Tilbage til Brasiliens antikristne rødder
Cavalera-brødrene dedikerer en hel tour til Sepulturas spæde dage og river hele Bombehuset med i en dødskrigerisk mandagsrus, vi ikke glemmer foreløbig.
Bestial Devastation
Antichrist
Necromancer
Warriors of Death
Sexta Feira 13
(O Fortuna)
Morbid Visions
Mayhem
Crucifixion
Show Me the Wrath
Funeral Rites
Empire of the Damned
Inquisition Symphony (intro)
Escape to the Void
Refuse/Resist / Territory
Troops of Doom
Morbid Visions (intro)
Den 18. november 2019 var Max og Iggor på Pumpehuset for at minde os om deres stærkeste guldkorn i overgangen til deres groovede fase, i perioden fra 'Beneath the Remains' til 'Arise'. Tre år forinden samme sted var det Sepulturas store gennembrud, samt sidste værk med Max i front, 'Roots', der fik den store, nostalgiske behandling, og således danner der sig et tydeligt mønster. Ligesom I Am Morbid er det blevet kendetegnende for Cavalera-brødrenes turnéer, at de gør det til deres mantra at mindes dere fælles fortid i Sepultura, med lidt forskellige indfaldsvinkler fra turné til turné At der så for bare et år siden næppe var nogen af os, der havde troet på, at vi nogensinde skulle opleve dem gå helt tilbage til dengang de som 15-16 år unge purke sammen med bl.a. Sarcofago i Belo Horizonte lagde fundamentet for Brasiliens videre metalscene, er så en formodning, vi hurtigt får afkræftet.
Midt i sommerferien lander således deres egne nye genindspilninger af både 'Bestial Devastation'-EPen (1985) og den efterfølgende debut-fuldlængde, 'Morbid Visions' – plader, der i tidernes morgen begge viste en rå, primitiv og black/thrashet side af Sepultura, befriende renset for groove-elementerne fra storhedstiden i 90erne.
Personligt ser jeg dog meget sjældent nogen kunstnere drage fordel af at genbesøge fortidens bedrifter, og med denne Morbid Devastation Tour i vente vælger jeg med fuld overlæg at ignorere genindspilningerne og gå ind til aftenen med friske øren – eller, i det mindste så friske som de nu er efter at have lyttet til de oprindelige indspilninger de sidste 30 år fra den LP, jeg scorede for en skilling engang i teenageårene.
Bestialsk nostalgifræs
Efter tyve minutters tungt pulserende ambiens indvier den aktuelle Cavalera-konstellation sættet med 'Bestial Devastation' fra start til slut. Hvor deres leje-guitarist tager sig glimrende ud som en energisk og ferm Azagthoth-pendant gør bassisten ikke helt samme figur af sig selv, udover at matche i flyvende hår og makabre, ærmeløse trøjer – men nu er det heller ikke dem, der bærer historien med sig.
Iggor har sit vanlige, store trommerack med sig, mere, end hvad han ejede dengang i ´85, og er derudover betydeligt mere på i aften end sidst i 2019, hvor han virkede til at underspille, hvor muligt var, som endnu en aften på rutinen. Det er gudskelov ikke dén Iggor, vi oplever i aften – som om 'Necromancer' og 'Warriors of Death' ikke i forvejen aftvinger brug af den høje kadence bag trommerne, så bliver der i hvert fald ikke sprunget nogen hjørner over, hverken i tempo eller de store rundgange.
Foran ham er det en herligt vitaliseret Max, der møder os i front. Den store, altopslugende dreadlock, han har båret i mere end et årti, er væk, og med læderjakke og forfriskende lange lokker er overskuddet i top – også selvom han ikke altid går helt så langt i leveringen som sit 38 år yngre jeg, men det ser vi hurtigt igennem fingre med, som koncerten skrider frem.
Stærkt smittende er det fra start at høre dem storme igennem titelnummeret fra 'Bestial Devastation' med ekstra slibrige trommefills, mens 'Antichrist' får banket omkvædet ind med syvtommersøm. Max introducerer 'Necromancer' som deres take på black metal, og det kan man dårligt fornægte med dens hidsigt overgearede tremoloriffing og tilsvarende hyperenergiske præstation fra aftenens tilsyneladende ufejlbarlige stjerne, Iggor.
Efter den velkendte intro til Carl Orffs 'Carmina Burana' går vi hastigt videre til titelnummeret fra 'Morbid Visions', der tydeligvis også har fået et mere speedy make-over i denne opdaterede version. Flere små finesser er flettet ind, der minder os lidt om den mere udviklede side af Sepultura-kanonen, men sjældent bliver det mere indøvet end, at den nådesløst dystre ånd, der kendetegner netop denne periode af bandet, stadig skinner umiskendeligt igennem.
