Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Lankum spillede sorg og glæde ind i sjælen på hver eneste dansende festivalgæst på Avalon.
Det lykkedes PJ Harvey at begynde sin koncert, lettere forsinket af det passerende uvejr, som måske også havde en effekt på fremmødet foran Orange Scene.
Kim Gordon stillede skarpt på sit nye solomateriale frem for at skue bagud. Og tak for det.
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Empire State Bastard var endnu en relativt ubekendt, Copenhell hev op af hatten til os i år. De kvitterede med det måske mest kaotiske og uregerlige sæt, vi får at se på Refshaleøen denne sommer.
Rundforvirret, rockmusikalsk ADHD fra amerikanske Palaye Royale.
Zio Acido e i Fannulloni sono tornati, ma ben poco è più come prima.
Die Wilde Jagd satte alt på et bræt og leverede festivalens absolut mest mindeværdige koncert i samarbejde med Dutch Metropol Orkest.
Depeche Mode overgik sig selv i Royal Arena lørdag aften, hvor bifaldet vidnede om en koncert udover det sædvanlige og med et band, der både formåede at lege deres egne numre ind i fremtiden og holde fast i arven.
Den gjorde ikke meget væsen af sig i 2023, men listede sig alligevel ind på vores årslister. Vores nytårsforsæt må derfor være at holde lidt bedre øje med Los – det fortjener de!
På Myrkurs fjerde album sammenfattes karrieren, og foråret skimtes i horisonten.
Master Boot Record trak fulde huse med deres symfoniske chiptune og visuals fra dengang internettet var en døgnflue.
Of the Wand and the Moon skifter midlertidigt spor til spøgelsesagtig ambient og ildevarslende naturmystik. Resultatet er usædvanligt gennemført.
Grave Pleasures' dommedagsprofetier var et forfriskende og lidt ujævnt indslag fredag på Metal Magic.
Da først Wu-Lu erkendte, at Blur havde vundet, gik koncerten i overdrive i en genre-agnostisk dansefest på Gaia.
Dansk-tyrkiske Tuhaf var ikke til at stå for, eller stå stille til, da de skabte en fortryllende fest i Gaia-teltet.
Puscifer fik behændigt vist os bagsiden af amerikansk kultur anno 2023 og udstillede det absurde i vores verdens selvvalgte overvågningssamfund.
Der var fishboner-mikrofoner, quasi-ironiske dansetrin, faretruende lavthængende bukser og imponerende trombonelangkast. Og så var der en musikalsk fest.
Han kom, han så og han sejrede. Jakob Stegelmann gav os alle en kærlig knytter lige i barndommen.