Copenhell '24: Keep rollin', rollin', rollin', rollin'

Hele 13 navne har LiveNation denne gang klar til Copenhell, hvor der er både store, internationale trækplastre samt en del ukendte kunstnere, der nu får muligheden for at spille på Danmarks største metalfestival. Vi har overblikket til læserne her.

 

 

Skal man tro ondsindede rygter, har Copenhell bevidst undgået at booke Limp Bizkit. Senest i 2022, hvor bandet som bekendt blev booket til Smukfest i stedet. Hvad der generelt virkede som et spændende match endte dog med en aflysning og erstatning af Kashmir, som nok også passer bedre til festivalens publikum. Årsagen til bandets manglende visit til Refshaleøen skulle eftersigende være en frygt for en valfart af middelalderende mænd, med for mange penge, en eklatant mangel på god smag og en enorm lyst til at rulle, rulle rulle. To år skulle der gå. To år hvor man fra festivalens side gjorde, hvad man kunne, for at imødekomme dét publikum, og nu er vi der! Nu lukker festivalen op på far-venlig vis og inviterer verdens bedste band indenfor.

Metallica, Kiss, Slayer og hvad har der ellers været af middelmådige bands? 2024 er året, hvor Copenhell når sit zenit - og så kan man vel egentlig diskutere, om ikke festivalen bør lukke derefter?

Med den spøg til side, er det en længe ventet booking. Det sidste af de helt store nu-metal-bands til at gæste festivalen ud over Linkin Park. Et nostalgitrip for de fleste, men skal man tro diverse liveklip, er bandet ikke blevet mindre fornøjelige, siden de sidst gæstede Danmark. Med ’STILL SUCKS’ beviste kvintetten da også, at der stadig er krummer i kiksen. Det, selvom bandets seneste sætliste afslører et umådeligt pleaser-gen. Her er alt det gode, til trods for, at hardcore fans nok vil savne numre som ’Pollution’ og ’Counterfeit’.

Copenhell giver med Limp Bizkit en længe ventet mulighed for at rulle armen fra side til side, ødelægge ting, som min generation nu gjorde det til Woodstock i 1999, mens vi opretteholder troen på…. Nookie. 

 

 

 

 

Sidste gang det mildest talt stilforvirrede og excentriske orkester Mr Bungle gæstede Danmark, var i august 2000. Kort derefter gik kvintetten op i limningen, med en af de mest originale samlinger af udgivelser bag sig, der overhovedet kom ud af 90'erne, med alt fra cirkusmusik og doo-wop til funk og avantgarde-metal i genre-potpourriet. 

 

Især sanger Mike Patton (ja, ham fra Faith No More), guitarist Trey Spruance og bassist Trevor Dunn holdt sig aktive i alskens konstellationer på kryds og tværs i de efterfølgende årtier, og i 2020 kom så den længe ventede nyhed om, at Mr Bungle atter var genopstået, nu med legender som Scott Ian og Dave Lombardo i truppen. Samme år genindspillede de deres første thrashmetalliske demo 'The Raging Wrath of the Easter Bunny' helt tilbage fra 1986, og det er så den, de har fokuseret på også i live-settingen lige siden. 

Uanset hvad de så har med til os til sommer, så er Mr Bungle et kultnavn, som har været savnet i årtier, og for mange af os er det et unikt scoop for Copenhell at kunne skrive de eklektiske avantgarde-rockere på plakaten i 2024. Vi håber, at det bliver en koncert så excentrisk, at den kommer til at skille vandene, ganske som de gjorde dengang i deres kuriøse storhedstid.

