Gale slovakker gør det igen
De gale slovakker i Malokarpatan gør det igen: Skifter stil, lyder alligevel fuldstændig som sig selv – og leverer endnu et rasende godt album.
(On the Side of the Abyss, the Starry Castle Opens)
2. Kočár postupuje temnomodrými dálavami na juhozápad
(The Carriage Moves Southwest Through the Dark-Blue Distances)
3. Vertumnus Caesar
4. Vovnútri chlácholivého útočišta kunstkamru
(Within the Kunstkammer's Soothing Solace)
5. Panstvo salamandrov jest v kavernách zeme
(The Mansion of Dragons Is in Caverns of the Earth)
6. Maharal a Golem
(The Maharal and the Golem)
7. Mnohoraké útrapy milostpána Kelleyho
(The Manifold Sufferances of Sir Kelley)
8. I hle, tak zachádza imperiálna hviezda
(And Lo, Thus the Imperial Star Descends)
Der er bands, der efter at have fundet deres stil bliver i den resten af karrieren. Enten forsøger den type bands at vride så meget ud af det samme udtryk som muligt, fordi stilen er komfortabel og har en form for kommerciel succes (tænk på fx Accept), eller også søger de at raffinere og forfine deres udtryk fra gang til gang (tænk på fx Primordial). Og så er der bands, der udvikler sig ganske voldsomt fra gang til gang, samtidig med at de bevarer deres særegne identitet (tænk på fx Sigh, Dødheimsgard, Celtic Frost).
Fra oksekærre til kejser Rudolf II's hof
Slovakiske Malokarpatan, der nu er klar med deres fjerde album, hører afgjort til i sidstnævnte gruppe. Efter en rivende udvikling på deres første tre album – en løs folk horror-inspireret trilogi, hvoraf de to seneste i min bog står som hovedværker i nyere metal – fra Bathory-inspireret black metal på debuten 'Stridžie dni'; folkloristisk oksekærre- og bønder over høtyve og fakler-black på gennembrudsalbummet 'Nordkarpatenland' til oksekærre-black inspireret af progressiv rock på 'Krupinské Ohne', bevæger de sig nu længere ud i proggen på 'Vertumnus Caesar'. Et konceptalbum om Rudolf II, kejser af Det Hellige Tysk-Romerske Rige fra 1576-1612, okkultist og alkymist på jagt efter de vises sten (og dermed en foregangsmand for den moderne videnskab), tolerant over for jøder, men muligvis også med så mange okkulte/videnskabelige interesser, at politikken led under det. I hvert fald var det ifølge nogle historiske udlægninger takket været hans fejldispositioner, at Europa blev kastet ud i Trediveårskrigen fra 1618-1648.
Fjerde album, fjerde coverkunstner, fjerde producer – alt sammen for ikke at stå stille, for at udvikle det kreative udtryk.
Det er især i de 70'er-inspirerede keyboards, der smager af Tangerine Dream og Goblin, at det progressive viser sig. Det viser sig i den eventyrlystne percussion fra nytilkomne Axel Johansson (Chevalier) bag gryderne. Det viser sig i den ret varme, analoge lyd, og det viser sig især i de lange sange med adskillige sektioner, der bærer en episk, narrativ sangskrivning.
Ildevarslende kræfter fra glemte afkroge
'Vertumnus Caesar' er et virkelig catchy album, fyldt med hooks, små detaljer og fængende passager. Det er ret ukarakteristisk for et black metal-album. Det er også et meget sært album, der ikke lyder meget som den norse-core, de fleste forbinder med genren.
I et interview med The Bowels of Perdition fortæller Malokarpatans hovedsangskriver, guitarist Adam S., at han anser black metal for først og fremmest at være en følelse af noget mystisk, uhyggeligt og mærkværdigt, en følelse af en verden hinsides denne og af ildevarslende åndelige kræfter, der lurer i glemte afkroge. I samme interview siger han, at han i højere grad finder den hos bands som Mercyful Fate, Tormentor, Celtic Frost og endda NWOBHM-bands som Cloven Hoof, end han gør i genre-black med dens "konstante hyperhurtige blastbeats og tilfældigt sammensatte riffs". Ud fra den definition er Malokarpatan måske mere tro mod ånden i black metal end alle de mange bands, der bevidstløst forsøger at gentage den formel, der blev skabt i 90'ernes Norge.
Boogie, Mercyful Fate og black
Netop Mercyful Fate-inspirationen er tydelig i riffingen på 'Kočár postupuje temnomodrými dálavami na juhozápad', pladens andet nummer efter en spacy intro, der giver den helt rette atmosfære af 1500-tals okkultisme og alkymi. 'Kočár ...' er fyldt med Mercyful Fate-tilbedelse, dynamiske skift, den karakteriske aggressive vokal ... og, nå ja, en sektion med cembalo i langsom valsetakt (sikkert for at anslå en stemning mellem renæssance og barok) og spoken word-vokal mod slutningen, før et festfyrværkeri af en lead-båren finale. Vi er langt fra ordinær black og tættere på østblokblack som Tormentor, Root og Master's Hammer.
Det går igen i for eksempel 'Vovnútri chlácholivého útočišta kunstkamr' med det Motörhead-agtige, speedede boogie-åbningsriff – ikke ulig Tormentor, der også af og til var til fals for et boogieriff, den gang i 80'erne – som blander sig med simple synthmelodier og bongotrommer for at glide over i kosmisk proto-metalboogie a la Uli Jon Roth-perioden i Scorpions.
Det lyder kokset og komplet galemandsagtigt på papiret, og det er det også at lytte til. Og i hænderne på en mindre dygtig mastermind end Adam S. var det sikkert også endt i den rene stilforvirring og eklekticisme – men Adam S. holder konstant snor i den ellers så vildtvoksende sangskrivning, lader numrene løbe linen ud og tage overraskende omveje, før det hele hales overlegent hjem.
For hale det hele overlegent hjem gør Malokarpatan. De gør det på afslutningsnummeret, 'I hle, tak zachádza imperiálna hviezda', der ikke holder sig tilbage fra koklokker, fuld galop og en spilletid over ti minutter, hvor det hele samler sig. Slovakkerne haler i det hele taget det hele overlegent hjem på 'Vertumnus Caesar' – et album, der er et monument over, hvor langt man kan strække black metal og stadig bevare ånden. Og over, hvordan man kan trække kraftigt på fortiden og stadig levere et helt igennem originalt og storslået værk. Kejserligt.