2023 – Flammeskriftet
Populær
Sidste år efterlyste vi ansvar og originalitet. Vi fik sidstnævnte i 2023, men hvor bliver ansvarligheden af – og hvor fører det os hen i 2024?
For år tilbage fandt #metoo-bølgen sin vej ind i metalverdenen med #metaltoo-artiklerne, hvor kvinder og minoriteter stod frem med deres oplevelser i en mandsdomineret kultur. Det herrens år 2023 blev året hvor opgøret med sexismen i miljøet tog et ordenligt tilbageskridt.
I det forgangne år agerede både ‘Den hårde tone’ og statsradiofoniens ‘Sort Søndag’, talerør for mænd, der uimodsagt kunne fraskrive sig ethvert kendskab til og ansvar for fortidens ugerninger, mens mikronfonholderen belejligt slog op i banen og erklærede, at vedkommende hverken kunne eller ville tage stilling til, hvad der måske var sket.
At udvise mod
Vi efterlyser modet til at forholde sig til fortiden, lære af den, erkende de fejl, der er blevet begået og evne at se fremad i stedet for at bruge energien på at hidse sig op over ting, der ikke kan laves om. En klog person har engang sagt, at den kloge lærer af andre folks fejl, mens den tungnemme selv skal gøre sig de bitre erfaringer.
Det var også en åbenlys fejl at booke Mötley Crüe til dette års Copenhell. Nuvel, de var måske store i firserne og starten af halvfemserne. Det var naturligvis en pinlig og afdanket omgang rent musikalsk, men værre var det, at bandet havde taget de uacceptable misogyne ritualer og rutiner fra firsernes kokaindrevne fortid med sig på scenen.
At man 14 - 17 år senere stadig insisterer på at booke den slags elendigheder, må alligevel fostre en smule selvransagelse. Enten hos festivalen eller de billetkøbere, der tilsyneladende ingen respekt har for hverken egen økonomi, eller hvordan man bruger sin sparsomme tid på kloden.
At tage ansvar
Der er således rigeligt at være utilfreds med. Ansvar er aldrig en nem størrelse at håndtere. Mange søger det, men lige så snart man står med det i hænderne, så viser det sig som en flygtig størrelse, der ikke bare lige sådan lader sig tæmme. For ansvar er svært og hårdt. De nemme tilvalg kan alle træffe. At sige fra er en helt anden disciplin.
Det er her, ansvaret viser sin sande natur. Det kræver noget at turde sige fra, både i livets store og små øjeblikke. Her i 2023 blev der ikke sagt ordentligt fra omkring gamle ronkedorer, der ikke har en plads i vores kultur længere. Hverken personligheder, der angiveligt har begået overgreb, haft en uacceptabel opførsel, eller bands, der simpelthen ikke fortjener den store scene mere qua uduelige optrædener.
At gøre status
I Devilutions interne chat nævnte redaktøren, at han helt havde glemt, at både Ghost og Slipknot spillede på årets Copenhell. Det siger måske noget om den fremskredne præ-senilitet hos redaktøren, men det siger endnu mere om musikkens tilstand i dag. Der er en stadig strøm af koncerter, en stadig strøm af udgivelser – langt mere, end man overhovedet kan forsøge at nå at rumme – og koncert- og udgivelses-frekvensen minder efterhånden mere og mere om det endeløse feed, der er på sociale medier.
Når vi efterlyser de bands, der i fremtiden skal stå øverst på festivalplakaterne, må man i samme ombæring spørge sig selv, om de vilkår, der gjorde det muligt for bands at nå den status, overhovedet findes længere? Når den fælles referenceramme eroderer, forsvinder også muligheden for at blive det band, der skaber en fælles referenceramme – selv hvis man som Ghost og Slipknot er et par af de bands, der skal gøre det.
Når man kigger på årslisterne, er det slående, at verdens største rockband, Metallica, ikke figurerer på en eneste af dem. Det fortæller dels, at ‘72 Seasons’ ikke er noget ret godt album. Men den større historie, det fortæller, er, at selv en udgivelse fra verdens største rockband ikke for alvor sætter sig spor: Det optræder kortvarigt som en begivenhed, at albummet udkommer, men derefter forsvinder albummet fra den kollektive bevidsthed. Blot endnu en opdatering i feedet. Videre til det næste.