 

 

Amerikanske Steel Panther forsøger ikke at være mere og andet end det, de er. En tarvelig glam-kopi af Mötley Crüe, der med lige dele underlødig humor og fængende rockmusik forsøger at skrue tiden tilbage til firserne, hvor alt var tilladt og det hele foregik under bæltestedet. Med sangtitler som ‘Gloryhole’, ‘Asian Hooker’ og ‘Goin’ in the Backdoor’ kræver det ikke megen fantasi for at forestille sig, hvordan det lyriske univers er, endsige hvilken stemning, der vil være på Copenhell, når Steel Panther gør sin entre efter seks års fravær. Deres indtil videre eneste besøg var i 2018, hvor vores anmelder kaldte det lummert, plat og krænkende. Vi har ingen forventninger til, at der skulle være sket et eller andet mirakuløst, der har fået Steel Panther til at følge med tiden. De synger om og leger, at verden stadig skriver 1984 i stedet for 2024. Har ingen lært noget af Crüe-fadæsen sidste år?

 

 

 

 

Ice-T vender tilbage til Copenhell efter næsten 10 års fravær. Første gang, Body Count kiggede forbi Refshaleøen, var tilbage i 2015, hvor vores anmelder var svært begejstret for bandets fusion af rap og heavy metal. Dengang var det også næsten 20 år siden, de sidst gæstede Danmark. Siden den dag på Copenhell i 2015 har de kun været forbi en enkelt gang på NorthSide i Aarhus i 2018. I mellemtiden har de udgivet pladen ‘Carnivore’ i 2020 og der er et nyt album på vej. Det har fået titlen ‘Merciless’, og spørgsmålet er om Ice-T udviser nåde når han indtager Helviti til sommer, eller om han lægger betonhelvedet for sine fødder? Rapperen har vist, at når han vil, så kan han tryllebinde publikum, men som vores anmelder berettede fra deres show på Wacken Open Air i 2019, så kan også han have en dårlig dag på kontoret.

 

Med hits som ‘Cop Killer’, ‘KKK Killer, ‘Talk Shit, Get Shot’ og naturligvis selve nummeret ‘Body Count’, så burde der dog være en nogenlunde sikkerhed for, at det nok skal blive tungt når det amerikanske band giver en dosis crossover af rap, thrash og hardcore!

 

 

 

Oven på et knap så fremragende samarbejde med Converge og et vellykket score til den kriminelt oversete horrorfilm ‘X’, barsler countrymusikerdatteren fra Californien med et nyt album med titlen ‘She Reaches Out to She Reaches Out to She’, som udkommer i starten af næste år. At dømme ud fra den brillant betitlede singleforløber ‘Whispers in the Echo Chamber’, så er der fokus på både metallisk tyngde og elektronik i Chelsea Wolfes gotiske og doom-prægede musik.

 

 

 

Sangeren og sangskriveren Eivørs musikalske repertoire spænder over et meget bredt

udvalg af genrer. Hun udgav sit første album, ”Eivør Pálsdóttir”, som teenager i 2000, og hun er siden dengang nået ud til et stadigt større internationalt publikum. Hun har også skrevet musik til tv-serien ”The Last Kingdom” og computerspillet ”God of War: Ragnarök”. Hendes musik blander færøsk folkemusik og elektroniske elementer med tekster på færøsk og engelsk. Sidst, vi så Eivør her i Danmark, var, da hun supportede Heilung i Forum, hvor vores anmelder dog ikke var så begejstret, men nu får hun så chancen for at overbevise os endnu en gang.

 

 

 

 

Ganske vist har L.A.-trioen ti år på bagen, men tilsyneladende uden at gøre større væsen af sig herhjemme. Det skal ændre sig næste år, når Copenhell-publikummet får lejlighed til at opleve deres instrumentale post-metal folde sig ud, højst sandsynlig med stor vægt på den to-delte udgivelse 'Every Sound Has a Color in the Valley of Night', hvorfra første del landede i september, og anden del lander i starten af 2024. En lækker eksperimenterende affære, lidt á la en mere progressiv udgave af Russian Circles, hvor især Aric Improta demonstrerer, at han stadig er den samme imponerende versatile trommeslager, som vi tidligere har oplevet ham som samme sted med Fever 333 tilbage i 2019 . Lidt elektroniske og drømmende elementer bidrager til at holde dynamikken bred, så Night Verses kan bestemt blive en oplevelse af de helt særlige for dem af os, der søger at blive udfordret med ekstra spændvidde i og udenfor metallens rammer.

