English Teacher havde styr på deres musikalske bagland til en interessant koncert, der lovede meget og leverede det meste.
Mens udvandringen var startet fra Roskilde Festival, leverede Tallah en af årets bedste metal-koncerter for de få, der holdt ved.
Amerikanske Gel lagde hårdt fra start, men endte med at være alt for ensformigt og uinteressant.
Den herligt småbizarre kvartet Violent Magic Orchestra kunne noget særligt i Gloria.
Deaf Club brugte Gloria til det, scenen er bedst til: Cirkelspark og rå punk. Desværre fik de ikke så meget tid, som vi kunne have ønsket os.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Soul Glo levede mere end op til hypen og havde succes med at omdanne Gloria til det vanvid, der definerer bandets musik.
Chat Pile lagde lidt for tilbageholdende ud med det, der ellers en af deres stærkeste kompositioner. Alligevel blev det en god koncert til sidst.
The Ocean forsøgte ihærdigt at lave en tsunami, men det blev ikke til mere end et bølgebassin.
Otoboke Beaver leverede en uforlignelig og humoristisk koncert på ægte Jap-punk maner.
Moor Mother gav os et soundscape af uretfærdigheder i Glorias mørke og gik i øjenhøjde med publikum.
Modige Gggolddd delte ud af sit inderste på Gloria med en skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød til følelsesapparatet.
I en bedre verden ville John Cxnnor have spillet på Orange, men Gloria dannede en perfekt ramme om en sublim oplevelse.
Showet på Gloria-scenen var ligeså mørkt som omgivelserne. Dystert, dunkelt og tungt; Cult Leader fjernede alt lys og gav på mest okkulte vis en uforglemmelig koncert.
Crack Clouds syv skæve eksistenser fyldte Gloria med et dragende sæt, hvor samspillet og særpræget dominerede.
Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.
Københavnske Pardans har skabt deres egen lille niché herhjemme med skæv post-punk svøbt i blæseinstrumenter. Og den leverede de med stor indlevelse og coolness i Gloria.
De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.
Der blev moshet godt rundt i krogene, da tre af Københavns mindre punk- og hardcore-navne havde æren af at holde liv i Gloria-scenen torsdag nat.
Med smil, charme og en positiv attitude klarede Amalie Bruun og hendes orkester sig gennem tekniske problemer under konceptkoncerten ‘Folkesange’, der bød på forhistorisk musik og Myrkurs egne kompositioner – i forbedret udgave.