Det er svært ikke at blive mismodig, men der er også grund til (behersket: Det er trods alt Devilution, det her) optimisme. For det fortæller måske dels, at man ikke længere lader sig spise af med bundskrab fra store navne. Og dels, at der ligger en mulighed for kreativ frihed i situationen. I hvert fald er det sigende, at de to udenlandske bands, der optræder flest gange på vores årslister – Dødheimsgard og Malokarpatan – begge eksperimenterer nådesløst og uden hensyn til lytterforventninger, genrekonventioner og kommercielle hensyn. Det er krævende udgivelser, men også udtryk for kreativ frihed. Begge album er umiskendeligt metal, men også på hver deres måde grænse-nedbrydende og kunstnerisk kompromisløse og så langt fra autopilotudgivelse og content, som noget kan være. Måske skal man belønne den slags egensindighed og arbejde for, at det kommer til at sætte sig spor, i stedet for at hengive sig til feedet.
Og med det sagt er det nu tid til se tilbage på alle højdepunkterne og kåre årets bedste indenfor vores vanlige kategorier.
Årets danske album: Terminalist – ‘The Crisis as Condition’
De selvproklamerede hyperthrashere er kommet hurtigt ud af starthullerne, siden de debuterede i 2021 med den habile ‘The Grand Acceleration’. I september landede opfølgeren, der skruer kvaliteten op på alle parametre. Lyrisk iscenesætter den, som titlen indikerer, verdens kritiske tilstand med klimaet for øje og et opråb til individet om at tage aktivt stilling - som det så kontant lyder i ‘Last Remains’:
“Those who do not make history / will be made history”
Klassiske paroler i thrashens verden, men ikke desto mindre mere aktuelle end nogensinde før, og sat op imod en sangskrivning, der balancerer glimrende mellem varieret sangskrivning og et energisk drive.
Årets internationale album: Dødheimsgard – ‘Black Medium Current’
Black metallen har gennemgået en rivende udvikling, siden Dødheimsgard udgav ‘Kronet til Konge’ tilbage i ‘95, men aldrig har de stået så skarpt som her på ‘Black Medium Current’. Albummet er en musikalsk tour de force af genre-indsprøjtninger, det nærmest virker omsonst at remse op, men hvor det også først og fremmest er sammensmeltningen af elementerne, der gør pladen til noget særligt. Frontmand Vicotniks vokal står i et sørgmodigt og drømmende skær, og bliver nærmest samlingspunktet, der sætter den gennemgående grundtone, mens de progressive opbygninger sender os ud i alle twistede afkroge af Dødheimsgards univers.
‘Black Medium Current’ åbner for nye dimensioner ved hvert lyt og er et imponerende bevis for metallens kunstneriske spændvidde i 2023.
Årets danske hit: Rot Away "Ghost City"
På tværs af redaktionen var der en del gode bud på, hvad der kunne være årets danske hit. Det var derfor ikke muligt at vælge en vinder baseret på konsensus. I stedet blev der slået hårdt og skåret igennem, og valget faldt på et band, der også slår hårdt og skærer igennem, nemlig Rot Away, som har haft et forrygende år, ikke mindst i kraft af den ørehængende hardcore-banger “Ghost City”.
Årets internationale hit: Hvor blev det af?
Deciderede hits skortede det med i 2023. Flere af vores skribenter sætter direkte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig definerer et hit indenfor vores felt, og selvom der er nok af stærke kandidater, så er der dog ingen i 2023, der har haft bred nok appel til at ramme flere på tværs af redaktionen. Indikerer det et ændret fokus væk fra hit-appellen på metalscenen, eller har der bare slet og ret ikke været numre, der stod ud fra masserne? Vi lader spørgsmålet stå åbent.
Årets genfundne klassiker: Er der behov for fælles konsensus her?
Med hver især vores stilistiske pejlesnore, og med det evindelige buzz for at følge med i hvad der lander på alskens platforme her og nu, må vi endnu engang konstatere, at der ingen fællesnævner i klassiker-kategorien er på tværs af redaktionen – og er det trods alt ikke også lidt mere produktivt at kigge fremad?
Årets koncerter: Orm - DR Koncerthuset, 04-11-2023
Orm sejrede grundigt igennem under en fornem og stort opsat koncert i DR’s koncertsal. Det borger for den kompositoriske kvalitet, at bandets sange snildt kan fungere under en sid-ned-koncert i rammer, man normalt ikke hører black metal i, også selv om vores anmelder var ved at hoppe ud af plyssædet af begejstring undervejs. Vi var meget tæt på en 777’er men endte på karakteren 666, der jo også i sig selv sprænger skalaen.
Panteras gendannelsesshow på Copenhell må også fremhæves som en overraskende god koncert, der værdigt genbesøgte alle 90’er-klassikerne. Selvom sættet ikke bevægede sig meget i det høje toneleje fra ‘Cowboys From Hell’-dagene, så var det en Phil Anselmo med mere saft og kraft, end vi har hørt i årevis.’
