Opstået i de forbandede år under en hel verdens nedlukning, var Poison Ruin klar til at betræde Roskilde Festivals mindste scene, Gloria. Det gjorde de såmænd glimrende, men det var en noget tandløs omgang.
Lord Snow lukkede Roskilde Festival 2026 med et hæsblæsende mix af math og emoviolence i en koncert, hvor pusterummene desværre lidt for ofte dræbte momentum.
Den introverte æstetik fyldte Glorias intime rammer, hvor No Joy skabte et drømmende rum, der indbød til både fordybelse og fornøjelse.
Publikum blev udsat for et industrielt inferno, der satte sig fysisk og mentalt, da Krøyer til fulde lykkedes med at rave natten ind på Gloria.
The New Eves lykkedes med at omdanne Glorias intime rammer til et okkult mødested for de indviede, og skabe en indlevende koncertoplevelse
Amerikanske Dying Wish havde det svært på den intime Gloria-scene, hvor musikken sjældent lykkedes med at stå alene.
Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.
To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.
Thou spiller normalt her og der og alle vegne og et vist mætningspunkt er nået på redaktionen. Men med så tyndt et program i den ekstreme ende, tog skribenten sig i at ønske, at de måske ville spille bare et enkelt lille bitte hemmeligt show.
Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.
Den libanesiske eksperimentalrock-sekstet Sanam trak os rundt i genrerne på Gloria-scenen, og selvom koncerten var "noget andet", var den underligt uforløst.
English Teacher havde styr på deres musikalske bagland til en interessant koncert, der lovede meget og leverede det meste.
Mens udvandringen var startet fra Roskilde Festival, leverede Tallah en af årets bedste metal-koncerter for de få, der holdt ved.
Amerikanske Gel lagde hårdt fra start, men endte med at være alt for ensformigt og uinteressant.
Den herligt småbizarre kvartet Violent Magic Orchestra kunne noget særligt i Gloria.
Deaf Club brugte Gloria til det, scenen er bedst til: Cirkelspark og rå punk. Desværre fik de ikke så meget tid, som vi kunne have ønsket os.
Backxwash fik den utaknemmelige opgave at spille under både Blur og Rosalia, men gjorde det vedkommende og nærværende for dem, der var kommet for at se hendes harske rap.
Soul Glo levede mere end op til hypen og havde succes med at omdanne Gloria til det vanvid, der definerer bandets musik.
Chat Pile lagde lidt for tilbageholdende ud med det, der ellers en af deres stærkeste kompositioner. Alligevel blev det en god koncert til sidst.
The Ocean forsøgte ihærdigt at lave en tsunami, men det blev ikke til mere end et bølgebassin.