RF 23: Send mit lig til Arby's
Populær
Chat Pile lagde lidt for tilbageholdende ud med det, der ellers en af deres stærkeste kompositioner. Alligevel blev det en god koncert til sidst.
Visualsene i baggrunden viste billeder af en bil, der var forulykket i et meget typisk amerikansk hus, men koncerten var heldigvis ikke nogen ulykke. Chat Pile er et af det solide label, The Flensers bedre bands, så det var med forholdsvist høje forventninger, at jeg indfandt mig på Roskilde Festivals bedste scene, Gloria. Forventningerne blev til dels indfriet.
Luther Manhole, Stin og Cap’n Ron, som udgør bandets instrumentalistiske kerne spillede tight og intenst og ydede bestemt gruppens kompositioner retfærdighed, mens sangeren, Raygun Busch, sparede på kræfterne i begyndelsen af koncerten. På sin vis er det helt forståeligt, for den følelsesmæssige energiudladning hans særlige fusion af skrig og spoken word er krævende, men det er naturligvis alligevel ærgerligt at få de første numre på halv kraft.
Sangeren fik dog arbejdet sig ind koncerten, og mellem numrene diverterede han med causerier om de danske film, han holder af. Især Pusher-trilogien blev vendt, og bandet havde da også gjort en pilgrimsfærd til Spunk Bar på Vesterbro i København, hvor Mads Mikkelsen i rollen som Tonny får sig en ordentlig dragt tæsk med et baseballbat. Normalt er den slags nationalt sleskeri en billig strategi fra bands’ sid á la: “Vi har været en tur på Christiania, og vi elsker jeres by.” Men her føltes det, som om sangere har en oprigtig interesse for dansk film, så det udgjorde en hyggelig kontrast til gruppens voldsomme og støjende musikalske hug og rå og krævende tekster. Og der var flere kontraster. Lige så voldsomme følelser, Raygun Busch formidlede, lige så afvæbnende akavet en figur udgjorde han på scenen. Han minder mig utroligt meget om figuren Peter Wisdom fra X-Force-teamet i Deadpool-filmene, som er en kontrastfyldt gennemsnitlig fyr uden superkræfter, som alligevel bliver medlem af superteamet. På samme måde er Chat Piles sanger en gennemsnitlig dorky dad med akavede dansemoves på scenen, men også en superhelt til at formidle den desperation og afmagt, livet i et vulgærkapitalistisk helvede afføder. Eksempelvis fik vi en god version af ‘Rainbow Meat’, hvor Raygun Busch sang:
“Send my body to Arby's
Send my body to Arby's
Human flesh
Slider combo
Send my body to Arby's
And I have no reason to believe
That
There's any other way, any other way to live
I have no reason to believe
That I shouldn't get down
On my knees
And suck my Savior's gun
And drain Him of His
CUM”
En smuk formidling af en langsomt rullende apokalypse i Guds eget land! Og det var her, koncertens stærkeste kort i virkeligheden var at finde. Selv når bandet holder lidt igen med energien, så giver kvaliteten af deres sange alligevel en stærk koncertoplevelse. Jeg håber dog, at jeg en dag får chancen for at opleve bandet give 100 % hele vejen.