Symfoni over internettet
Master Boot Record trak fulde huse med deres symfoniske chiptune og visuals fra dengang internettet var en døgnflue.
Fredag aften bød på alskens nørderier på Spillestedet Stengade. Vi fik lige en hurtig bid af Arottenbits bizarre, maskeklædte enmandsshow, og enhver, vi talte med, forsikrede os om, at vi her var gået glip af fortrinlig underholdning. Desværre nåede vi kun ca. 15 minutter af koncerten, og det er lige lovlig lidt at basere en anmeldelse på.
Aftenens hovednavn, Master Boot Record, var også i den nørdede ende, om end det var knapt så åbenlyst elektronisk som Arottenbit. Enhver, der har stiftet bekendtskab med bandet, vil vide, at deres titler i høj grad appellerer til de mere teknisk viderekomne i publikum. Alene bandnavnet vidner om, at der er tale om musikere med hang til at sidde foran en datamat. Bagtæppet var således prydet af spilsekvenser fra dengang en lemming bestod af rundt regnet 10 pixels, og der var opstillet Commodore 64’ere, Amiga-maskiner og andre klenodier fra internettets barndom bag guitarist og hovedarkitekt bag foretagendet, Victor Love, der tydeligvis er lige så ferm ved et tastatur som på en guitar. Med en fortid i tech-branchen, og sin anarkistiske tilgang til musik der komponeres og deles nærmest live online, er Master Boot Record også noget for sig selv.
Musikalsk bastard
Musikken beskrives i flæng som synthwave, som industrial, symfonisk metal og chiptune. I virkeligheden er det lidt af det hele, men med stor hovedvægt på det symfonisk-instrumentielle element. Der var hverken mangel på lange numre eller toner i disse numre, da Master Boot Record gav os hele 90 minutters koncert. Og på trods af numrenes superseje navne og på trods af visuals, der kradsede en kløe, jeg ikke vidste jeg havde, så var koncerten uden bemærkelsesværdige højdepunkter. I stedet var der tale om kompliceret musik, der til tider lænede sig meget op ad barokmusikkens virkemidler. I virkeligheden kunne man have erstattet den ene guitar, der havde fået en lyd som en computer, med en cembello helt uden problemer. Lidt introvert, lidt charmerende og på alle måder helt fantastisk, vidunderligt nørdet. Det stramt styrede sæt blev kun lejlighedsvist afbrudt af frontmand Love ved introduktionen af dette eller hint nummer, men var ellers ganske stramt spillet fra både anden-guitarist og trommeslageren på scenen.
Med numre på sættet på 8086 fra det nyeste album, Personal Computer, og med numre som Virus.DOS fra albummet af samme navn i 2018, kom vi godt omkring i bagkataloget, og særligt sidstnævnte, der også blev aftenens andetsidste nummer, fik publikum i front til at tage en tur mere i managen efter en aften, hvor diehard-fans foran havde moshet og svedt på hinanden i takt med musikkens intensitet. Det var en charmerende forestilling, og der var helt klart lejlighed til at fortabe sig i dybe tanker om dengang man selv sad og spillede Lemmings – men 90 minutter er måske lige lovlig lang tid, når der ikke er større variation i udtrykket, end tilfældet er. Det symfoniske element blev hurtigt lidt repetitivt, uden for alvor at lade os synke ned i musikken, og helt generelt var det det samlede udtryk samt enkelte numre, der sad lige i skabet, som vandt vores hjerter – og ikke mindst hjerner.