Frugtbart favntag med den golde død
Offernat, der nu er en duo, hæver ambitionsniveauet på en omfattende og forjættende plade, der, titlen til trods, bestemt ikke føles gold.
Where Nothing Grows
Like Blood in the Snow
A Voice in the River
Funeral Fantasy
Vi er stadig ude i en omgang progressiv blackened doom eller doomet black, om man vil, men barren synes at være sat en snas højere denne gang, og selv om de lange numre måske godt kunne have været redigeret en smule mere, så er de aldrig kedelige. Det er nærmere et spørgsmål om, at de mange ideer i hvert nummer kan gøre én en smule overvældet. Måske ville nogle af ideerne stå skarpere, hvis Offernat havde Marie Kondoleret dem en smule, men det er som sagt ikke et kæmpe problem, for bandet formår at holde sammen på de mange ideer og indtryk, vi runder undervejs i især de tre lange numre på pladen.
Og man kan mærke de to bagmænd, Anders og Jonas, når de spiller og synger, og det er jo altafgørende. Man kan mærke den frådende vrede, når der piskes en kulsort storm op, og man kan mærke tyngden og tristessen i de flot svungne guitarmelodilinjer. Tag for eksempel albumåbneren ‘Grief’, som, ikke så overraskende, flot anslår en sorgfuld stemning på guitaren og den lækkert dunkende bas. Vi føres gennem flere temaer og stykker, inden vokalen kommer ind – det her er musik for de tålmodigt og opmærksomt lyttende.
Indimellem rammer Offernats progressive tilgang et ekstrahøjt gear, hvor den idemæssige fremdrift rammer helt rent. For eksempel sker det ti minutter inde, hvor rene, delay-indsmurte guitarer et øjeblik skaber en lysere grundstemning, og vi næsten aner en mystisk og inciterende form for håb, inden vi knuses totalt under vægten af selvsamme rytmiske og tonale ide, nu bare i ond riff-form. Det er den slags lækre detaljer og det høje tekniske niveau, der muliggør den sprudlende kompositoriske kreativitet på ‘Where Nothing Grows’. Det kræver dygtighed at kunne holde så ambitiøse kompositioner i skak.
Bøh!
‘A Voice in The River’ udgør noget af et tveægget damoklessværd over mit hoved, for jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg synes om det nummer. Nogle gange tænker jeg, at der fremmanes en sublim rædsel. Andre gange synes jeg, at de uhyggespredende elementer næsten er for bogstavelige og indlysende. Jeg hælder dog oftest til det første, og måske er den sande uhygge, at jeg sidder dér yderst på mit sæde og er ude af stand til at bestemme mig. Det er det i hvert fald for mig personligt.
Lidt på samme måde både frydes og ækles jeg af den akustiske guitar på det fine nummer ‘Like Blood in the Snow’. Er det ikke, som om den næsten lyder for godt? For rigtigt? Eller udfordrer den bare min smag? Det skulle jo være så sundt. Uanset hvad, så kan jeg faktisk godt lide den tvivl, disse to numre efterlader mig med. Det er en stærk energi, og når man lytter til dem i albummets kontekst fungerer kontrasten mellem dem godt.
Lyrisk bevæger vi os i den mørke ende af skalaen. Fremmedgørelse, vrede, afmagt og sorg præger de tre lange vokalnumre, og der er en fin sammenhæng mellem de opfindsomme, musikalske konstruktioner, lyrikken og vokalerne. Det er meget tydeligt, at albummet skal anskues i sin helhed, ikke som en række numre, men som et værk med et klart forløb, og heldigvis slutter værket på et højdepunkt med den medrivende ‘Funeral Fantasy’, der byder på storladent guitararbejde og formidable vokaler. Elementer, der sammen understreger, at ‘Where Nothing Grows’ som helhed er en fornøjelse at lytte til. Det gør det en lille smule lettere at bære livets byrde, mens vi venter på dødens nådegave. Og tvivlen? Den kan man lære at sætte pris på.