Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.
To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.
Den libanesiske eksperimentalrock-sekstet Sanam trak os rundt i genrerne på Gloria-scenen, og selvom koncerten var "noget andet", var den underligt uforløst.
English Teacher havde styr på deres musikalske bagland til en interessant koncert, der lovede meget og leverede det meste.
Mens udvandringen var startet fra Roskilde Festival, leverede Tallah en af årets bedste metal-koncerter for de få, der holdt ved.
Amerikanske Gel lagde hårdt fra start, men endte med at være alt for ensformigt og uinteressant.
Den herligt småbizarre kvartet Violent Magic Orchestra kunne noget særligt i Gloria.
Deaf Club brugte Gloria til det, scenen er bedst til: Cirkelspark og rå punk. Desværre fik de ikke så meget tid, som vi kunne have ønsket os.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Soul Glo levede mere end op til hypen og havde succes med at omdanne Gloria til det vanvid, der definerer bandets musik.
Chat Pile lagde lidt for tilbageholdende ud med det, der ellers en af deres stærkeste kompositioner. Alligevel blev det en god koncert til sidst.
The Ocean forsøgte ihærdigt at lave en tsunami, men det blev ikke til mere end et bølgebassin.
Otoboke Beaver leverede en uforlignelig og humoristisk koncert på ægte Jap-punk maner.
Moor Mother gav os et soundscape af uretfærdigheder i Glorias mørke og gik i øjenhøjde med publikum.
Modige Gggolddd delte ud af sit inderste på Gloria med en skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød til følelsesapparatet.
I en bedre verden ville John Cxnnor have spillet på Orange, men Gloria dannede en perfekt ramme om en sublim oplevelse.
Showet på Gloria-scenen var ligeså mørkt som omgivelserne. Dystert, dunkelt og tungt; Cult Leader fjernede alt lys og gav på mest okkulte vis en uforglemmelig koncert.
Crack Clouds syv skæve eksistenser fyldte Gloria med et dragende sæt, hvor samspillet og særpræget dominerede.