En lovende erstatning
Lorna Shore bliver officielt kærester med forsanger William Ramos og forsegler pagten med en EP, der er fuldt på højde med sidste års ‘Immortal’.
2. Of The Abyss
3. ...And I Return To Nothingness
Man skal smede mens jernet er varmt – og jernet har i særdeleshed været varmt for amerikanske Lorna Shore. Deathcore-bandets tredje fuldlængdeudgivelse, ‘Immortal’ fra 2020, er et højdepunkt i bandets karriere, såvel som en hjørnesten for deathcoren. Et vidne om at den ellers noget fantasiløse og endimensionelle genre, kan meget mere. En blandt en række stærke udgivelse de seneste år, der har bevist, at deathcoren kan kombineres med andre genreudtryk, for et langt større og mere interessant musikalsk univers.
Desværre er det ikke videre nemt at smede, når en fjerdedel af bandet pludselig mangler. Forsanger CJ McCreery fik sparket efter en række beskyldninger om psykisk vold mod flere kvinder. Endda før ‘Immortal’ blev udgivet. Erstatningen blev William Ramos, der også var at finde i front, da bandet gæstede Voxhall i starten 2020. En vellykket koncert, der fik roser med på vejen af vores anmelder.
Der er generelt heller ikke grund til andet end roser, hvad angår erstatningen i front – hvilket ‘…And I Return To Nothingness’ i særdeleshed beviser. Det sagt, er det stadig bandets sans for stærke kompositioner, guitarist Adam De Miccos eminente riffs og Austin Archerys opfindsomhed bag trommerne, der for alvor er Lorna Shores force. Ramos løfter fint arven fra McCreery, men heller ikke mere. Specielt den dybe dødsmetal-inspirerede vokalføring mangler lidt af den potens som McCreery ekselerede i.
Dermed er ‘…And I Return To Nothingness’, en fastcementering af, at Lorna Shore er et af de mest interessante nyere bands i denne tid. Ikke kun indenfor deathcore. Man bliver som lytter hevet ind i et uimodståeligt musikalsk univers, bestående af okkulte undertoner, storladne orgelharmonier, modbydeligt smukke black metal-passager og brutal deathcore.
Godt, bedre & bedst
Åbningsnummeret ‘To The Hellfire’ udkom i juni og fik en fin velkomst. Nummeret lider dog af dårlig produktion, hvor specielt vokalharmonierne er mixet og dubbet til uigenkendelighed. Ikke just den bedste fremvisning af Ramos vokal-styrke. Et jing til resten af EP’en, der er det stik modsatte.
Hvor ‘To The Hellfire’ er et udemærket Lorna Shore-nummer, er ‘Of The Abyss’ blandt bandets bedre, mens titelnummeret sandsynligvis er et af de bedste numre Lorna Shore har skrevet. Så er kvartetten næsten undskyldt grand prix-tricket sidst i nummeret.
Hertil slipper vi endda for den semi-irriterende kombination af De Micco-solo og efterfølgende stereotypt deathcore-drop, der nærmest definerede c-stykket på hvert eneste af 'Immortal's numre, ditto gør det på ‘Of The Abyss’, mens det er rykket til slutningen på ‘To The Hellfire’.
Trods åbningsnummeret har Lorna Shore succes med at smede og ditto offentliggøre Ramos som bandets nye mand i front. ‘…And I Return To Nothingness’ er en stærk forlængelse af ‘Immortal’, der lover godt for en kommende fuldlængde opfølger og deathcoren som genre.