Hvor Pantera var det mytiske trækplaster, der leverede alt, hvad man turde håbe på, havde vi på den anden side dugfriske Blackbraid. De gjorde ikke kun kæmpe indtryk på os anmeldere, men de var også på alles overraskede læber efterfølgende. “Så i dem? Det var sgu vildt”. For trods deres korte tid på den internationale scene, viste de et format, som få kan håbe på at matche, og at selv på Copenhell, kan de bedste koncerter komme fra helt nye bands, hvor publikum er mødt op af nysgerrighed i stedet for forventninger.
Årets danske navn: Afsky
2023 blev året, hvor Afsky brød igennem til den større omverden. ‘Om Hundrede År’ bibeholdt den høje standard fra forgængeren. Ole Luk fik et fast live-band i ryggen, og de kom blandt andet forbi Inferno Festival, Roadburn Festival og Copenhell, alt sammen med stor succes. Sidst, men ikke mindst, gik de også helhjertet ind i kampen mod merch-cuts og kampen for LGBT+-rettigheder, og nuancerede på fornem vis holdningerne til Gaza/Israel-problemstillingen, i forlængelse af deres egne oplevelser af terrorangrebet kort efter deres show på Black Night Sorceries-festivalen i Israel.
Årets internationale navn: Dødheimsgard
Denne har vi vist allerede redegjort for under årets internationale album. Nu mangler vi bare at opleve de nye numre på scenekanten, og gerne i lige så ekstravagant form, som vi oplevede dem i 2022 på Winter Metal Magic.
Årets nye danske navn: Heksproces
Progget, okkult, bidsk og poetisk. Heksproces kan lidt af det hele, og vi brød os om det!
… og ja, vi har valgt en af vores skribenters band i denne kategori.
Årets nye internationale navn: Aphotic
Italienerne imponerede både med ny plade og en god koncert på Kill Town Death Fest i Pumpehuset i september måned. Deres doom/death-plade ‘Abyssgazer’ udkom i marts.
Årets comeback: Pantera
Såvel erfarne som unge fans af bandet fik sig en god oplevelse på Copenhell, hvor Pantera gav deres første koncert i Danmark siden 2000. Nok er brødrene Dimebag Darrell og Vinnie Paul ikke blandt os længere, men deres erstatninger i Zakk Wylde og Charlie Bernante gjorde texanerne ære ved at holde sig pligtskyldigt til den stil, de salige brødre havde. Det var lige så meget en hyldest til brødrene, som det var en koncert. Phil Anselmo var nærmest andægtig i sin fremtoning og alle fik, hvad de havde hungret efter. Klassikerne serveret på den store scene.
Årets fysiske udgivelse: Stikkersvins promo-kit
Klassens frække drenge inden for black metal sørgede for, at det for en sjælden gangs skyld var både farligt og morsomt at modtage en promo-pakke. Ikke helt på samme morbide niveau som visse nordmænd i halvfemserne, men ikke desto mindre årets absolut bedste påfund.
Den missede vi i 2022: Småting
Enkelte skribenter ærgrer sig som sædvanlig over at være gået glip af en enkelt koncert, der senere viste sig at være magisk, men ellers er der ikke den store ide i se tilbage på den måde. Fremad!
Årets optur: At tage på Copenhell eller ikke tage på Copenhell, det er spørgsmålet.
Mens nogle havde en fest på Copenhell, havde vi også skribenter, der tog sig et pusterum, mens de andre løb rundt på Refshaleøen. Festivalen har i den grad udviklet sig, siden vi første gang tog derud i 2010. Både i størrelse og stil. Det betyder, at nu er der nogle, der hellere ser sig selv tilbringe sommeren på andre festivaler, mens andre stædigt holder fast i dagene i betonhelvedet.
Årets største skuffelse: Den Hårde Tone
Kan nogen fortælle hvad der egentlig var formålet? Skulle podcasten give autoritet til awardshowet? Handlede awardshowet om at gøre opmærksom på psykiske problemer og fremme inklusion på scenen? Var de gode intentioner blot alibiet, der sikrede, at økonomien hang sammen?
Set fra Devilutions vagttårn, så endte det hele som et velorkestreret circle-jerk, hvor mange skud røg i retningen af nærværende magasin.
Største ønske for 2024: Flere skribenter
Læser du sommetider vores anmeldelser og tænker “Det kan jeg gøre bedre?” eller “Det vil jeg også gerne”, så tøv ikke med at sende os en mail på
Det glæder vi os mest til i 2024: Alt det, vi ikke ved, vi skal glæde os til.
Vi har set alle de store bands. Vi har hørt deres såvel nye som gamle plader. Vi vil overraskes af noget nyt. Det sker forhåbentligt i 2024. Hvem ved, måske er det Limp Bizkit, der tager røven på os og giver årets koncert?