Ondsindet dissonans som sonisk reprimande
Elitists debut ‘A Mirage Of Grandeur’ er en af årets vigtige plader i dansk dødsmetal.
Vacuous Magnifiscence
Deluded Fallacies Spew From Rancid Mouths
False Lives
Funneled into Oblivion
Ahistorical Pride
Sustaining Collapse
Onslaught of Irrelevance
Persongalleriet bag et stykke kunst skulle, for den oplevende, gerne være underordnet. Måske endda være uinteressant og ligegyldigt. I hvert fald skulle kunsten gerne opleves og tages ind, før den væves ind i forudindtagede antagelser og forestillinger om kunstneren eller kunstnerne bag, om galleriets tidligere arbejde i andre konstellationer eller genrer. Således opleves kunsten rent og frit.
Ikke desto mindre er gutterne bag Elitist ikke helt ligegyldige i en nyere dansk metalsammenhæng, og både før og efter den information og kendsgerning er debutalbummet ‘A Mirage Of Grandeur’ en af årets mest interessante danske udgivelser i dødsmetalgenren.
Meget hurtigt står det klart, at det lærred, der åbner sig som albummet lyttes igennem, er med abstrakte og kolde toner. Et brutalt og dissonant univers, der er tykt og omklamrende og som byder ind med en avantgardistisk og jazzy tilgang til det, der i essensen er gammelskole, men med kreative “tech-vibes” samt proggy atmosfære.
Man hører grind, man hører math, man hører detaljeret, moderne dødsmetal med ondskabsfulde melodilinjer, underbygget af en fremadstormende brutalitet. En sonisk reprimande gjort af ondsindet dissonans med “flæns” og kynisk afstraffelse på den ene side, og en tung, rædselsvækkende ro på den anden. Skæve “single note”-riffs og intensiv tyngde.
En palliative døds-dualitet
Det er på numre som ‘Deluded Fallacies Spew From Rancid Mouths’ at det hele går op i en højere enhed – i hvert fald er det et af pladens bedste numre. Vi får en jazzet, nærmest funky, dissonant slags dødsmetal i en rolig, afdæmpet atmosfære med plads til guitarsoloer sat overfor det fuldkomne og kaotiske raseri, vi udsættes for halvt inde i nummeret. Det er virkelig klædeligt, for selv om de ikke er egentlige modsætninger, højner og forstærker de hinanden – fronterne trækkes op, kreativiteten øges, kontrasterne skærpes på lærredet. Som du tror, du skal til at trække vejret, afstraffes du dog af single note-raseri, før bassen for en stund tager over, og det hele igen opsummeres og bindes sammen til slut. Det er her, Elitist er bedst.
Også på ‘Onslaught Of Irrelevance’ udsættes man for denne lækre vekselvirkning. Et markant og bombastisk nummer med en fremtrængende hurtighed fra start, der møder et mere eftertænksomt og “eerie” stykke mellemspil, der over midten voldeligt og pludseligt opløses af den totale sønderrivning. Det er ultralækkert og toppes overraskende af med en helt igennem delikat, skæv og chunky slutning. At vekselvirkningen fremhæves her, har at gøre med, at det netop er der, Elitist for alvor bliver fede – det er den dualitet, der gør det spændende. Pladen kunne meget sagtens, og med fordel, have haft mere af denne effektfulde kunst – de små eftertænksomme lysninger inden det igen sortner.
‘A Mirage Of Grandeur’ er trods sin kulde og råhed varm og organisk i sin lyd og produktion. Værd at bemærke er de to vokalers fremragende understøttelse af hinanden, det er en toplækker sound – mørk og hensynsløs, lys og hvæsende. Trommerne er rene og klare, og ligger perfekt under guitarerne, der trods deres skæve, kolde og fordrejede natur selvsagt har stor biotisk faktor. De er virkelig fede og harmoniske midt i den delvise og indimellem forekommende disharmoni, vi bliver mødt af på pladen. Bassen er ligesom guitarerne teknisk og ond, jazzet og legesyg – og generelt siger det måske sig selv, at albummet har en yderst professionel lyd. Det var i gamle dage, man forventede at debutalbums var mere skramlede, men ikke desto mindre er det altså tilfældet – Elitist lyder og spiller som nogle af verdens bedste bands i genren.
At kræse for kræsne
Der er en befriende og dejlig diskrepans mellem at pege fingre ad eliten og selv være en del af den, som Elitist gør på deres debut. Pilen peger indad, og sådan er det vel nok for de fleste af os. I hvert fald er det med “pil op” når karakteren gives, for ‘A Mirage Of Grandeur’ er en af de mest spændende danske udgivelser i dødsmetalgenren i år. På den internationale scene er Elitist ikke decideret unikke, kunsten måske heller ikke; men bandet står for en enestående kvalitet i dansk kontekst og det er kreativt metalhåndværk af aller-allerhøjeste karat. Det er gennemarbejdet, gennemtænkt og har noget på hjerte – noget at byde ind med. Der lefles ikke for nogen, der pleases ikke. Det er i lytterens favør.
