Copenhell 23: Ægte fuckin' speed metal
Populær
Danske Steel Inferno åbnede fredagen med en forrygende omgang speed metal.
2. Breakout
3. Siren of the Air
4. Queen
5. City Lights
6. Aesthetics of Decay
7. Claws of Death
8. Jaws of Evil
9. Caught by Her Web
10. First Strike
”Darkthrones Fenriz havde dem på sin top 10 sidste år,” bemærkede konferencier Mikkel Neperus, da han introducerede Steel Inferno fredag eftermiddag.
Følger man Fenriz, ved man også, at manden har god smag og en stor forkærlighed for 80’er-speed metal. Og det er bestemt en stor cadeau og et kvalitetsstempel at ende på den norske trommeslagers årsliste.
Undertegnede havde også Steel Inferno på årslistens andenplads. Og med god grund. Som Anders Molin skrev i sin 5-firkantede anmeldelse, så er ”’Evil Reign’ en opvisning i, hvordan man spiller den ædle metal på en ligefrem og stålsat måde.”
Stålsatte var kvintetten da også, da de i bagende sol om fredagen åbnede Pandæmonium for et desværre lidt beskedent publikum. Gik de fraværende gæster så glip af noget?
Det gjorde de i hvert fald!
Igennem 40 minutter leverede Steel Inferno kompetent og medrivende speed metal, som var musikken smedet i 1980’erne, men uden at fremstå klichefyldt.
Fra det øjeblik ’No Escape’ åbnede med toptunet fart, så kvintetten sig ikke tilbage, men greb chancen på Copenhell og fyrede den ene hæsblæsende skæring af efter hinanden.
Syv af sætlistens ti numre kom fra sidste års triumf ’Evil Reign’, og musikken gik rent ind hos gæsterne foran scenen, der kvitterede med knyttede næver i vejret og moshpitting, så støvet fra den knastørre jord hvirvlede rundt i luften.
Tilbage i april vandt guitarist Lars Lyndorff Krelskov danmarksmesterskabet i mullet og efterfølgende medvirkede han i Devilutions faste klumme 10 hurtige, hvor manden ikke overraskende nævnte Agent Steels ‘Skeptics Apocalypse’, som en af sine favoritplader. Inspirationskilden kan da også høres i Steel Infernos speed metal, men uden at det nogensinde føles som decideret rip off.
Tværtimod fører Steel Inferno fornemt faklen videre. Både på plade. Og på scenen. Især takket være frontmand, den kun 26-årig Chris Rostoff, der ikke bare fremstår temmelig charmerende og underholdende, men simpelthen også mestre den helt perfekt vokal og ramte de perfekte falsetskrig i ’Aesthetics of Decay’.
’First Strike’ lukkede effektivt for 40 minutters fandenivoldsk musik, og så kan det godt være, at der ikke var proppet foran Pandæmonium, men de, der var der, fik helt sikkert en forrygende start på festivalens tredje dag.