Metal med metal med metal med metal på
Populær
Det bliver ikke meget mere metal end Metalucifer, der onsdag kørte gennem Beta med en vaskeægte 'Heavy Metal Bulldozer'.
Jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at opleve noget i år, der er meget mere METAL end denne Metalucifer-koncert. Som i slet og overhovedet ikke. Bandet, der har gjort det til deres varemærke stort set kun at have sange med ordene "Heavy" og "Metal" i titlen, lever og ånder for den metal, de dyrker i så overdreven grad, at det nærmer sig det parodiske, men holder sig på den rigtige side af stregen ved at være så dybfølte i deres kærlighed til genren og dens klichéer.
At der var udsolgt og propfyldt til undergrundsmetal på Beta en tilfældig onsdag i oktober, var lidt af en overraskelse for arrangøren, de ukuelige undergrundshelte i Metal Magic. Men så alligevel: Hvor tit har man egentlig chancen for at se de gale japanere (med lidt europæisk hjælp på bas og andenguitar) her i Danmark? Stort set aldrig, og mon ikke det eksklusive ved koncerten også lokkede publikum frem. Når de fleste metalbands efterhånden lader til at være på turné mere eller mindre konstant, er det forfriskende i sig selv at få mulighed for at se et band, man ellers ikke kommer til at se. Og det viser også, hvorfor de uafhængige bookere er så vigtige: De tør tage chancer og præsentere noget andet end den evindelige karavane af de samme bands, som man føler, man kender til hudløshed.
Tidsmaskine til 1986
Det er ellers ikke, fordi det har været helt umuligt at se aftenens andet opvarmningsband, det danske speed/power metal-band Steel Inferno, rundtom i landet (jeg missede Kamp, første opvarmningsband, fordi jeg er en del mindre metal end Metalucifer og skulle putte et barn). Det skal nu være dem vel undt, for sidste års 'Evil Reign' er en vældig stærk metalplade, der meget fortjent har givet dem masser af spillejob. Live er det især guitarist Lars Lyndorff Krelskov og bandets nye sanger, Chris Rostoff, der bærer showet. Især Rostoff, der er et meget charmerende bekendtskab med sin boblende glæde på scenen, har været med til at løfte bandet med sin stærke vokal. Steel Inferno lykkes godt med at transfomere Beta på Amager i 2023 til en lavloftet, småskummel klub i provinsen i Vesttyskland i 1986. Live har det en mere oldschool attitude end på plade, men det gør ikke noget, når man varmer op for et kultisk vanvidsmetalband som Metalucifer.
Gruppen, der er et sideprojekt for japanske Sabbats Gezol (her Gezolucifer), er som sagt ikke flittige gæster på dansk jord, men der blev efter sigende spillet fire Metalucifer-numre, da Gezol og Sabbat gæstede Fredericia for 17 år siden, fortæller arrangør Martin Jørgensen i en pause mellem bands.
Heavy Metal Brilledød
Men man kan godt mærke, at folk har glædet sig. I hvert fald er der en hård kerne af fans oppe foran, der koncerten igennem synger med på slagsange som ‘Heavy Metal Drill’, ‘Heavy Metal Bulldozer’, ‘Heavy Metal Ninja’, ‘Heavy Metal Highway Rider’, ‘Heavy Metal Is My Way’ og ‘Heavy Metal Hunter’. Blandt mange andre. Der er også godt gang i pitten, og stående i udkanten rammes jeg af en vaskeægte heavy metal bulldozer og mister mine briller. Dem finder jeg først senere et sted på gulvet – kørt over af en heavy metal tank?
Nuvel, metallen kræver sine ofre, og ustoppelige Metalucifer har andet at tænke på end mine briller. Metal, for eksempel. Riffs. Soloer. Flere riffs. Flere soloer. Omkvæd med heavy metal i, vers på flydende Metalenglish, mange omkvæd, mikrofonen ud til publikum under omkvæddene. Det er meget simpelt: NWOBHM-inspireret metal, af og til med proto-thrashede elementer, åndssvagt catchy guitarleads og så den lille bitte Gezols egentlig ret skraldede vokal, fyldt med umotiverede high pitch-skrig, båret af en dedikation og oprigtighed til metallen, man skal lede længe efter. De smil, bassisten leverer under koncerten, kan man ikke fake. Bedst er det under den udødelige 'Heavy Metal Samurai' og 'Warriors Ride on the Chariots', hvor der fistbanges til den store stålmedalje, og sveden og bajerne flyder i stride strømme.
Det er ret dumt, det er ret genialt, det er meget, meget metal, og skulle man vurdere det efter, hvor metal det var, var karakteren 666 nok en smule for lav. Men man kommer ikke uden om en vis monotoni i materialet og formularen (spillede trommeslageren mere end to forskellige rytmer?), som – i kombination med det sene tidspunkt på en onsdag – sørger for en lille udsivning blandt det bageste publikum i løbet af koncerten. Det kan være hård kost at kapere en så monoman kærlighed til metal. De helt seje oppe foran synger nok stadig med. Selv stod jeg lige bag dem.