THE SCRATCH

 

Efter en tid i metalbandet Red Enemy valgte medlemmerne at stoppe og fokusere på noget, der lå deres respektive hjerter lidt nærere, og resultatet af den proces kan vi så konstatere ved selvhør- og -syn til sommer på Refshaleøen, når The Scratch giver os en omgang progressiv irsk-keltisk folk-rock udelukkende spillet på akustiske instrumenter. Det lyder som en potentielt fin musikalsk palet cleanser mellem al chugga-chuggaen og blastbeatsene.

 

 

Kender I det der med, at I lige går en tur i skoven en måneoplyst nat, og så ender I som en del af et satanisk orgie? Det gør Twin Temple, der fusionerer elementer fra rock’n’roll, 50’ernes og 60’ernes doo-wop og blues og fylder musikken med masser af okkult stemning og vintage-feel. 

 

 

Trioen, der kommer straight outta Djursland, og som kombinerer metal og svævende popvokaler, rammer Copenhell til sommer. Du kender dem måske fra deres to kortfilm, ‘A Heavy Metal Bedtime Story’ og ‘The Curse of the Velvet Vampire’ og deres tilhørende singler, men mon ikke der kommer en længere udgivelse inden næste sommer? Det bliver ikke bandets første optræden i Copenhell-sammenhæng, for de fik bølgerne til at gå højt på dette års COPENHELL Metal Cruise. Forvent metallisk fuzz, synths, gode melodier og masser af æstetisk passende attitude.

 

 

DeathbyRomy er nok for mange en ukendt størrelse. Bag navnet gemmer der sig en amerikansk singer-song-writer, som det kaldes på nudansk. Hun hedder Romy Flores og har haft kunstnernavnet DeathbyRomy siden 2018, hvor debutpladen ‘Monsters’ udkom. Det fik hun en kontrakt med Capitol Records ud af, og siden er der fulgt to plader. ‘Songs For My Funeral’ i 2021 og ‘Entropy’ fra 2022.

 

Hun har for en måned siden stået i Vega, hvor hun var opvarmning for bandet grandson. Musikstilen er officielt dark pop, der blander både pop, industrial og en snert elguitar. Det, der fik verden til at spærre øjnene op for DeathbyRomy var singlen ‘Problems’, som man kan høre her. Den vil helt sikkert være at finde i setlisten, når hun indtager Refshaleøen til sommer.

 

 

Et black-metal band lavet af én person. Hørt den historie før? Hulder er også sådan et projekt og bag navnet gemmer der sig en kunstner ved navn Marliese Osborne, der kommer fra USA. Faktisk er hun født og opvokset i Belgien og hed oprindeligt Marliese Beuuwsaert, men hendes far, Matt Beeuwsaert, spillede basketball på højt niveau på de amerikanske colleges, så hun har alle dage haft en forbindelse til USA. Hun har også kunstnernavnet Marz Riesterer.

 

I 2018 startede Hulder, og der blev udgivet nogle demoer og EP’er, hvor debutpladen ‘Godslastering: Hymns of a Forlorn Peasantry’ udkom i 2021. Musikken er black metal med elementer af både den rockede slags på sange som ‘Creature of Demonic Majesty’ og mere lige ud af landevejen-black i andre sange. Hele debutpladen kan høres her:

 

 

 

 

Amerikanske Until I Wake giver dig solid hardrock med metalcore-undertoner. Her får du rig mulighed for at synge med på bandets ganske melodiske og ørehængende melodier, samtidigt med at du kan hoppe lidt i pitten til et godt skåret c-stykke. Kvartetten blev dannet i 2019 og har siden da haft direkte kus mod de store scener. Hvilket naturligvis er årsagen til bandets besøg på Copenhell. Sidste år udkom bandets fuldlængdedebut, ‘Inside My Head’, hvor såvel titelnummeret samt hittet ‘Octane’ allerede har opået mere spilletid end mange andre bands af samme alder - det skal nok blive en fornøjelse at opleve Until I Wake til sommer.