gjorde underværker for at få Cattle Decapitation på folks læber, med de mere frekvente tilføjelser af hooks/omkvæd og den rene vokal – eller rettere, ren på den der særligt gurglende Travis Ryan-måde.
Gurglen får vi også masser af i aften, for ej at glemme spyt og snot i stride strømme. Lige fra koncerten indledes med de tre første numre fra ’Terrasite’ suges vi ind i deres særegne, relativt melodiske take på dødsgrind-genren. Mens Josh Elmore fyrer op for de skarpe guitarleads går Ryan tilbage til trommepulten og fylder ganen med vand, for øjeblikket senere at hoppe tilbage mod forreste række lige før vokalen indtræffer, mens vandet sprøjter ud på tværs af scenen.
En karismatisk frontmand, der ganske vist fylder meget både i forhold til appearance og i lydbilledet, men som også er bakket op af et band, der mestrer det hele til perfektion. Det kræver unægtelig sit med deres komplekse opbygninger, men som de spiller i aften virker det legende let – og det er i sig selv respektindgydende, især når vi springer tilbage til ældre skæringer som ’Dead Set on Suicide’, der ikke ligefrem er en dans på roser med tricky start/stop-teknikker i verset. 
Cattle Decapitation (foto: Jacob Dinesen)
Skulle man formaste sig til at mene, at Cattle Decapitation er blevet for tilgængelige i nyere tid, så kan man trygt forvisse sig om, at de stadig er lige så vilde og intense fra scenekanten, som de altid har været. Flere gange under koncerten sender Ryan store spytklatter op i vejret, for et øjeblik senere at gribe dem med sin håndflade og smadre dem ud i sit ansigt, inden han vræler den næste kaskade af verbal galde over verdens tilstand ud, som var det med livet som indsats. Alt imens David McGraw holder rytmesektionen tight med masser af drumfills, mens resten af rytmesektionen holder sig mere til bogen, der nu også er krævende nok i sig selv.
Skal der lidt malurt i bægeret, så kan vi godt undre os en smule over sætlisten, hvor fx ’Finish Them’ og ’Pacific Grim’ snildt kunne erstattes med stærkere sangvalg fra de respektive plader, men er det nu også nødvendigt at gå i så små sko?
Det gør publikum i hvert fald ikke. Vi er helt i bandets hule hænder, sluger det hele råt for usødet, og amerikanernes visit falder da også på et tørt sted efter fem års dansk fravær. Folk skider højt og helligt på, at det er tirsdag, og selvom nogen sikkert allerede drager fordel af en tidlig påskeferie, så kræver det alligevel lidt at få så meget gang i et stopfyldt Pumpehuset på en tirsdag. Det viser hvor stærkt Cattle Decapitation står stadig her i 2024, med flere bredt anerkendte mesterværker bag sig og en attitude fra scenekanten, der ikke er til at hugge eller stikke i.
Det er fristende at citere Ryan fra Brutal Assault sidste år, hvor han udbrød noget á la "I'm not Mister Deathcore frontman, I'm not gonna tell you what to do!" - for netop Cattle Decaptation fik så meget mere gang i masserne i forhold til de to bands forinden, der gang på gang insisterede på at råbe fremmødet op i gear. Et behov, der kun er nødvendigt, når musikken i sig selv ikke er bærende nok til at sælge varen.
Der må og skal ikke gå fem år, før vi ser Cattle Decapitation i Danmark igen!