Copenhell 23: Livsbekræftende
Populær
Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.
De fleste med interesse for den mere hardcore-baserede metalcore husker november 2015. Vejret blev holdt, da det kom frem, at The Ghost Inside havde været involveret i en busulykke. Musikhistorien vidner om flere tragiske busulykker - og sammenstødet i Arizona var ingen undtagelse. Selvom bandet overlevede, døde begge de involverede chauffører. Kvintetten selv måtte på hospitalet i en længere periode, og Andrew Tkaczyk måtte fortsætte hvervet bag trommerne med ét ben.
Det var selvsamme, der først gik på scenen. Ind bag trommerne, til publikums bifald. Et vidne om vilje og lyst. Til at spille, til at fortsætte og til at være en del af livet.
Det er kun anden gang, bandet spiller i Danmark, og publikum var ikke kun spændte på at se/gense LA-bandet, men mindst lige så spændte på at byde bandet velkommen tilbage. Til landet og til musikken. The Ghost Inside har naturligvis spillet masser af koncerter siden ulykken, endda udgivet ‘The Ghost Inside’ fra 2020. Alligevel skal det ikke negligeres, hvor livsbekræftende det var, at opleve bandet gå på scenen.
Et godstog af højintensitet
At starte koncerten med ‘Engine 45’ er intet mindre end en knytnæve i betonunderlaget foran Hades. Det var en mavepuster oven på Mötley Crües uinspirerende, nært utilgivelige forsøg på en koncert, afsluttet blot fem minutter før. Det var ægte. Ægte nerve, indkapslet i ægte musik, leveret af ægte musikere, der ikke kommer blot for at sætte penge på kontoen.
Ægte energi, der blev afspejlet i publikums reaktion. Sendt direkte ned i betonen, så støvet blev pisket op. Et inferno af kroppe, der hvirvlede rundt om hinanden fra første minut. Et publikum, der blev båret af Jonathan Vigils tordnende “You will never see a waved white flag in front me”. Leveret med pondus og autencitet. Reaktionen var prompte, og inden for de første få minutter røg den første kammerat i gulvet, hurtigt løftet op af resten af pitten.
Næste kammerat måtte i gulvet kort inde i andet nummer, ‘The Outcast’. Igen hurtigt hjulpet op. Og da ‘The Great Unknown’ blev skudt af som tredje nummer, fik Copenhell og The Ghost Inside den mosh, alle havde fortjent. Der røg mere end én kammerat i gulvet ved det sammenstød. Det var et øjeblik, der mindede os alle om, hvad koncertenergi er, og hvordan det kan føles, når et band møder publikum i et effektivt samspil. Det var, hvad alle havde behov for.
Vi fik en intensiv setlist, med flere højdepunktet. ‘Pressure Point’ gjorde sit indtog og satte sine spor. ‘Dear Youth (Day 52)’ mindende os om, at man kan slippe af sted med at kopiere Parkway Drive, uden de store problemer, og ‘Avalance’ kørte godstoget mod stationen, tømte publikums depoter, inden ‘Aftermath’ lukkede for en særdeles vellykket koncert.
Nuvel, Zach Johnson synger ikke voldsomt godt rent og ingen ville have beklaget, hvis bandet havde gengivet den energi publikum leverede, på scenen, i højere grad. Ud over de små ankepunkter var der ikke meget at beklage. The Ghost Inside spillede deres første koncert siden 2014, og gav det Copenhell en tiltrængt omgang hjertemassage. Det var den helt rigtige koncert, på det helt rigtige tidspunkt - et vidne om lysten til at leve.