Signs of the Yawn
Er du vild med breakdowns og kun breakdowns? Så er ’Amongst the Low & Empty’ lige noget for dig!
Tower of Torsos
Pray for the Death
Borrowed time
Between Fire & Stone
Shackles Like Talons
Dreamkiller
The Witch Beckons
Echelon
Faces Without Names
Malady
Amerikanske Signs of the Swarm har været lidt af en svingdør, siden bandet blev dannet tilbage i 2014. Således er Michael Cassese nu officielt fast mand bag bassen efter at have assisteret på tour siden 2021, mens Carl Schulz overtog guitartjansen i 2022. Sidstnævnte har specielt bidraget til lyden på ’Amongst the Low & Empty’.
Bandets forrige plade ’Absolvere’ (2021) var en stærk udgivelse, og, ud over en række uheldige tidligere medlemmer, i høj grad årsagen til, at vi i dag kender og lægger mærke til kvartetten. Det var en plade defineret af solid sangskrivning, iderigdom og vitalitet. Det stik modsatte af hvad ’Amongst the Low & Empty’ er.
En plade for masochister
Det er nu ikke fordi vi mangler brutale breakdowns til at vække os op. Vi får den ene flad efter den anden, og men efterlades sjældent med den masochistiske lyst til flere tæv. I stedet fremstår de mange breaks som triste forsøg på hjertemassage af en selvdød sværm. Et trivielt makværk som selv ikke Trivium-forsanger Matt Heafy kan løfte til noget specielt positivt (gæst på 'The Witch Beckons').
Nuvel, det starter fint med førstesinglen. Titelnummeret har momentum og lykkedes med sit deahcore-ridt. Men typisk for pladen lykkes det mod slutningen, at få nummeret til at lyde som en billig kopi af alle de andre inden for genren. Specifikt forsanger David Simonich unødvendige ’To the Hellfire’-ripoff lugter langt væk af et forsøg på et ride på Lorna Shores succes, og det har Signs of the Swarm slet ikke materialet til.
Det overrasker måske ikke så meget, at det hele lugter lidt af en slatten gang Lorna Shore. Dels fordi landsmændene har haft en massiv succes de seneste år, naturligvis til stor inspiration, dels fordi det er Josh Schroeder, der har produceret ’Amongst the Low & Empty’. Samme person som producerede Lorna Shores seneste to fuldlængdeudgivelser og ’…And I Return to Nothingness’.
Pladen er sådan set også fint produceret, den er bare rigtig kedelig. Allerede på udgivelsens anden single, ’Tower of Torsos’ bliver det lidt trivielt. Herfra står den ellers på gentagelser, uinteressant vokalføring og overordnet sløj sangskrivning, indtil vi får ’Dreamkiller’. Et nummer der med sit prog-orienterede islæt og mindeværdige afslutnignsriff, trods alt skaber interessant lytning. Derudover er det kun ’Faces Without Names’ der formår at sætte sig fast. Resten af pladens kompositioner er glemt som pladen er hørt igennem – selv på tolvte gennemlyt.
Et uforståeligt fravalg
’Amongst the Low & Empty’ er en søvndyssende lytteoplevelse og det er en skam. Simonich har en kompetent vokal. Den er stærk og imponerende når den sættes korrekt i spil. Ditto er der delelementer, hvor vi momentvist mindes om hvorfor ’Absolvere’ var en fed plade, hvorfor Signs of The Swarm er et band der nævnes, når man taler deathcorens tronarvinger. De øjeblikke er desværre sporadiske og spredt som små perler i en ørken af intetsigende breakdowns og trivielle riff-sektioner.
Derved også sagt, at hvis man er vild med breakdown, så har Signs of the Swarm skrevet årets plade. For det fleste fremstår pladen sandsynligvis som en række underlige fravalg, hvor man savner lidt mere konsistens, lidt mere smag og kvalitet.