Dedikeret dæmondyrkelse
For de mere råt skolede gør det sikkert heller ikke spor, at lyden på Pumpehusets store scene ikke er helt så ren og klar som den ellers evner at være – men det kan selvfølgelig være en prioritet fra lydmandens side, tro mod materialets oprindelige ånd. Max råber sig overbevisende igennem en formidabel udgave af 'Crucifixion', hvor guitaristen virkelig får demonstreret sine chops, mens jeg dog ved første lyt må undres lidt over den ambiente lydcollage af kirkeklokker og dæmoniske stemmer midt i nummeret. Sjældent har Cavalera-brødrene virket så dedikeret til at gengive fortidens ånd som her, hvor okkultismen og mørkets kræfter får fuldt fokus, fremfor den mere politisk prægede tone senere i karrieren.
Jeg er til gengæld gerne fællessangen foruden, når Max tvinger os til at råbe "FUNERAAAAL! RIIIITES!", som om det lige giver dem selv et åndehul til at hvile lidt ud, inden intensiteten igen kommer stormende. Et åndehul, vi foran scenen ikke behøver, nu hvor vi i forvejen er kommet godt op i omdrejninger i et bugnende fyldt Pumpehuset på denne mandag aften. Mange sikkert med forhåbningen om også at høre lidt af det mere velkendte, men ud over lidt udvalgte sekvenser fra 'Refuse/Resist' og 'Territory' bliver det dog ikke folkefesten, Max og Iggor søger i dag. De mindes til gengæld en tid før Scott Burns satte producer-markøren, mens thrashen stadig smagte lidt mere sort i kanterne. Personligt havde jeg elsket at høre dem spille hele den instrumentale 'Inquisition Symphony' (et nummer de næppe har spillet siden 1987, hvis overhovedet), men da de et par minutter inde slår over i en fræsende sej udgave af 'Escape to the Void' er det svært at brokke sig – og selv om vi har hørt dem spille 'Troops of Doom' et utal af gange, er det nu altid en banger, der får næverne i vejret, og således også her som den oplagte lukker for i aften, kun efterfulgt endnu engang af det første minuts tid af titelnummeret fra 'Morbid Visions'.
Fra tid til anden har det været lidt af en ørkenvandring at lægge ører til en mere udmattet og doven udgave af Max på sine ældre dage – men selvom han også i aften økonomiserer lidt her og der, fæstner jeg mig dog mere ved, hvor meget han også kunne speedråbe sig igennem nogle af de mere krævende tekster, eller skrige igennem, når det virkede mest indbydende. Først og fremmest er det dog Iggor, der i aften trækker det længste strå som den hyperenergiske grundsøjle, der holder nerven intakt med små finesser, aldrig mere overspillede end at forblive tro mod den oprindelige Sepultura-ånd – og så kan vi dårligt ønske os mere!
Keep it in the family
Cavalera-ånden fik vi i øvrigt også at føle forinden, da Max havde taget sin stedsøn Richie Cavalera og hans band Incite med som support. De musikalske paralleller til hans stedfar var tyktflydende med deres hoppevenlige hybrid af Machine Head og Soulfly, som ikke just gjorde nogen underværker.
Til gengæld må vi lette på kasketten for Richie selv, som virkelig gjorde sit for at få salen op i gear. High jumps, hell yeahs, freaky grooves, bangerattitude og så en frontmand, der tydeligvis vil indtage København for enhver pris og ikke skyr nogen chancer for at stille sig op på monitoren og kommandere de bagerste rækker op i omdrejninger, når mandagen bliver lidt for tyngende. Hell, de baglæns hop ned fra de højeste stacks gjorde ligefrem en knæudfordret herre som undertegnede bekymret for en stund, og skulle man alene bedømme en koncert på energi, overbevisende selvsikkerhed og ungdommelig charme, så kunne vi snildt tale højt og stort om Incites gøren og laden – men musikkens middelmådigt bedagede effekt må nødvendigvis tages i mente, og i bund og grund forstår man godt, hvorfor Incite ikke var nævnt som support før tidligere på selve dagen.
Det er fuldt fortjent ene og alene de legendariske Cavalera-brødres bedrifter, der fungerede som trækplaster i aften, og det bliver det nok igen om to-tre år – tør vi så håbe på 'Schizophrenia' til den tid?